Kongstads debutbog, der er en samling af reciprokke noveller, en suite en suite (host) er en sand fornøjelse at læse. (underdrivelse...) En fryd. Han skriver godt, ham Martin, og det gør hans alterego (?) Mikkel Vallin også. For Mikkel går det både godt og skidt og midtimellem. Den kulturelle elite er hans playground, den spændende tid i startnullerne hans battlefield.
Jeg kommer fra et helt andet sted end Berna, jeg kindkysser ikke med Helena Christensen eller smalltalker med Bono. Jeg hænger ikke ud med de nyrige, de stakler, og selvfølgelig nærmer vi os i novellerne med myggefart det flammende 2008. Jeg ville ellers gerne være del af, eller have haft bedre mulighed for at være del af "de kredse", også på trods af finanskrise. Det kunne have været sjovt, er jeg sikker på, også selvom de bagom neokulturelle spelt- og skyrholdninger (2100) og 20.000 kronerløstliggende i lommen-segmenterne(2920+) jo selvfølgelig (hæ) viser sig at være helt til rotterne. Det er bare helt til rotterne på første klasse. Titanic gik også til bunds for folk på øverste dæk, men det skete med kaviar og ensemblemusik, og så markant bedre adgang til redningsbådene, end for dem, downstairs.
Nu læste jeg Martin Kongstads senere udkomne roman "Fryser jeg" (og var solgt) førend jeg læste denne hans novellesamling. Lidt ærgerligt, da de to hænger sammen, og Mikkel Vallins intro til romanen gives i "Han danser på sin søns grav". Men what the heck, så må jeg jo bare genlæse Fryser jeg. Det vil jeg. Ikke fryse, men frydes. ( )

Selvudlevering og udlevering af 'den kreative klasse' i højt gear. En velskrevet bog, hvori jeg kun opdagede to trykfejl!!! Helt usædvanligt og meget dejligt for en bog på dansk. Tror faktisk, at det måske mere er Martins fortjeneste end forlaget, som ellers plejer at brilliere med total mangel på korrekturlæsning. Man både vrider sig i ubehag (ved selvgenkendelse) og af latter (ved genkendelse af andre). Godt spiddet, Kongsted! ( )

Glimrende novellesamling, som samlet nærmest er en roman om den efterhånden midaldrende madanmelder Martin Vallin. Især de tre første og den sidste novelle er rigtig, rigtig gode. De rammer og bliver faktisk ubehagelig læsning i afdækningen af Martin og hans omgangskreds i 'Den kreative klasse', der mere forholder sig til livet end lever det.Det er ikke fordi de tre resterende noveller er dårlige, de når bare ikke op siden af de fire andre.
Et helt centralt citat i bogen er af forfatteren Tue, som i et radioprogram bliver spurgt om, hvad hans næste bog skal handle om. Her svarer han, at den skal handle 'om en mand, der forsøger at nyde sig gennem sin ulykke'. Og det er lige hvad Kongstads bog handler om. Rigtig god skønlitterær debut, som absolut heller ikke sparer Vallin/Kongstad selv ( )