Bogen er skrevet af en gruppe danske historikere med en mission: Efter at have udgivet flere kildesamlinger og åbnet nye veje for forskning i kvindehistorie, skal der nu sættes fokus på kvinder, der handlede og gjorde en forskel. Heri ligger det grundsynspunkt, at kvinder ikke bare bør være ligeberettigede, men at de op gennem historien har været handlende subjekter, der har været med til at forme deres tid og deres egen tilværelse.

Denne tematik kan følges gennem hele bogen, selvom det i øvrigt er meget forskellige kvindeliv, der studeres med meget forskellige metodiske og historiografiske tilgange. Der kan derfor være god grund til at dykke lidt dybere ned i de enkelte artikler og skæbner.

Grethe Ilsøe sætter fokus på Birgitte Skeel, der var et fremtrædende medlem af den danske adel i 1600-tallet, og som efter mange voldsomme ændringer i tilværelsen endte som forkæmper for danskheden i Skåne efter freden i 1660. Det var en forgæves kamp, men det var jo ikke til at vide på det tidspunkt, men det er også en tilværelse, der ikke er mange kvalitative kilder til.

Christiane Louise Warnstedt, som Karen Hjorth skriver om, tilhører også overklassen, men hun befinder sig lidt længere fra magtens centrum. Hun er et meget privat menneske, hvis største bedrift er at føre hus for hendes søster på Frederiksdal i Lyngby og dermed holde familiens skind på næsen, for hverken søsteren eller svogeren har talent for økonomi. Samtidig forvalter hun sin egen lille kapital så fornuftigt, at hun kan klare sig hen over Napoleonskrigenes omvæltninger.

Helle Lindes perspektiv er bredere: Hun tager ikke fat på en enkelt person men analyserer i stedet en særlig gruppe af kvinder, nemlig de enker i København i 1800-tallets første halvdel, der valgte at forblive enker og i øvrigt ejede betydelig ejendom. Kilderne er folketællinger, skattelister mv og målet er at vise, at mange kvinder bevidst valgte den større selvstændighed, der lå i ikke at gifte sig igen, og at de i øvrigt forvaltede formue og forretninger kvalificeret. Pointen er, at enkerne som de eneste kvinder var juridisk uafhængige, og enkerne blev forbillede for at også andre kvinder kunne deltage i forretningslivet og i øvrigt styre deres pengesager selv.

Adda Hilden fokuserer på etableringen af den danske Diakonissestiftelse og udviklingen i de første ti år. Baggrunden var en tæt alliance mellem Christian IX’s dronning Louise og Louise Conring, der kom til at stå i spidsen for stiftelsen og drev den frem til etableringen af det store hovedkvarter på Frederiksberg. De to kvinder i spidsen kom fra samfundets elite, men stiftelsen blev udgangspunktet for uddannelses- og jobmuligheder for kvinder – de blev blot udviklet i en kirkelig sammenhæng.

Minna Kragelund er optaget af håndarbejdets historie, og hendes artikel må ses som et forsøg på at give Dorothea Heckscher en fortjent oprejsning som en nøgleskikkelse i fagets udvikling i Danmark. Det er ikke særlig interessant i sig selv, men hendes beslutsomhed og vilje til at opsøge den nødvendige uddannelse i udlandet er inspirerende.

Diakonissestiftelsen var to kvinders værk, og tilsvarende var etableringen af socialrådgiveruddannelsen to kvinders værk. Bente Rosenbeck, der er særligt optaget af Mødrehjælpens historie, beskriver hvordan en række tendenser løb sammen i etableringen af den nye uddannelse i slutningen af 30’erne. Det var langt fra kun kvinder og kvinderelaterede spørgsmål, der var på spil, for 1930’ernes socialreform havde også som logisk konsekvens, at der skulle uddannes mere og bedre personale til at løse opgaverne, men i praksis var det to kvinder, der fik det til at ske. Vera Skalts var ansat i Mødrehjælpen, der havde bred rådgivning til enlige mødre på dagsordenen, og den anden var Manon Lüttichau, endnu en adelig kvinde, der havde sin baggrund i det sociale hjælpearbejde på hospitalerne. De to tendenser løb sammen i etableringen af den nye uddannelse, der også var inspireret af tilsvarende tiltag i USA og England.

Endelige sætter Hanne Rimmen Nielsen et fortjent lys på Henni Forchhammer, der var forkvinde for Danske Kvinders Nationalråd frem til 1931, og som i 1920’erne og 1930’erne deltog i de danske delegationer til Folkeforbundets kongresser i Genève. Forbundets historie er generelt noget overset, fordi eftertiden kunne konstatere, at det overordnede formål, nemlig at sikre fred og forhindre krig, led så spektakulært nederlag efter Hitlers magtovertagelse, men der er mange direkte linjer til FN’s arbejde efter anden verdenskrig, og ikke mindst på det sociale område, hvor Forchhammer gjorde sin væsentligste indsats, blev der opnået resultater, også i form af bevillinger til bl.a. armenske flygtninge. Forchhammer var en stærk delegeret, der havde et vældigt netværk blandt de øvrige kvindeorganisationer og var med til at fremme Bodil Begtrups karriere. Begtrup blev senere den første kvindelige danske ambassadør.

Antologien lever op til sit formål, for artiklerne demonstrerer tydeligt at kvinder (selvfølgelig) har taget ansvar for samfundet og for deres egen tilværelse op gennem historien. Der savnes måske en generel kobling til samfundshistorien, men det har givetvis været vanskeligt med den store metodiske og emnemæssige spredning, der trods alt er tale om. Tre pointer er værd at fremhæve. For det første kommer en del af fornyelsen fra kvinder på kanten af det ”normale”. Enkerne har særlige rettigheder og baner vej for andre ved at klare sig (mindst) lige så godt som mændene. Enlige mødre har behov for arbejde for at forsørge deres families og baner vej for at andre kvinder også får lønarbejde. For det andet arbejder de kvindelige pionerer især inden for områder, der anses for ”kvindelige” domæner som sygepleje og håndarbejde, men de gør dem til fagprofessioner og skaber dermed grundlag for uddannelser og jobs. Endelige er det bemærkelsesværdigt, hvor internationalt arbejdet er. Det gælder ikke mindst fra anden halvdel af 1800-tallet og frem, hvor international inspiration og samarbejde er afgørende for at forstå både faglig udvikling og kvindebevægelsens organisering.

Nogle af artiklerne udspringer af større forskningsprojekter, og det kan godt give et lidt foreløbigt præg, men de fleste tekster er velskrevne og fungerer fint som bidrag til temaet og som væsentlige artikler, der er værd at læse i deres egen ret. ( )