Norge, ca 2005
Charlo Torp (Charles Olav), er ludoman og derfor i bundløs gæld til gud og hvermand. Han er fra den anden april 1963. Hans datter Julie fra den syvogtyvende maj 1988 har ikke lyst til at se ham mere. Hans kone Inga Lill er død. Hans plan går ud på at røve sølvtøj og penge hos en 76-årig gammel dame med leddegigt Harriet Asta Krohn. Han køber en buket blomster for at bruge den som lokkemad men har også taget en revolver med til at true med. Det lykkes for ham at komme ind og aflevere buketten, men så går det galt og han ender med at slå hende ihjel med revolverskæftet. Så snupper han sølvtøjet, nogle smykker og endelig en større mængde kontanter som han finder i hendes soveværelse. 220000 kr. Han forlader hendes lille hus igen og regner ikke med at have efterladt spor, men på vej hjem igen i sin lille honda kører han i snevejr på en hvid toyota og teer sig som en vanvittig overfor føreren af toyotaen. Han slipper dog hjem med en svagt bulet bil og får skiftet tøj og taget sig et bad.
Senere tager han ud og kigger på en hest til Julie. En vallak ved navn Call Me Crazy. Og lytter til radioen, der fortæller om et brutalt drab på en gammel kone, men han synes nu ikke at det var brutalt. Han ringer til Bjørnar Lind, som han skylder mange penge, men uden held. Men senere kommer han igennem og får betalt ham de 200000 kr, han skylder. Alt er godt indtil han ser avisernes forsider, hvor der er et fint billede af den buket, han brugte som påskud. Han får solgt sølvtøjet til en hæler, men får kun 40000 kr for det. Men det er nok til at købe Crazy for. Han går ned og køber dagens avis, men pludseligt giver hans ene knæ efter. I avisen ser han at politiet i form af kriminalkommisær Sejer gerne vil tale med en mand, der var involveret i et færdselsuheld! Manden kørte i en rød Honda Accord, Ikke godt. Det var heller ikke godt, da Julie sparede 20000 op til en hest og han spillede dem op. Men nu har han købt hende en hest og hun tager ham til nåde igen. Hun læser også aviser og kan fortælle at politimanden, der har sagen med Harriet, hedder Sejer og ikke har nogen uopklarede sager! Det beroliger ham ikke ligefrem. Han går til læge, der sender ham til udredning på Neurologisk. Heller ikke ligefrem beroligende.
En politimand dukker op og vil snakke med ham. Navnet er Sejer. Han vil høre nærmere om biluheldet. Charlo forklarer så godt han kan og holder sig stort set til sandheden, men også kun stort set. Sejer lytter og slipper ham så igen.
Charlos sygdom bliver udredt. Multiple Sklerose. Han vil tage ud og spise med Julie og fortælle hende det, men Sejer kommer først. Konrad Sejer (som har sin Shar-Pei hund, Frank, med på kontoret) får stille afhørt Charlo og lokket ham på farlig og glat grund. Hvor kørte Charlo rundt, hvorfor parkerede han der? Og hvorfor købte han blomster? Charlo forsøger at fylde hullerne i sin forklaring ud undervejs, men det går dårligt. Det går op for ham at han er nødt til at opfinde en hel by inde i hovedet, når han skal forklare hvor han har kørt og gået, for det er jo løgn at han har kørt og gået der. Sejer indrømmer at Charlo ikke er indkaldt som vidne, men som mistænkt. Og siger at Charlo skal holde op med at sige at hans bil ikke var hvor den vidnefast stod parkeret og at han ikke købte blomster, for det ved politiet også med sikkerhed. De ved også at buketten stod ved Harriet Krohn, da hun blev myrdet. Stille og roligt får Sejer skubbet Charlo til at indrømme. At han skubbede til Harriet og at han tog sølvtøj og nogle sedler, faktisk nogle tusindkronesedler. Så historien om lottogevinsten var løgn. Det er jo fint, men historien stemmer stadig ikke med fakta. Charlo fortæller at han havde en stofpose med, som han lagde sølvtøjet i. Charlo hævder at han ikke slog hende, men obduktionen viste tretten kraniebrud. Charlo hænger allerede på rovmord. Og han er træt og vil gerne have fred, så han indrømmer at det var skæftet på en revolver, han brugte. En gammel Husqvarna fra krigens tid, som han har efter sin far. Han fortæller også at han havde lagt mærke til hende på en ældrecafé. Meget tynd og lidt usselt klædt, men med en tyk guldarmring. Det er jo fint, men også en indrømmelse af at det har været planlagt længe!

Charlo er en lille selvcentreret lort, der selv har gravet sig ned i et hul af spillegæld. Han er bange for at kreditorerne sender et par gorillaer efter ham, så i stedet vælger han at blive rovmorder. Men selv det valg vil han ikke være ved. Nej, nej, det er nogle andres skyld eller en sygdom og så kan man jo ikke blive dømt? Klaphat! ( )

This is the saddest of Fossum's books I've read by far. It fits into the "What if an essentially good person who goes astray and does a very bad thing, does it for good reasons?". Of course it's not as simple as that but Fossum's skill in telling the story from the murderer's point of view is that I actually liked him and felt sorry for him, despite the terrible thing he does. As such it's a bleak and unrelenting tale. ( )

Now that is the way to write a mystery novel. The modern lightweight first person unreliable narrator stories can't compare. ( )

I went back in the series to read this one I had skipped, but maybe I shouldn't have. As someone else said, it takes place completely from the point of view of the perpetrator, which could work but didn't quite. The relationships between the perpetrator and family were interesting, but not what I was looking for in a police procedural. ( )

Realistiskt och trovärdigt. Fossum skriver alltid bra deckare. Den här har ett lite annorlunda perspektiv då vi från början får följa brottslingen och hans tankar. Konrad Seijer för en undanskym roll i denna bok. Klart läsvärd. ( )