Tiden flyver. Det blev jeg klar over, da jeg gik i gang med Junglelægen vender hjem, der er tredje og sidste del af Jan de Hartogs trilogi om Anton Zorgdrager. Jeg vidste godt, at der var gået et stykke tid siden forrige bind, Trommerne, men jeg kan se, at det faktisk er seks år siden, jeg sad med det i hænderne. Alligevel var det ret nemt at vende tilbage til historien, for Hartogs stil er let genkendelig, og det er hans hovedpersoner også.

Året er 1939, og i sundhedsvæsenet i Indonesien er der enighed om, at Zorgdrager har behov for orlov i Holland efter de dramatiske begivenheder i Borneos jungle. Med rejser også den erfarne bulderbasse Brits Jansen, i øvrigt i selskab med en indfødt kvinde, en abe og en dværg – politisk korrekthed var tydeligvis ikke slået igennem i 1949 – og den gamle missionær Walter Waterreus. Anton er psykisk nedbrudt og fremmedgjort, men ingen af dem er upåvirkede af opholdet i vildmarken, og det bliver tydeligt, da de kommer hjem.

Værst står det til med Anton. Forholdet til konen, Els, er brudt sammen. Hun rejste hjem alene, og da han møder hende og sønnen Jaaphe ved han slet ikke, hvad han skal stille op med sig selv. Els ser det, men hun har også forventninger til ham, som han ikke kan leve op til.

”Et sekund havde det set ud som om han kun behøvede at sige et ord, dreje om ét eneste hjørne, og han ville nå det: målet, hvilen, sandheden, svaret på alle spørgsmål. I dét ene sekund syntes hans liv, hans sjæl, hans salighed at dirre på æggen af en kniv i farlig ligevægt – men han havde ikke fundet ordet, og så var det forbi. Els var kommet hen til ham, havde grebet og kysset hans hænder, og var så bristet i gråd med hovedet på hans knæ, og på en mærkelig, men ubønhørlig måde var dette blevet en afsked i stedet for en forening.” (s. 37)

Han flygter uden at sige et ord til afsked. I stedet opsøger han Bert, den gamle veninde fra lægestudiet og Watterreus’ datter. Her er der en gnist og nærvær, men den seksuelle spænding mellem dem åbner også en dør til hans sinds mørkeste afkroge. Det er et sted, hvor han ser sine hænder lukke sig ubønhørligt om hendes hals og klemme til.

Brits Jansen flyder mere upåvirket gennem livet. Han er så integreret i kolonitilværelsens logik, at han ikke længere bemærker, hvor meget han falder uden for det normale i den hollandske virkelighed. Da krigen bryder ud, er hans første tanke at komme af sted, tilbage til sit arbejde, for ikke at blive fanget, men en truende koppeepidemi er alligevel for stor en fristelse. Her er der brug for hans særlige evner, der består af lige dele handlekraft og hensynsløs manipulation for at nå målet.

Hans effektivitet efter krigsudbruddet illustrerer en central pointe i bogen: Krigen er det samme som at invitere barbariet inden for, og den moralske afgrund som Anton, Brits og Walter har stået konfronteret med i Indonesien, bliver nu en almen erfaring.

Historikeren Mark Marzower har peget på, at nazisternes udryddelseskrig virkede chokerende i samtiden, ikke kun i kraft af dens brutalitet, men fordi det var en overførsel af europæernes hensynsløshed og herrefolksmentalitet i kolonierne til Europa selv. Hartog lader lederen af sundhedstjenesten, Kramer, gøre sig tilsvarende overvejelser:

”Det germanske Übermensch i det besatte Europa er hr. Zorgdrager i Mamawi: en halvvoksen dreng med et sæt romantiske normer og forskrifter i vildnisset. Hr. Stalin er dr. Kramer bag sit skrivebord i Batavia: Hvis man lod mig sidde der i tyve år uden modkraft til at trykke mig på plads, så skulle vi få noget at se: alle mine idealistiske bevæggrund og min kyniske realisme i udøvelsen af min magt ville forvandles til et mareridt af terror.” (s. 159)

For Hartog er kristendommen det eneste værn mod de gode intentioners barbari, men han ser også klart, at religionen er under pres, og at det ikke vil være nok at nedkæmpe den nazistiske fjende. Hvis frihedskæmperne lader hævntørsten løbe af med sig og selv bliver bødler, er intet vundet.

Hartog har en forceret stil, som det kræver lidt tid at vænne sig til. Gang på gang når hans karakterer frem til livsomvæltende og afgørende erkendelser, men når først man lærer at se disse passager som skildringer af personernes øjeblikkelige indre liv og ikke som udtryk for den dybtliggende forandringer, som teksten hævder, så løfter romanen sig. I forhold til Trommerne hang fortællingen i dette bind også bedre sammen. ( )