Bogen er den tredje i serien om gidselforhandler Niels Bentzon – men det er mit første bekendtskab med forfatterparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich, der gemmer sig bag pseudonymet. Åbningsscenen er dramatisk: Bentzon bliver indskrevet på sikringen i Nykøbing Sjælland under falsk navn og uden anden forbindelse til kollegerne end en miniradio i øret. Sagen er, at Sikringens chefpsykiater er blevet myrdet, og politiledelsen har fået den geniale idé, at en mand på indersiden kan finde spor, som teknikere og efterforskere ikke kan finde udefra.

Den præmis kan diskuteres, men det giver forfatterne mulighed for at placere Bentzon i en enestående kulisse. Han er en følsom midaldrende mand, der løser sine opgaver ved at forholde sig til mennesket over for sig, men indlagt på Sikringen bliver hans menneskelighed skåret ned til sokkeholderne af den massive medicinering. I virkeligheden ved politiet meget lidt, men der er et par spor at gå efter. Først og fremmest er der et par indsatte, som måske har set noget på mordnatten.

Bentzon er også en moderne skandinavisk helt, som jo skal have rod i privatlivet. Konen Hannah er astrofysiker med meget anderledes interesser og med to små tvillingedrenge er kærlighedslivet under pres. Alligevel virker den pludselige krise lidt konstrueret. Der er behov for et ekstra handlingsspor, så han bliver jaloux og siger nogle dumme ting ud af det blå. Under alle omstændigheder bliver hun en del af opklaringen, da hun skal prøve at regne ud, hvad et postkort til en af de indsatte i sikringen mon betyder.

Der er også en parallel historie, der udspiller sig i 1939. Tre unge studerende bryder ind i deres professors hus i Oxford, og det går helt og aldeles galt. Inden længe er Michael Bedford og hans to venner på flugt fra politiet, men hvad er det, de har stjålet, og hvordan hænger det egentlig sammen med mordet på Sikringen i Nykøbing Sjællland? Forbindelsen er finurlig, men mere skal ikke afsløres her.

Den genfødte morder er en glimrende krimi. Niels Bentzon er en fin hovedperson, og jeg satte pris på plot og opbygning. Nogle krimier bruger 300 sider på at forvirre læseren og så afsløre en usandsynlig sammenhæng, men sådan er det ikke her. Oplysninger og elementer afdækkes løbende, og som sagt var det lidt af en genistreg at placere handlingen på landets mest lukkede afdeling. ( )