Dick MatenaCritiques

Kina, Mien-Yuan provinsen, 667
Dommer Di og hans tro medarbejder Chiao Tai forpurrer et overfald på en fattig bonde og hans rige datter. Di og Chiao fortsætter til den nærmeste landsby, hvor Di har undret sig over et fald i indbyggerantallet. Godsejer Lai har på grund af sygdom overladt styret af godset til sine sønner og de interesserer sig ikke for landbrug. Li vil hellere gå jagt og Pao jagter kvinder. Mens Di får det at vide, blander Chiao sig i en mishandling af en kvinde. Det får han dog ingen venner af, for Pao har betalt for at få lov at mishandle kvinden. Han behandler landsbyfolkene som kvæg og giver også Chiao et slag med pisken, da han står i vejen. Pao rider i strakt galop tilbage til godset. Senere på dagen kommer Di og Chiao forbi godset, der mere er en fæstning end et gods. Paos vagthund overfalder Chiao, men dens vogter kommer til og får hunden holdt tilbage. Di og Chiao inviterer sig selv indenfor på godset, hvilket Pao først er meget imod, men da det går op for ham at det er dommeren, så falder han til føje. Pao forklarer at hunden tilhører hans bror Li, som er bortrejst sammen med sin hustru Krysantemum. Pao og hans søster Akacie plejer den gamle Lai og er sammen med en hushovmester og en karl alene på godset. Di og Chiao bliver indkvarteret på godset, men får mistanke om urent trav. De opdager et blodigt håndaftryk og Pao forsøger at slå dem ihjel. Det første forsøg med en stor sten slår fejl, så nu er der åben krig. Et angreb på en kejserlig embedsmand straffes som et angreb på kejseren selv! Dvs med de tusind snits død.
Di og Chiao leder efter Pao og hushovmesteren Chu, men finder kun Akacie og den gamle Lai. Chiao leder udenfor og finder en hule, hvor Li ligger død med knust hoved. Hans lig er forsøgt skjult med grene og blade og han har ikke været død i ret lang tid. Hvor er hans kone mon? Chiao bliver sendt til nærmeste vagtpost og imens forsøger Paos håndlanger at myrde Dommer Di i hans seng. Det mislykkes og Di følger efter håndlangeren gennem en skjult dør, men bliver slået ned for sin ulejlighed.
Chiao Tai vender tilbage til fæstningen efter at have varskoet vagtposten. Den fattige bonde fra starten er fundet død og hans datter er der ingen spor af. Når der kommer afløsning, vil kommandanten tage til fæstningen med en deling soldater. Pao ved ikke noget om dette og fortæller Chiao at Di allerede er taget afsted. Chu hører dette og fortæller Pao at han ikke vil være med længere. Chiao opdager Chu på vej væk fra fæstningen, men inden han kan nå at stoppe ham, bliver Chu skudt af Paos håndlanger med en pil. Chiao får til gengæld ram på ham ved at kaste sit sværd. Chiao overvejer om håndlangeren udover Chu måske også har Li og Dommer Di på samvittigheden?
Imens overvejer Pao om Akacie er loyal og mens han overvejer dette, kan han jo passende kvæle sin far, så han ikke også larmer op. Og hvis den gamle Lai ikke havde gjort Pao arveløs til fordel for Li, ville alt det her jo ikke være sket, så det er hans egen skyld? Hunden larmer også i sit bur, så Pao tænker at han vil slukke for den, nu han er i gang, men han får øje på soldater, der er på vej mod fæstningen, så han får andet at tænke på. Udover Di har han også Krysantemum og hendes søn Wong spærret inde. Pao truer Di til at følge efter ham og han viser ham hvorfor Li måtte dø. Li og Pao havde fundet guld i bjerget og guldudvinding er et statsmonopol. Li ville anmelde fundet til guvernøren. Pao ville beholde det for sig selv, så Li måtte dø. Imidlertid havde Pao sendt Krysantemum og Wong til guvernøren, så de måtte også indhentes og bringes med tilbage. Og Pao har en forkærlighed for at pine kvinder, så derfor er Krysantemum stadig i live.
Chiao Tai overrasker Pao lige som han vil til at puffe Di i døden og i stedet er det Pao, der går planken ud. Formentlig har han også taget Akacie med i bundtet. I alt fald er Li's søn Wong nu enearving til godset.

Hæftet starter med tre sider om Dommer Di som historisk person, om Robert van Gulik og om Dick Matena. Udmærket. Historien her er også ok, selv om der ikke er de store falbelader. Pao er en skidt fyr.

Grande ambizione per una storia ambientata a Parigi con straordinari personaggi: Fitzgerald, Sartre Joyce, Hemingway, Picasso e Dalì: il gotha intellettuale del ventesimo secolo: secondo qualcuno. Alla base c’è la storia di una donna Eva, giovane provinciale, finita nelle mani di un magnaccia. Ma Sartre è perdutamente innamorata di Eva. E su questo canovaccio, chiaramente di fantasia si snoda una storia, come detto, pregna, nelle intenzioni dell’autore, di cultura, per il livello dei personaggi. Ma rispetto ad una buona storia, scritta bene e disegnata discretamente, il parterre appare, almeno a me, distonico con l’impianto della storia. In altri termini, la tentazione di attribuire un valore culturale attraverso l’imposizione di personaggi, spesso fuori luogo, rende un pessimo servizio ad un lavoro, di contro, apprezzabile. Errore di inesperienza no, vista la veneranda età dell’autore. Di presunzione, forse.

Tja. Het verhaal maakte opnieuw wel indruk door de heftigheid van de emoties. Knap geschreven, Jan Wolkers is toch wel één van mijn favorieten. Maar ik was niet vreselijk enthousiast over de plaatjes erbij, die toch een belangrijk deel van het boek uitmaken.

"Kaas" is een verhaal over een man die aangesteld wordt om in opdracht in België Edammer kazen te verkopen. Hij begint vol optimisme, maar komt er al gauw achter dat kazen verkopen niet zijn sterkste punt is.
Dick Matena heeft de klassieke roman van Willem Elsschot uit 1933 prachtig geïllustreerd. Een van de absolute hoogtepunten van de Nederlandstalige romans en strips.

Mooie tekeningen, die het verhaal uitmuntend aanvullen.
Volledige bespreking via http://wraakvandedodo.blogspot.com/2010/04/drie-maal-getekend.html

Sartre en Hemingway, die elkaar in wat u doorgaans het 'echte leven' noemt nooit ontmoet hebben, doen dat in deze strip wel. Hemingway, 'Hem' voor de vrienden, een beer van een vent - en Sartre, een klein gedrongen studentje, bekommeren er zich beiden om het lot van een prostituee. Joyce mag ook nog even opdraven (en doet dat als vanouds schitterend!), net als Picasso, Dali, Pound, Fitzgerald, De Beauvoir en Gertrude Stein.

En in die opsomming ligt de teleurstelling - als je al die kunstenaars samen in 1 kamer brengt, laat staan in 1 boek - mag er dan niet iets meer gebeuren - op conversationeel vlak, that is? Iets meer geest, iets meer intertekstualiteit?
Ach, misschien niet. De prentjes zijn schoon (maar erg onhandig gereproduceerd), en het verhaal - bij momenten even gemoedelijk en lichtvoetig humoristisch als een Truffaut of een Queneau (anderen noemen dat, getuige de achterflap, filmnoir) - zou ook zonder het laten opdraven van een legertje schrijvers en schilders overeind gebleven zijn.

http://occamsrazorlibrary.blogspot.com/2008/11/parijs-2544.html