Dennis JürgensenCritiques

In Berlin sollen die alten Bunker kartographiert werden. Bei den Arbeiten gibt es einen grausigen Fund. Es werden Leichen entdeckt, die dort schon seit geraumer Zeit liegen müssen. Doch es gibt auch aktuelle Mordfälle. Menschen werden brutal getötet und mit einer Taube auf dem Schoß an den Sessel gefesselt. Zunächst scheint diese beiden unterschiedlichen Fälle nichts miteinander zu tun zu haben, doch dann ergeben sich Spuren, die zurückführen in die Zeit der DDR. Da die internationale Zusammenarbeit der Polizei gefördert werden soll, ermitteln Lykke Teit aus Kopenhagen und Rudi Lehmann von der Polizei Flensburg zusammen.
Nach „Gezeitenmord“ ist dies der zweite Fall, in dem Teit und Lehmann zusammenarbeiten. Es ist ein spannender Krimi, der sich angenehm lesen lässt.
Lykke Teit und Rudi Lehmann sind sehr unterschiedlich. Lehmann arbeitet schon lange im Polizeidienst und hat viel Erfahrung, während Teit noch jung ist. Doch sie sind sich sympathisch und arbeiten gut zusammen. Teit kann kaum Deutsch, da ist es gut, dass Lehmann Dänisch spricht. Beide haben aber auch privat ihre Päckchen zu tragen.
Es ist interessant in diesen Kriminalfall einzutauchen, denn er beleuchtet auch ein Stück weit die deutsch-deutsche Geschichte.
Bis sich Zusammenhänge ergeben und ein Hinweis in die richtige Richtung deutet, dauert es ein bisschen. Doch auch, wenn das Motiv sich zeigt, ist noch lange nicht geklärt, wer hinter all dem steckt. Außerdem wird der Fall für Rudi Lehmann unerwartet persönlich. Aber schließlich klärt sich alles schlüssig.
Mir hat dieser spannende, etwas düstere Krimi gut gefallen, auch wenn ich den Vorgänger noch ein wenig besser fand.

A fairly one dimensional crime story, competently plotted, but with some linguistic issues. The author started as a YA writer, and his overwrought metaphors and attempts at creating atmosphere is very simplistic and youth skewing.

A man is murdered in the borderland between Denmark and Germany, and a Danish cop and a German cop is paired up to solve the case over the head of a somewhat incompetent local cop.
As a who dunnit it telegraphs the solution quite early, and the professional frictions are quickly smoothed over, leaving a harmonious, if not very believable, conclusion.½

Über dem Watt an der Grenze zwischen Deutschland und Dänemark zieht Nebel auf. Der Lehrer Lasse Espersen und sein Schüler Villads Geertsen werden bei ihrer Wattwanderung davon überrascht. Dann findet Villads auch noch eine Leiche. Lasse wird niedergeschlagen und als er wieder aufwacht, ist Villads spurlos verschwunden. Lykke Teit kann endlich mal die Ermittlungen leiten, daher verschweigt sie, dass sie den Toten kennt und sich verfolgt fühlt. Rudi Lehmann aus Flensburg soll sie in dem Fall unterstützen. Die Untersuchungen führen sie in das kleine Dort Melum, wo vor einem guten Jahr bereits einmal ein Kind verschwunden ist.
Es ist ein spannender Krimi, der sich angenehm lesen lässt.
Lykke Teit und Rudi Lehmann müssen sich erst mal kennenlernen, doch rasch sind sie aufeinander eingespielt. Ich finde die beiden sympathisch, auch wenn sie ihre eigenen Probleme mit sich herumschleppen. Der örtliche Polizist Mogens Krog ist nicht davon erbaut, dass ihm da jemand vor die Nase gesetzt wird und ist zunächst nicht besonders zugänglich. Im Ort wirft man ihm vor, dass er unfähig sei, weil er den Fall der verschwundenen Rosa Molberg nicht klären konnte.
Die Stimmung im Dorf ist auch gut dargestellt, wo man sich einerseits bedeckt hält, aber andererseits auch herumtratscht.
Am Ende löst sich alles schlüssig auf und wird sogar noch dramatisch.
Mir hat dieser Krimi gut gefallen.

