Jeg har det lidt blandet med Hugo Pratt og især med hans hovedværk om Corto Maltese. Når han er bedst kombinerer han gode historier med en dragende billedside, men i Den caribiske suite er historierne overlæsset med selvopfundet mytologi og tegningerne under hans normale niveau.

Albummet rummer tre delvist sammenhængende historier. Corto Maltese er i Hollandsk Guyana (det nuværende Surinam) hvor han selvfølgelig allerede kender madam Java i den lokale pension. Planen er egentlig at holde lav profil, men sådan kommer det ikke til at gå. En ung englænder, Tristan Bantam, dukker op, for at få adgang til sin fars arv, og modvilligt beslutter Maltese at redde en fordrukken professor, Jeremiah Steiner, fra to bøller.

Så langt så godt, men nu bliver det rigtig mærkeligt. En voodoo-præstinde dukker om med et telepatisk budskab fra Tristans søster Morgana, der advarer ham om et forestående attentat. Det bliver forhindret, og det viser sig at hans far har efterladt sig breve med oplysninger om det mystiske rige Mu, og de tegn kan Steiner selvfølgelig også tyde, for en professor er jo alvidende…

I næste historie – Møde i Bahia - sejler Maltese med Steiner og Bantam til Bahia i Fransk Guyana. Målet er et opgør med den mystiske advokat Milner, der har et stort net værk af kriminelle hjælpere fra Bahamas og sydpå, og som var den egentlig bagmand bag mordforsøget på Tristan. I Bahia møder de Morgana, Tristan lærer mere om Mu i et mystisk drømmesyn, og de får gjort endelig op med Milner.

Sidste historie – Samba med en skarpskytte - foregår i Brasiliansk Guyana, hvor de møder den mystiske voodoo-præstinde Gyldenmund. Hun hyrer Maltese til at bringe en sending våben til en oprørsgruppe, og den udfordring kan han ikke sige nej til. Det bliver til en dramatisk aktion, hvor det lykkes at hjælpe den mystiske Pletskud med at få ram på Obersten, der ellers har holdt den lokale befolkning i et jerngreb.

Den sidste historie er faktisk udmærket. Det kræver en dristig plan at slå til mod oberstens hovedkvarter, og det udstiller samtidig problemet med de to første historier. Her dukker Corto bare op og tæver et par modstandere for at afværge krisen – men hvis det er så nemt, hvordan kan man så tro på, at Milner og hans kumpaner var så superfarlige, som det blev påstået? Og det er ikke det hele. Brugen af magi til at levere telegrambeskeder på kryds og tværs er også som doven fortælling. Det virker faktisk til, at Pratt i de to første historier går mere op i at lægge grundlaget for senere historier om Mu end i at forløse det materiale, han sidder med nu og her. ( )

Il Corto è nel mito, nella leggenda in cui il suo autore l’ha messo da subito in quella sfera magica a metà strada tra paranormale e grande eroe. Ma il Corto poi alla fine è soprattutto umanità, semplicità, nonostante le sue incredibili avventure non siano né umane né semplici. Sempre ai confini ed al di là dei margini la creatura di Pratt si muove sempre in un contesto che ci appare, a dir poco, incredibile, estraneo alle nostre sempre mediocri vite. In questo albo dei classici del fumetto di Repubblica vengono raccolte quattro storie, è il periodo caraibico del Corto, alle prese con i Maya e con il mondo dei pirati, a lui sempre congeniale. Ma c’è un ma, Corto a volte mi incanta, altre, come questa, mi annoia e mi annoia anche molto. Non so se è un problema di storie o di mio approccio alle sue storie. Il disegno è sempre straordinario, per carità, il tratto incantato ed unico ma forse la ponderosità del testo scritto o quella sfera del paranormale che non sta nelle mie corde mi fa perdere quell’essenziale voglia di non terminare mai la lettura. E questa volta l’impressione finale della lettura è stata questa. ( )