Hele Pratts værk er båret af en fascination af den verden, der gik under i de to verdenskrige. Før 1914 strakte imperierne sig over alle verdensdele, så verden var tilgængelig og fuld af oplevelser for den eventyrlystne hvide mand, og det er de drømme og fortællinger han henter sit stof fra. Som regel er han inspireret af virkelige begivenheder, og oftest fokuserer han på store historiske begivenheder. I Fort Wheeling var rammen den amerikanske uafhængighedskrig, og her er det krigene i Sydafrika i slutningen af 1800-tallet.

Albummet rummer to historier, udgivet i 1984 og 1988, men handlingen fortsætter ubrudt, så som læser mærker man det stort set ikke. Året er 1879 og den franske prins Eugène Napoléon er gæst hos det britiske militær, der var midt i den først krig med Zuluerne. Prinsen ville ikke bare være observatør ved generalstaben. Han var kommet for at udleve sine drømme om militære eventyr og insisterede på at komme i felten, men hvad der skulle have været en ufarlig rekognosceringsmission sammen med en lille gruppe britiske soldater ender fatalt.

De bliver lokket i en fælde, og prinsen bliver spiddet af med de velorganiserede zulukrigere, som både har geværer og de berømte assagai-spyd. Prinsens død er ikke bare pinligt. Det er en diplomatisk katastrofe og den slags skal selvfølgelig have konsekvenser. Ved en krigsret bliver den ledende officer afskediget, mens den hårdeste straf går til bogens hovedperson menig Cato Milton. Han havde allerede gjort sig bemærket med sin ande-lignende ansigtsform og sin ringe respekt for autoriteter og var derfor en oplagt mulighed for at statuere et eksempel. Inden afrejsen til fængslet lykkes det ham imidlertid at flygte.

Cato er ligesom prinsen en historisk person, som tydeligvis oplevede lidt af hvert. I Pratts fremstilling er han noget af en ballademager, men han er ikke uden gode egenskaber. Den første historie ender f.eks. med, at han redder en ung kvinde fra et zulu-angreb på en farm ude i ødemarken. Han har knap så pæne planer med hende, men ingen er jo perfekte…

Belejringen er som taget ud af en western, og det er den efterfølgende historie også. Cato og Maria slutter sig til en karavane af boere på vej nordpå, og inden længe støder de ind i en gruppe indfødte anført af den hvid mand Kelvin. Han er som en anden Kurtz blevet opslugt af mørkets hjerte, hvorfra han udsteder sine ordrer om drab og lemlæstelse. Heldigvis har boerne den sorte heks Mamba, som heller ikke er til at spøge med.

Pratts tegninger er som altid stemningsfulde og tydeligt bundet til historiens tid og sted. Det tørre, græsklædte landskab og de store vidder ligner Sydafrika – eller i hvert fald mine indre billeder af landet – og persontegningen er udtryksfuld, selvom forsøget på at give Cato ande-look virker lidt søgt.

Cato Zulu rummer to historier med masser af ramasjang, men det er også en vellykket historisk fortælling, der som en god film sætter billeder på en tid, der for længst er forbi. ( )