„Die SMS war zwei Tage nach dem Tod des Mannes abgeschickt worden. Sie hatte den Notruf einer Leiche erhalten.“ (Pos. 234)

Inhalt:
Lasse Espersen, Lehrer aus Melum, ist mit einem seiner Schüler, dem naturbegeisterten Villads Geertsen, im Watt unterwegs, als plötzlich dichter Nebel aufzieht. Als sie versuchen, sich vor der einsetzenden Flut an Land zu retten, entdeckt Villads einen teilweise im Sand vergrabenen Toten. Später wird der Lehrer gerettet, doch der elfjährige Junge ist seither verschwunden. Lykke Teit, seit drei Jahren Kriminalassistentin in Kopenhagen, wird mit dem Fall in Südjütland betraut und da der Fundort der Leiche im Grenzgebet liegt, schickt Deutschland einen eigenen Ermittler, Hauptkommissar Rudolf „Rudi“ Lehmann aus Flensburg. Im Mittelpunkt ihrer Recherchen steht das Dorf Melum, denn es geht nicht nur um den Mordfall, sondern vor allem um das Verschwinden von Villads. Vor eineinhalb Jahren war die damals sechsjährige Rosa Molberg ebenfalls spurlos aus Melum verschwunden, gibt es einen Zusammenhang?

Thema und Genre
Dieser dänische Kriminalroman mit Regionalbezug spielt in Jütland. Im Mittelpunkt stehen verschwundene Kinder, psychologische Tatmotive, sowie die Ermittlungstätigkeit der Kriminalpolizei.

Charaktere
Lykke Teit und Rudi Lehmann sind sympathische Ermittlerfiguren, hartnäckig, kreativ. Der jeweilige persönliche Hintergrund macht sie zu interessanten Charakteren, ebenso die anderen, in diesem Kriminalfall auftretenden Figuren. Sie alle sind bis ins Details glaubhaft und stimmig entwickelt.

Handlung und Schreibstil
Im Mittelpunkt der chronologisch erzählten Handlung, die in der aktuellen Zeit spielt, stehen die Ermittlungen. Parallel dazu erhalten wir auch Einblick in Ereignisse, die gleichzeitig zur Polizeiarbeit des Ermittlerteams stattfinden. Dies gibt uns Lesenden einen Wissensvorsprung, wir wissen teilweise mehr, als die Ermittler, was die Spannung erhöht. Denn Lykke und Rudi folgen vielen Spuren und erst überraschende Wendungen und neue Erkenntnisse lassen Zusammenhänge erkennen. Das Resultat ist eine packende, vielschichtige, aber immer realistische Geschichte, die uns bis zur letzten Seite Raum für eigene Überlegungen lässt.

Fazit
Ein spannender, facettenreicher Pageturner mit sympathischen Ermittlerfiguren. Der überzeugende Beginn einer neuen Serie.

Det er efterhånden svært at finde en genre, som den myreflittige Dennis Jürgensen ikke har kastet sig over. Fra min barndom husker jeg ham for fortællingerne om Freddie og monstrene, så kom Kærlighed ved første hik og senere fulgte fantasy og horror. Nu har han så også skrevet en krimiserie med den handlekraftige politimand Roland Triel som hovedperson.

Jeg var på jagt efter en lydbog og dumpede lige ned i midten af serien. Hviskende lig er det tredje ud af fem bind. Triel og hans kolleger i ”kvartetten” på politigården – en gammel betjent, der også er en ivrig lystfisker, en stærk kvindelig efterforsker, der også forstår kollegernes følelser, en stor ung politimand, der i dette bind er sat ud af spillet af druk, og så Triel selv – får overdraget en sag fra Vestegnens Politi.

Den unge pige Nanna Nielsen er blevet kvalt af en stor mand på rideskolen Hestehoven i Rødovre, og nu er det op til dem at fange morderen, inden han slår til igen. Da endnu et lig dukker op i en mose ved Vestvolden er den offentlige panik for alvor ved at bryde ud. Vi lærer hurtigt morderens identitet at kende, men hans motiver er uklare, og politiet må lægge sig i selen for at finde frem til ham.

Her er tale om en konkret sag, der opklares inden bogen er slut. Men ved siden af arbejder Triel med noget, der optager ham meget mere. Fire år tidligere er hans kone blevet myrdet og hans datter mishandlet, og de forbrydelser er aldrig opklaret. Datteren, Andrea, er endelig ved at komme ud af sin katatoniske tilstand, og Triel har fundet en skøn kvinde, der såmænd bor i hans egen opgang. Astrid Månsson oversætter bøger og lige nu knokler hun med årtiets største fantasyroman af den excentriske englænder Jeremy Forrest.

Triel er selvfølgelig inhabil i konens sag, og selvfølgelig efterforsker han den alligevel. Mystiske ting sker, og alt tyder på, at ”Svinet” stadig er ude efter ham. Nye vigtige spor dukker op, og han kommer tættere på at fange sin hemmelighedsfulde modstander end nogensinde før.

