Da hendes mor bliver akut indlagt på sygehuset og ligger i koma, må Mathilda, en ung kvinde omkring de tredive, vende tilbage til barndomsbyen. Det bliver en rejse tilbage til det sted, hun voksede op, og det bliver et gensyn med mennesker, der var gledet ud af hendes liv, og med begivenheder, hun har prøvet at fortrænge i mange år.

Historien fortælles i to tidsplaner med hver sit farvetema. Nutiden er fortalt i en sart blå farve, hvor Mathilda sidder ved hospitalssengens side eller bevæger sig rundt i byen. Hun møder klassekammeraten Ditte, som hun ikke har set i ti år, og som er blevet i byen, hvor hun har fået mand og børn. Hun møder også Klaus, som hun måske var lidt vild med i folkeskolen, men som valgte veninden Anne, og senere blev lidt af en særling med egen skurvogn i skoven. Og så ser hun en mystisk tåget skikkelse i skovbrynet, som minder hende om en tragisk begivenhed ude i grusgraven.

Fortiden fortælles i en lys rød nuance. Her møder vi Mathilda som den lille pige, der forgudede sin mor, men vi møder også den forknytte teenager, der må gå alene til afslutning i folkeskolen, fordi moren ligger i sengen for nedrullede gardiner med en depression. Det er en klog, ung pige med masser af usikkerhed, der bl.a. udtrykkes i vild druk i gymnasiet, men også med gode og kærlige venner. Det er et typisk ungdomsliv med op- og nedture, lige indtil hun finder en druknet pige i grusgraven. Det bliver en cæsur, som får hende til at flytte, starte en ny tilværelse og lægge afstand til den gamle.

Tegningerne er enkle og stemningsfulde, og den begrænsede farveskala passer perfekt til Degnbols intentioner. Når der skiftes fra en scene markeres det hyppigt med en særlig komposition, f.eks. to-tre rammer, der lader halvdelen af siden være blank. Det giver en fornemmelse af, at der panoreres ud for så at fokusere på en anden scene, og det fungerer vældig godt. Der er også en god kontinuitet i persontegningen fra barndomsårene til voksenlivet.

I starten var jeg lidt træt af Grus, fordi historien om at vende tilbage til barndomsbyen, når forældrene ligger for døden, virkede for velkendt og slidt. Men efterhånden som jeg læste mig ind på historien blev jeg mere og mere optaget af Mathildas historie og hendes dybe længsel om ikke bare at konfrontere fortiden men også om at blive forsonet med den. Jeg ser frem til mere fra Degnbols hånd. ( )