In “L’uomo del grande Nord” Hugo Pratt ci conduce in Canada, nelle morse del grande freddo, delle nevi perenni. Il protagonista silenzioso è Joseph Montour Riel, un mezzo sangue, nipote di Louis Riel, un ribelle. Il protagonista ha un suo senso della giustizia, scalpa i nemici, accoltella un prete ipocrita, salva un bambino da morte certa, ma non dice al padre di averlo salvato. Un uomo particolare che ad un certo punto incontra un esponente della Royal Canadian Mounted Police e condivide un percorso di avventura. E tra i due uomini nasce un senso di rispetto, nonostante rispondano a logiche, culture e valori opposti. E alla fine della storia ognuno prenderà la sua strada, il poliziotto, testualmente, va dalla parte opposta. Il segno unico di Pratt assume grande spazio in questa storia che si muove tra il silenzio e il bianco della neve. Un altro grande episodio di questa splendida collana. ( )

Jesuit Joe er en typisk Hugo Pratt-hovedperson. Han er en enspænder, der ikke siger så meget, og heller ikke gør det store ud af at forklare sine motiver – hverken overfor historiens øvrige personer eller overfor læseren.

Historien foregår i det canadiske vildnis lige før første verdenskrig. Joe er en mestiz, halvt hvid og halvt indianer. Vi møder ham, da han kommer til en øde hytte, hvor han spiser mad og iklæder sig en af det beredne politis berømte røde uniformer. Er han politimand? Næppe. Det er i hvert fald ikke almindeligt, at politiet skalperer de forbrydere, de får ram på!

Joe er på jagt efter en pige, og på sin vej støder han ind i både indianere, nybyggere og politifolk. Nogle dræber han, andre lader han gå. Hvorfor? Det er svært at sige.

Den oprindelige historie er fra 1980, og den blev filmatiseret i 1991. Denne udgave er udvidet med storyboards fra filmudgaven, som gør historien lidt længere end den oprindelige. Det er selvfølgelig interessant at se Pratts skitsearbejde, men de ekstra passager giver ikke så meget til historien, at det opvejer de store forskelle i det grafiske arbejde. Blikket falder aldrig rigtig til ro i et bestemt udtryk.

Alligevel er det billederne, der holder Jesuit Joe oppe. Historien er ret tynd, men Pratt er eminent til at fange det storslåede landskab. Jeg vil dog til enhver tid anbefale Fort Wheeling, hvis man skal vælge én Pratt-historie fra Nordamerikas ødemark. ( )