Danmark, Nordsjælland, Kærminde strand, 1980
Indeholder kapitlerne "1. Poppelmordet", "2. Uddrivelsen", "3. Fremmede fugle", "4. Nye tider", "5. Andre skikke", "6. Stjernedage", "7. Dagen derpå", "8. Gøglerne".

En tømrermester, A. P. Jensen, har set lyset omkring år 1900 og køber et stort areal ned til fjorden med elendig sandjord. Han udstykker til sommerhuse og tjener kassen. Sønnen Magnus læser til arkitekt og laver efternavnet om til Jebbe, da han bliver professor. Sønnesønnen Anders Jebbe er også arkitekt og ejer det største sommerhus foruden at han har arvet en betragtelig virksomhed og formue. Han og konen Ulla er vældigt revolutionære og kører i taxa til mange demonstrationer og støtter først Sovjet og så Kina. Børnene hedder Gry og Mikhail (kaldet Mik). Naboerne på den lille stump vej, der hedder A. P. Jensens vej er en skotøjsfabrikant Hugo Have (med kone Yvonne og en datter Tilde), en isenkramgrosserer Orla Jansen (konen, Kamma, sønnen Ebbe og hunden Oscar), montør Willy Aagesen (med kone Erna og to tvillingedrenge Kim og Brian), tandtekniker Egon Bratt (og konen Gudrun), overlæge Børge Bertelsen (og hans kone Merete og datter Ilse og af og til hans mor Emilie på snart 90). Der er også en gnaven lokal købmand, Albertsen, hans kone Tora og sønnen Ejnart.
Jebbes har en stor sølvpoppel stående, som tager Bertelsens og Jansens udsigt. Efter nogle diskussioner, tager Merete Bertelsen hævn over poplen og myrder den med et kobbersøm.
Sommeren efter giver den udgåede poppel anledning til almindeligt fjendskab og Jansen ender med at hælde et dusin mus gennem brevsprækken til Bertelsens sommerhus efter at det er lukket ned for vinteren. Bertelsens køber sommerhus i Frankrig og lejer det nordsjællandske ud til nogle tyskere, der gør det rent fra kælder til kvist.
Gry er 22 år og ret træt af navnlig moderen, så hun stikker af og gifter sig med en amerikaner, Samuel. Ulla er trist til mode, men bliver trøstet af et nyt hold lejere i Jebbes sommerhus, Leonie og Albert Carleson. De nye sætter fut i sagerne og får humøret sat mange streger i vejret, egentlig mest ved at tale pænt til andre og være positive og rare. At de er smarte i tøjet og holder sig godt og ser ud til at være udlandsdanskere med forbindelser i de højere cirkler hjælper også.
Der står stor glans om Carlesons, eller de Carleson, som der står på brevene til dem. Historien om den 18-årige Leonie og den 23-årige Albert, der kom på en hvid hest og med et fuldt orkester for at vinde hendes gunst, får alle de andre fruer til ønske at det var dem. Mik dukker op i den båd, som han har fået som studentergave, og bliver igen gode venner med Tilde. Afslutningen på sommeren i sommerhuskvarteret er en stor fest med lancierdans og fyrværkeri og vejen hedder nu Stjernevej. Lejerne pakker og tager hjem, men hvor mon det egentlig er? Tilde og Mik stikker til søs og tager til København, hvor han har en lejlighed. Den er godt nok slumstormet af nogle ret fjerne bekendte, men de bliver hurtigt værfet ud af Tilde.
Erna Aagesen har et ærinde i København og løber på Leonie Carleson, der demonstrerer pulversuppe i et stormagasin. Erna får et flip og skælder vældigt ud, helt uden at overveje at ingen nogensinde har bildt hende noget ind, men at hun selv har digtet alt muligt om hvor fine Carlesons var. Den eneste med en fornuftig reaktion er Orla Jansen, som hele tiden har vidst at de var cirkusartister, for han har set dem flere gange i sin ungdom. Carlesons har ikke så mange penge at gøre godt med, men de svarer enhver sit og er godt tilfredse. I deres bagage er to store ulykker. Deres eneste barn døde som ti-årig af polio og Albert har været livsfarligt forbrændt, men det er ikke noget, de går og ruger over.

De 'fine' folk i sommerhuskvarteret falder hurtigt tilbage i de gamle baner. Bertelsens sælger deres sommerhus til en kommunesekretær og kort efter bliver vejen asfalteret og får gadebelysning, så man ikke kan se stjernerne om aftenen. Vejen bliver igen A. P. Jensens vej.

Lise Nørgaard rister et sommerhuskvarter og beboerne over en sagte ild. Unge mennesker med hang til vand og sæbe, samt folk, der er sig selv, har hendes sympati. Medløbere og usikre folk, der løber efter ugebladsmoden, har det kun i begrænset omfang. ( )