Med en udligningsreform lige rundt om hjørnet – det er i hvert fald planen, for den har været lige rundt om hjørnet længe – er der god grund til at kigge den regionale udvikling efter i sømmene. Det er forfatternes ambition i denne lille publikation fra Roskilde Universitet. Som status fungerer teksten udmærket, men for den læser, der har fulgt debatten tæt, er der ikke meget nyt at hente.

Målet er primært at analysere forskydningerne mellem land og by og mellem center og periferi. Det gøres gennem særskilte analyser af befolkningsudvikling, arbejdspladser og boligpriser. I forhold til befolkningsudvikling nuanceres billedet af de altædende storbyer, som i øjeblikket oplever en lille nettofraflytning, men som stadig har befolkningsvækst takket være fødselsoverskud og indvandring.

Den mest generelle tendens er således afvandring fra landdistrikterne og en glidende forskubning af befolkningen i retning af store og små bysamfund. Forklaringen er det faldende arbejdskraftbehov i landbruget, der er gået støt tilbage siden 1950. I virkeligheden slår urbaniseringen langsommere igennem, end man kunne forvente. Mens landbruget har begrænset sit arbejdskraftbehov er infrastrukturen og mobiliteten vokset kraftigt, så det nu er muligt at bo på landet og arbejde i byen.

I det hele taget er udviklingen på arbejdsmarkedet efter alt at dømme den primære drivkraft. De yderområder, der mister befolkning, mister også arbejdspladser, og arbejdspladserne forsvinder hurtigere end befolkningen. På den baggrund er det ikke så sært, at affolkningen accelererede under lavkonjunkturen, der ramte produktionserhvervene i provinsen hårdest.

Hvis arbejdsmarkedet er drivkraften, så er de stigende forskelle i boligpriserne et resultat. Der er ganske enkelt underforsyning af boliger i de store byer (især København) og overforsyning i yderområderne, hvor vanskeligheder ved at belåne ejendomme er med til at svække markedet yderligere. Udviklingen er logisk, men den er også dramatisk. For 30 år siden var huspriserne i de dyreste kommuner tre gange så høj som i de billigste. Nu er de tolv gange så høje.

Forfatterne diskuterer også den norske forfatter Knut Vareide, der med sin attraktivitetsmodel har forsøgt at sætte bosætning på videnskabelig formel, og som har fået stor udbredelse blandt bosætningskonsulenter, også i Danmark. Hovedpointen er for så vidt trist: Hovedparten af udviklingen styres af strukturelle forhold, så det er kun en lille del af ”attraktiviteten” der kan påvirkes gennem lokale tiltag, og den statistiske analyse giver ikke i sig selv en forklaring på, hvordan den lokale x-faktor kan identificeres og aktiveres.

Udkantsdanmark, myte eller realitet rummer som sagt ikke de store overraskelser, for dem der har fulgt debatten i lang tid. Til gengæld er det klargørende, at forfatterne konstaterer, at yderområdeproblematikken i Danmark trods alt kun omfatter øer og relativt få andre kommuner. Søger man en hurtig introduktion til udviklingen, er publikationen et udmærket sted at begynde. ( )