Hanne Reintoft

Når dagene strenges er en selvstændig fortsættelse til Nu er det længe siden. Vi er igen i selskab med den sønderjyske familie Lorentzen med rødder på Broagerland og efterkommere spredt i det meste af Danmark og dele af Tyskland.
Seriens første bind sluttede med systemskiftet i 1901, og i stedet for at fortsætte præcis hvor hun slap, vælger Reintoft at springe 15 år frem.

Den første familiefader, Jens Peter, blev dræbt under stormen på Dybbøl, og nu møder vi barnebarnet Jens Peter i gang med at desertere fra den tyske hær. Han har som så mange andre sønderjyder været indkaldt til at kæmpe for kejserriget i 1. verdenskrig og oplevet krigens ødelæggende rædsler. Efter at være hårdt såret kan han ikke mere, og det lykkes ham at snige sig over grænsen til Danmark.

Søskendeflokken fra første bog, Sigurd, Peder og Ingeborg, er vigtige personer i Når dagene strenges, men fokus flyttes til de næste generationer. Det er særligt Ingeborgs børn, det handler om: Datteren Margrethe, der flyttede til Salling, Jens Peters far, der flyttede til Sønderborg, blev en tæt allieret med H.P. Hansen og selv mærket af krigen, og lægen Hans, der tilhører venstrefløjen i det tyske socialdemokrati og ender hos kommunisterne. Carl, der har overtaget slægtsgården, forsvinder lidt efter lidt, og det er et generelt problem for Reintoft at holde styr på de mange personer, der kommer til efterhånden som børn og børnebørn bliver gift og selv får børn.

Krigen og den efterfølgende økonomiske krise er omdrejningspunktet for familiens liv. Økonomisk bliver det svære tider for både industri og landbrug, og det afspejler sig politisk i voksende radikalisering. Politisk repræsenterer familien især nationale og venstreorienterede tendenser. Bønderne i Salling tilhører Det radikale Venstre og omgås de lokale kunstnere, i Sønderborg kommer Jens Peter til at arbejde for den danske sag og Hans slutter sig til kommunisterne. De store folkelige bevægelser (Venstre og Socialdemokratiet) er stort set fraværende, og mens Landbrugernes Sammenslutning og den fremvoksende nazisme fordømmes fra første færd, så er både Reintoft og hendes personer fulde af forståelse for det kommunistiske diktatur i øst.

Bogen fortæller dansk og europæisk historie gennem familiens historie – folkeafstemningen i 1920 fører til genforening for nogen, men Hans og Regitze havner sammen med resten af Flensborg i Weimarrepublikkens kaos – men det er også en slægtsroman. Som sådan bindes den sammen af de store begivenheder, der udgør kernen i alle familiers udvikling: Børn fødes, unge giftes og gamle dør. En for en falder den gamle generation, Ingeborg, Sigurd og Peder fra, men tragedien rammer også de yngre.

Romanen slutter med Hitlers magtovertagelse, Kanslergadeforliget og Hans og Regitzes dramatiske flugt fra Berlin til Danmark. Som kommunister står de over for internering efter rigsdagsbranden, og for både Danmark og Europa venter en ny, ødelæggende krig forude. Konfrontationerne i Sønderjylland tager atter til, og der er på sin vis lagt op til en efterfølger, der fører slægten ind i efterkrigstidens velfærdssamfund.

Den er ikke skrevet, og det er nok meget godt. Den første bogs fokus mangler lidt her, og man må forvente, at det kun vil blive endnu mere udtalt i et bind tre. Samtidig fylder Reintofts egne politiske holdninger stadigt mere, efterhånden som vi nærmer os nutiden. Det ændrer dog ikke på, at Når dagene strenges er en værdig og interessant videreførelse af Nu er det længe siden. Jeg nød timerne i selskab med familien Lorentzen og Karen Abrahamsens behagelige indlæsning.… (plus d'informations)

Det er en passende titel Hanne Reintoft har valgt til sin slægtsroman om Sønderjylland og Danmark fra nederlaget i 1864 til systemskiftet i 1901. Det ER jo længe siden, at grænsen gik ved Kongeåen, og derfor kan der være god grund til at dykke ned i den nationale erfaring og de dramatiske valg, som familier blev stillet over for under tysk styre. Det lykkes i romanen, der enkelte steder lyder som et historisk oversigtsværk, men som generelt er en medrivende fortælling om en familie i en svær tid.

Udgangspunktet er 1864. Familiefaren Jens Peter melder sig frivilligt til den danske hær, da det trækker op til krig med Preussen og Østrig-Ungarn. Han er med ved Dybbøl, hvor han har den tvivlsomme fornøjelse at bombardere sin egen hjemegn på Broagerland. Han falder under stormen, og dermed er det op til de fire børn at føre sagen videre. Peder studerer teologi i København, Sigurd er med i slaget ved Helgoland som 16-årig søkadet, Ingeborg er en stor pige, der må støtte sin mor, og Helene er endnu ikke 10 da faderen dør.

De fire børn bliver omdrejningspunktet for resten af romanen, og det giver Reintoft mulighed for at vise forskellige livsveje og forskellige sider af det danske samfund, der gennemgik voldsomme forandringer i perioden. Da den fransk-tyske krig står for døren i 1870, stiller det Peder og Sigurd i et dilemma. De har muligheden for at blive optanter, dvs. at påberåbe sig dansk tilhørsforhold og dermed slippe for tysk værnepligt. Men det betyder også, at de vælger Slesvig fra og dermed svækker kampen for danskheden.

