Marina Cecilie Roné

”I et land som Danmark var der en øvre grænse og en nedre. Menneskers liv blev levet langs medianen, et godt stykke fra det øverste og et godt stykke fra det nederste. Bevidstheden kunne lige akkurat rumme, at en forælder faldt fra i utide. Men ikke begge forældre til samme børn.” (s. 54-55)

Det er ikke den komplette tragedie, det handler om i Ronés lille roman – godt hundrede sider – men derimod den almindelige tragedie. Den, der altid rammer naboen og ikke en selv, bort set fra, når den gør det alligevel. For der er jo nogen, der bliver syge eller kører galt og bliver revet bort alt for tidligt.

Helene og Anders er midaldrende og har tre børn. Han har fået kræft, der er ikke mere at gøre, så nu handler det om at tage afsked, om at acceptere, om at komme videre. Vi ser familien i små glimt gennem et års tid. Vi ser Anders, der har hentet sine gamle plader en sidste gang. Vi ser den ældste søn Aske, der mest har lyst til at ligge i ske med sin kæreste. Vi ser den mellemste søn Sejr, der knytter sig til en af vennernes far og begynder at sejle. Vi ser Helene, der hænger i med det yderste af neglene – men hun hænger i.

Små glimt af hvordan døden trænger sig på og hvordan livet leves videre. Det er nemlig en livsbekræftende bog. De fleste af os har faktisk et netværk, der er klar til at træde til. Selvfølgelig er det frygteligt, når et menneske dør uden at se sine børn vokse op, men netop det, at det er forfærdeligt, er jo det bedste bevis på, at livet har værdi.

N.I.M.B.Y. er en meget fin lille roman. Roné rammer situationerne lige på kornet, og når man selv er på alder med Anders og Helene, er nemt at fylde billedet ud.… (plus d'informations)