Peter Ørsted (1942–2015)

Undertitlen siger ikke det hele, men dog temmelig meget om Peter Ørsteds bog: Dagligliv i det romerske imperium. Fokus er så afgjort på de mange almindelige liv, men Ørsted har et klart blik for, at de politiske og økonomiske rammer er så afgørende, at de også må med.

Bogen bygger på både kildestudier og masser af videnskabelig litteratur, men formålet er formidling. Derfor ses der bort fra fodnoterne og derfor fortælles historien gennem en delvist ægte person: Saio var syrer og i tjeneste som romersk soldat, da han i slutningen af det 2. århundrede satte et lille alter syd for Hadrians mur. Vidnesbyrdet er ægte nok, men vi ved ikke, om han efter endt tjeneste rejste tilbage mod Syrien, sådan som Ørsted lader ham gøre. Men hans færd fra Brittanien over de romerske forposter ved Rhinen og videre ad Donau til Budapest, hvor et andet syrisk kompagni var udstationeret, fungerer i hvert fald som en stærk fortælleramme.

Ørsted gør i det hele taget meget ud af at bringe antikken og dens mennesker til live ved at bruge daterede, individuelle kilder, hvor det er muligt. Nogle gange kan repræsentativiteten diskuteres, men indskrifter, kunst og papyri er med til at supplere og nuancere de traditionelle skriftlige kilder.

Første del handler om imperiet, og det er en fortælling set fra provinserne mere end fra Rom. Fokus er på de store linjer – Roms ekspansion, overgangen til kejserriget, etableringen af et professionelt bureaukrati – mere end på de politiske rivaliseringer i Rom. Af særlig betydning var den romerske hær, som både var en stabiliserende faktor i det store rige, en mulighed for social opstigning og en kilde til omfordeling af ressourcer fra syd til nord, som kompenserede ved at importere vin og oliven sydfra.

Imperiet karakteriseres som en ”ramme” om tilværelsen i øvrigt. Det var en attraktiv ramme, og i de første par hundrede år efter kristi fødsel var pax romana rigeligt prisen værd i form af skatter og principiel underordning.

Anden del flytter blikket til den lokale ramme. Overalt etablerer romerne bystater med høj grad af autonomi, og det var en af grundene til imperiets tiltrækningskraft. Forfatningerne var ens, sammenhængen mellem by og land ligeledes, og det politiske og sociale liv var bygget op som Roms. Eliten stillede op til valg og blev valgt i kraft af deres tjenester for klienter og den brede befolkning. Det sikrede sammenhængskraft.

Det er også i denne del, der kigges nærmere på rigets økonomiske og sociale grundlag. Vigtigst var landbrugsproduktionen, og bortset fra millionbyerne måtte alle byer være selvforsynende med fødevarer. Organiseringen skete gennem forvaltere og forpagtere, mens brugen af slaver toppede i århundrederne omkring år 0. Meget interessant er også gennemgangen af den romerske minedrift med udgangspunkt i de østrigske jernminer. Rom var ikke for ingenting en del af jernalderen – jern var helt centralt for den romerske civilisation.

I sidste del kommer Saio på besøg hos sin familie i Budapest, og den sidste del er viet til familielivet. Ørsted har allerede berørt det tidligere, ikke mindst i det centrale begreb pater familias. Ideologien om familieoverhovedet genfindes nemlig i hele rigets politiske institutioner.

Ørsted gør meget ud af at forklare, at faderens suveræne magt ikke kun var undertrykkende men også en forpligtelse til at beskytte de svagere medlemmer af husholdningen, uanset om det drejede sig om slaver, børn eller hustruen. Kvindernes liv er endnu vanskeligere at skildre end det generelle familieliv. Bogen gør et forsøg på at skildre et hårdt men potentielt også lykkeligt samliv i familien. Det er fint, men det ændrer ikke på, at Ørsteds Rom hovedsagelig er fyldt med mænd.

Romerne rummer mange flere spændende indsigter og slående detaljer, end der er plads til at omtale i en anmeldelse. Her må henvises til bogen selv, som er både velskrevet og krydret med personlige oplevelser. Nogle af de nutidige perspektiveringer er bedagede, men generelt mærker man ikke, at den snart har 30 år på bagen.… (plus d'informations)