Vittu er en selvstændig fortsættelse af Tabita fra 2020, som jeg endnu ikke har læst. Fælles for dem – og for Godhavn og Karensminde, hvor jeg først stiftede bekendtskab med Iben Mondrup – er undersøgelsen af det komplicerede forhold mellem Grønland og Danmark. Vittu er et af de børn, der bliver fjernet fra deres grønlandske familie og bortadopteret til danske forældre. Muligvis ud fra de bedste intentioner om at give dem et bedre liv, men det var stadig overgreb, der satte dybe spor i børnene og i de samfund, som de blev taget fra.

Vi møder Vittu, da han er en lille dreng, der bliver mobbet på det børnehjem i Hundested, hvor han er placeret. Han gemmer sig, ofte forgæves, og den eneste trøst er Rosa, den grove pædagog med et hjerte af guld. Hun er som taget ud af en Ole Lund Kirkegaard roman. Da Alice og Stig kommer for at hente ham hjem til deres villa i Århus, forstår han ingenting, men han bliver selvfølgelig taget med alligevel.

Alice er flyttet til Danmark fra Frankrig, da hun blev gift med Stig. Han er noget ældre, arbejder i Udenrigsministeriet og han ville egentlig ikke have børn, og hvis det skulle være, så skulle det være hans eget. Det er ikke svært at se, at Vittu er Alice’ projekt. Hun drømmer om at gøre en forskel for et udsat barn og har måske også et ønske om at genoptage sin karriere som kunstfotograf. Hun begynder i hvert fald snart at tage billeder af ham. Det bliver et rum, de kan være i sammen, og Vittu elsker at posere – i hvert fald indtil han bliver gammel nok til at forstå, at mange af fotografierne er nøgenbilleder og forlanger, at hun fjerner dem.

Den første tid er hård. Vittu har svært ved at falde til. Han gemmer sig bag en billig hundemaske, og den tavse og fjerne Stig gør ham utryg og bange. Stig er væk det meste af ugen, og når han kommer hjem i weekenden bryder det den tætte symbiose med Alice. Forholdet til moren giver ham endelig et fast holdepunkt, men som læser er det tydeligt, at der også er noget usundt i deres relation.

Med tiden går det bedre. Vittu får aldrig mange venner, men han knytter sig til pigen Holly, der bor med sine forældre i huset overfor. Alice er skeptisk men de to børn bliver først tætte venner og så kærester, da de kommer i puberteten. Vittu bliver nemt jaloux, og der er stadig meget han ikke kan dele – heller ikke med Holly.

Den største hemmelighed er forholdet til Alice. Hun har ikke set sin far i mange år, og det er tydeligt, at ægteskabet med Stig og flytningen til Danmark også var en flugt fra ham. Hvad han har gjort, bliver aldrig klart, men det kan meget vel have været seksuelle overgreb. Alice virker lige så skadet som Vittu, og som han bliver voksen, vender hendes incestuøse og grænseoverskridende adfærd tilbage.

Jeg holder meget af Iben Mondrups romaner, både fordi de tager livtag Danmarks komplicerede forhold til Grønland. Det er ikke bare kompliceret mellem landene, alle tvetydighederne og udfordringerne indlejrer sig i menneskene. Sådan er det også i Vittu, der både er et interessant psykologisk studie af den adopteredes tvivl og af Alice og hendes evne til at bortforklare sine handlinger over for sig selv. ( )