Peder drager til København, hvor han gør sit studium færdig og bliver kapellan ved Trinitatis Kirke. Samtidig møder han den smukke og dannede Ida Salmonsen, der er velhavende, selvstændig og dybt optaget af kvindesagen. Hos hende banker et stort hjerte, og sammen med Peder får hun sat gang i menighedspleje og socialt arbejde. De er en del af kredsen omkring Hørup og Brandes, og de gennem tjenestepigen Anine bygges der endda bro til arbejderklassen og socialdemokratiet. Det er næsten for meget af det gode, men ufrivillig barnløshed og bekymring for familien i Sønderjylland giver dem nuancer.

Sigurds skæbne har mere karakter af flugt. Han er desperat for at komme væk fra det sørgende barndomshjem, og da han som sømand går ned med sit skib i Nordsøen, overlever han kun takket være en redningsbåd fra Harboøre. Det bliver anledning til at præsentere den sorte mission. Reintoft har forståelse for de fleste sociale bevægelser, men her trækkes grænsen. Indre Mission er og bliver formørket undertrykkelse. Og undslippe den er svært. Sigurd ender som respekteret folketingsmand fra Jylland, men hans privatliv er en tragedie.

Søstrene bliver i Slesvig, deres veje er forskellige. Ingeborg bliver på gården, som hun driver videre sammen med manden Lars, der hører til de dansksindedes ledere. Ligesom Sigurd og Peder er bogens indgang til dansk politik, er Lars omdrejningspunktet for udviklingen i Sønderjylland. Med sine skarpe holdninger og kritik af brødrenes optioner, er han også vigtig for historiens dramatiske udvikling. Han giver bogen noget kant. Ingeborg elsker rollen som husmoder, men som tiden går bliver tilværelsen på gården for lille. Hun vil være med – og får Idas støtte til det – men kvindekamp er (heller) ikke det samme på Broagerland.

Helene er det yngste barn, og hendes reaktion på faderens død er helt anderledes. Hun føler sig så svigtet, at hun lægger afstand til alt dansk og i stedet identificerer sig med sejrherrerne. Hun jubler over Bismarck og vil helst tale tysk, og hendes udtalelser er selvfølgelig dybt provokerende for resten af familien. Det ender med, at hun gifter sig tysk og helt lader sig assimilere.

Den udvikling virkede ikke overbevisende, og det var ærgerligt, at hun hurtigt glider ud af fokus. Vi hører kun lidt om hendes liv – typisk som et forstyrrende element i de øvriges tilværelse – og det betyder, at hendes valg aldrig bliver behandlet som et reelt alternativ.

Med de nævnte forbehold kan jeg afgjort anbefale romanen, især til de læsere, der også er interesseret i Danmarks nyere historie. Og har man mange timer på farten, kan man med fordel vælge lydbogen indtalt af Karen Abrahamsen. Behagelig stemme og god oplæsning. Fortsættelsen ”Når dagene strenges” venter i bilen.… (plus d'informations)

Bogen tager sit udgangspunkt i det sidste slag under den store Nordiske krig 1710.

Vi møder de fire venner Hans, Matthias, Rasmus og Malte, der krigen igennem har kæmpet side om side, og som nu, efter et sidste blodigt slag og efterfølgende kaotiske flugt, har formået at komme med det samme skib hjem til Danmark. På rejsen lover de fire venner hinanden, at de resten af livet vil stå last og brast.

Denne ed er hele fortællingens omdrejningspunkt. Det skal nemlig vise sig at være mere en svært at holde dette løfte, de har givet hinanden.

Hanne Reintoft har med Last og brast formået at give læseren et virkelig godt indblik i mennesker fra forskellige samfundslags dagligdag med glæder og sorger i årene fra 1710 og frem. Sproget i bogen er fantastisk, og man føler sig virkelig sat tilbage til en anden tidsalder.

Man får et rigtig godt indblik i datidens udvikling og Reintoft har gjort et godt stykke historisk research arbejde. Hun har sat sig grundigt ind i trykkerivirksomhedens udvikling, den medicinske formåen, samt forholdene omkring den danske slavehandel. Er man til historiske romaner, kan denne roman helt anbefales.… (plus d'informations)

Rammen for denne fortælling er de forfærdelige krigsår før, under og efter den såkaldte ”Skånske Krig” (1675-1679), hvor den danske konge forgæves søgte at vinde det tabte land på den anden side af Øresund tilbage. Det var nogle blodige år, hvor store dele af landet blev lagt øde.

I fortællingen følger man en ganske velstillet almuefamilie, hvis loyalitet er splittet mellem dansk, skånsk og svensk sindelag. Faderen, som dør før dramaet er på sit højeste, er fortvivlet over den strid og splittelse, krigen har bragt ind i hans familie; moderen er skånsk/dansk, ligesom sin ældste søn, Tue. Tue er i øvrigt den person, vi følger tættest, måske fordi han som uddannet læge og dermed assistent for den danske konges livlæge færdes i de højere danske (også militære) kredse og blandt de forskellige befolkningsgrupper i Skåne.
Derudover er én søn fanatisk og meget hadsk i sit engagement på svensk side, mens de to sidste slutter sig til to forskellige friskyttekorps - mere eller mindre loyale overfor den danske sag. Dermed er der altså skabt basis for en dramatisk historie - og det får man til fulde i denne roman.

Når en forfatter arbejder med en genre, hvor der tages udgangspunkt i nogle velkendte og veldokumenterede historiske begivenheder kræver det omfattende research – og der hersker ingen tvivl om, at Hanne Reintoft bygger sin fortælling på et solidt grundlag og besidder en stor indsigt i tidens begivenheder. Romanen virker dog visse steder en smule langtrukken.
Alligevel vil jeg klart anbefale alle at læse den, eftersom den giver et realistisk billede af et spændende stykke danmarkshistorie. Så hvis man er interesseret i Danmarks historie - ja, så er der ingen vej uden om Hanne Reintofts "Hjertebånd"… (plus d'informations)