Tiderne Skifter har genoptrykt Pia Juuls første roman Skaden fra 1990. Det hænger nok lidt sammen med hendes succes fra sidste år, Mordet på Halland. Ikke helt urimeligt, for det var netop hendes ikke-krimi, der satte mig i gang med hendes forfatterskab – og førte mig til ’Skaden.’

Vi møder jeg-fortælleren Thomas midt i en ikke-specificeret borgerkrig, hvor han bliver stukket med bajonet, men alligevel overlever. På lazarettet møder han den ældre men erotisk interessante sygeplejerske Cecilie og den fatalistiske Klement, der lægger kabaler og overbeviser ham om, at der kun er knap et år til solen slukker og livet rinder ud.

For Thomas bliver der ikke rigtig noget ud af det, og han glider videre i krigsfangenskab hos fjenden. Her møder han Benedikte og en næsten død soldat. Thomas opdager snart, at soldaten og Benedikte har kendt hinanden tidligere, men han siger ikke noget om det.

Romanen er en eksistentiel undersøgelse – men det drejer sig mere om kærlighed end om krig. Gruen er i virkeligheden ikke stor, og karakteristisk nok føler Thomas mere slægtskab med den fremmede soldat end had til ham. Krigen viser sig mest i kvindernes kærlighedshistorier. De er præget af den opløsning af normer, der altid finder sted, når mændene isoleres i kaserner og på slagmarker.

Juuls sprog er klart og smukt, men historien fangede mig først til slut, og så irriterer det mig lidt, at nedtællingen til dommedag ikke rigtig bliver fulgt til dørs. ( )