Martin Kongstad

Kongstads debutbog, der er en samling af reciprokke noveller, en suite en suite (host) er en sand fornøjelse at læse. (underdrivelse...) En fryd. Han skriver godt, ham Martin, og det gør hans alterego (?) Mikkel Vallin også. For Mikkel går det både godt og skidt og midtimellem. Den kulturelle elite er hans playground, den spændende tid i startnullerne hans battlefield.
Jeg kommer fra et helt andet sted end Berna, jeg kindkysser ikke med Helena Christensen eller smalltalker med Bono. Jeg hænger ikke ud med de nyrige, de stakler, og selvfølgelig nærmer vi os i novellerne med myggefart det flammende 2008. Jeg ville ellers gerne være del af, eller have haft bedre mulighed for at være del af "de kredse", også på trods af finanskrise. Det kunne have været sjovt, er jeg sikker på, også selvom de bagom neokulturelle spelt- og skyrholdninger (2100) og 20.000 kronerløstliggende i lommen-segmenterne(2920+) jo selvfølgelig (hæ) viser sig at være helt til rotterne. Det er bare helt til rotterne på første klasse. Titanic gik også til bunds for folk på øverste dæk, men det skete med kaviar og ensemblemusik, og så markant bedre adgang til redningsbådene, end for dem, downstairs.
Nu læste jeg Martin Kongstads senere udkomne roman "Fryser jeg" (og var solgt) førend jeg læste denne hans novellesamling. Lidt ærgerligt, da de to hænger sammen, og Mikkel Vallins intro til romanen gives i "Han danser på sin søns grav". Men what the heck, så må jeg jo bare genlæse Fryser jeg. Det vil jeg. Ikke fryse, men frydes.… (plus d'informations)