I forhold til den gennemgående historie er det ikke så heldigt at starte ud midt i serien. Det var ikke svært at følge med, men jeg vil tro, at de to første bind vil være en lidt tammere affære, når man først har læst Hviskende lig.

Der er ikke de store overraskelser i handlingen, og karaktererne har man også set før. Alligevel var det en ganske underholdende krimi, og det skyldes ikke mindst det store sproglige overskud, der altid har kendetegnet Jürgensen. Vilde metaforer og mærkelige sammenligninger fik mig konstant til at trække på smilebåndet.

Jeg har gennem min ungdom, ligesom mange andre, læst en masse af Dennis Jürgensen`s ungdomsromaner. Derfor var det også med stor spænding jeg kastede mig over denne, hans første rigtige voksenkrimi.
Bogen er intens, og livligt velskrevet nærmest fra side 1. Jeg elsker virkelig Jürgensens skrivestil, der er medrivende og humorristisk. Det er dejligt at Hr. Jürgensen endeligt er tilbage efter 4 års skrivepause. Historien er utroligt velkonstrueret, og spændingsniveauet holdes på et højt plan hele bogen igennem.
De 4 år i tænkeboks, har gjort det muligt at udtænke et mystisk og kryptisk plot. Bogen har dog langt fra holdt mig søvnløs, og desværre fænger historien og plottet mig ikke helt. Jeg tager flere gange mig selv i at tænke at "bogen da er liiiiige lovlig lang". Kan desuden heller ikke lade være med at ofte og tænke på Jussi Adler Olsen`s "Afd. Q" bøger. De minder til tider ret meget om hinanden.
Uden at røbe for meget, kan jeg sige at bogen i den grad slutter med en "cliffhanger", så selvom jeg ikke var ovenud begejstret for bogen, er jeg alligevel så hooked at jeg nu følger Triel og hans team til den bitre ende. Jeg giver 3/5 skud i "krimi 6-løberen" til Dennis Jürgensen`s nye krimi.

Hår(d) er vel egentlig nok mest er en ungdomsbog, men jeg har altid elsket Jürgensen og hans humor. Jeg har i mine teenage år næsten læst alt med Jürgensen, og bogen her skuffede da heller ikke. En hurtig lille sag der er nem at fordøje, og den tager ikke meget længere tid at læse, end en god søndag på fifaen, kun med selskab af tømmermænd og en smule hovedpine. Bogen handler meget kort om Birger og hans hår, en paryk, nogle mislykkede dates og en mor uden for pædagogisk rækkevide. Alt sammen tilføjet en god portion Jürgensen humor, og en lidt overraskende afslutning.

After her father's death, Adelene has lived alone together with her mother. Constantly half-drunk, her mother only ever cares about Adelene when she needs her morning beer, or she wants somebody to go shopping for the cigarettes and drink she needs. It's only gotten worse since her new boyfriend started supplying her with drugs.

Add that to constantly being bullied in school, and Adelene's life is no dance on roses... something that the Tunnel Man has discovered too, and that he's intent on fixing.

Unfortunately his idea of "fixing" is to eliminate the people who makes Adelene's life a hardship, and Adelene now discovers that no matter how unfair it seems, she can't save everybody.

Surprisingly good, although I'm not too sure why it's surprising - I tend to like Dennis Jürgensen's books. They're seldom very deep or 'high literature', but they're almost always good entertainment.

I liked the moral dilemma of the story - if you could dictate who should die and who should live, would it be easier for you to opt-in or opt-out? And would you be able to choose at all, even when knowing that if you don't somebody else will make the decision for you - and it might be worse?

Jeg har lige genlæst bogen for at se, om den var for uhyggelig til mine børn. Det er den ikke, og der er stadig masser af spas og action i historien om Freddy og hans monstervenner. Men bogen er ikke så hysterisk morsom, som jeg husker den fra for tyve år siden.

Rigtig rå-dejlige hyggelæsning.

"Kadavermarch" er en decideret dansk splatter-roman. Et gensplejsningseksperiment går grueligt galt, og pludseligt befolkes jorden af zombier, som gør hvad de kan, for at udrydde resten af befolkningen. I bogen følges en række personers forsøg på at slippe væk fra zombieplagen, og det beskrives veloplagt og med masser af bloddryppende detaljer.
Jeg tror, at Jürgensen har skævet til Romero's Zombie-triologi, da han skrev "Kadavermarch", men det gør nu ikke bogen dårligere. Jürgensen har skrevet en bog, som bestemt også kan læses af voksne gyserentutiaster, så længe man blot er klar over, at i splatter er logik ikke en nødvendig bestanddel.