Atlanterhavet, 1781
Et slaveskib "Marie Caroline" med en besætning på 22 og med 330 slaver ombord, "alle sorte som ibenholt" er på vej til vestindien. Kaptajnen er død ombord og skibet styres nu af løjtnanterne Bernadin og Chenier og en meget ung François Vignebelle. Slavekvinden Alihosi hælder varm kakao udover Bernadin, der har stået og kigget på at François Vignebelle kysser med sin kæreste Mary Hereford. Alihosi får 110 piskeslag. Alihosi er Isa's slavinde og Isa's kæreste Hoel prøver at forklare hende hvordan verden er sat sammen. De løber ind til Ilha do Principe, som er en portugisisk koloni og bliver liggende i to uger for at reparere skibet og lade slaverne samle kræfter inden det sidste lange stræk.
De hejser anker, men spilebommene er ikke bundet sammen som de burde og løjtnant Chenier og tre andre søfolk dør. François Vignebelle får knust en arm. Bådsmanden Latrogne er ikke helt begejstret for at have Bernadin som kaptajn. Kokken Grignoux er ikke til piger, men er ret uundværlig ombord. Mandskabet har det med at gå en tur ned i lasten og muntre sig med at voldtage nogle af slavinderne. En dag har en af dem en kniv med derned, men ikke med op igen. Alihosi har snuppet den og begynder at planlægge et oprør. Ratlinen bliver skåret over, men hurtigt repareret af skibstømreren. Han får ikke sit koben med tilbage, men det opdager han ikke. Under noget hårdt vejr går det løs. Opsynet på slavedækket varetages af en slave, der bliver første offer. Så bliver kobenet brugt til at bryde igennem ind til sejlkammeret og lastrummet. Først en skibsdreng og så Bernadin bliver myrdet. Latrogne får en taljeblok i hovedet, da skibet krænger over. Vignebelle tager kommandoen og hugger en økse i ryggen på den første, der panikker.
Tømmermanden ryger over bord, da han hugger stormasten over. Men ellers får de uden tab gjort skibet i stand til at klare stormen. Men "Tøsedrengen" får et godt kig på Hoel og fortæller ham at han er kigget ud. Problemet løses af sig selv for slaverne gør oprør og Tøsedrengen havner på den forkerte side af forskansningen. Fire af hans fingre når dog indenfor. Vignebelle og søfolkene holder agterdækket med skydning og udkastning af kugler med spidse pigge. Vignebelle og Rousselot gør status. Alihosi må være med i oprøret, for de har klogt hentet våben og kun hun har set at Bernadin har haft våbenskabet åbent. Isa går ned for at snakke med Alihosi, men bliver mødt af en skudsalve, der koster Rousselot højre hånd. Alihosi skubbede til Sosihoué, for at spare Isa. Nogle af sømændene, herunder Belelic får den ide at forlyste sig med Mary, når det nu alligevel går ad helvede til. Tømmerlærlingen Le Drezen bliver truet til at holde kæft imens. Skibskokken lader antyde at Belelic nu har nået grænsen for hvad der tolereres. Men de har hørt lyde udenpå skroget. Det viser sig at være Tøsedrengen, Pierre le Brun, der har overlevet mod alle odds.
Et mytteri truer og Belelic forsøger at gribe chancen, men Latrogne er kommet sig nok til at gribe ind. Han skyder Sosihoué. Grignoux sætter en kniv i armen på en af de andre, der vil skyde Latrogne. Tre af mytteristerne får lov at ofre livet på at nedkæmpe oprøret. Skibet bliver repareret nødtørftigt og slaverne lagt i lænker igen. Alihosi er den eneste, der savnes. Nogle dage senere opdager Mary at Alihosi gemmer sig bag komfuret i køkkenet. Jean Rousselot dør af sit sår fredag den 12 oktober 1781 og bliver overgivet til havet. Imens får Mary smuglet Alihosi ud fra gemmestedet.
Grignoux tilbyder at smugle Alihosi i land og den 28 november bliver hun sat i land i Cap Français. Hoel og Isa går også i land. De får husly på en slaveplantage. Drevet med hård hånd af den ellers charmerende Madame Elisabeth de Magnan (som også lykkes med at få Hoel lokket til en omgang i sengen). Der kommer post om at Marys far er død. Mary må rejse hjem for at overtage arven, inden hun selv bliver erklæret død.
Hoel genkender skibet Lynilden, hvor han for to år siden skød kaptajnen. Desværre bliver han også selv genkendt og må flygte. Isa hjælper ham og havner i arresten for den tjeneste. Madame Elisabeth de Magnan hjælper hende til at slippe ud uden retsforfølgelse, men Hoel er i mellemtiden blevet kontaktet af "Tøsedrengen", der lokker med hyre på et piratskib. Faktisk lokker "Tøsedrengen" med at Hoel skal være næstkommanderende, men det er nu bare løgn for at lokke ham med om bord. Kaptajnen på "Hjorten" viser sig at være Grignoux.
Mary og Enora er taget til Nantes i selskab med François Vignebelle, der har fået en ny kaptajn over sig. Hoel er sejlet bort og har sendt Isa et afskedsbrev. Isa er alene i verden, men husker på at hun endnu kun er atten og har årene for sig.

Fantastisk tænkt og tegnet tegneserie. ( )

Så er jeg nået til femte og sidste bind af Bourgeons serie om Vindens Passagerer. Vi følger Isa og Hoel tilbage til udgangspunktet i Vestindien. Den tilbagevenden betyder, at de må sande, at man før eller siden bliver konfronteret med sine gerninger. Inden da har de dog mere nærliggende bekymringer i form af et dramatisk oprør blandt slaverne på Marie Christine.

Bourgeon fastholder temaerne fra seriens start: Den barske disciplin på skibene, kvindernes seksuelle frigørelse, slaveriets umenneskelighed og på den grafiske side en markant fascination af menneskekroppen og generelt en enorm detaljerigdom.

Men i det afsluttende bind skærpes konflikterne og stemningen bliver endnu mere dyster. Mary må sande, at villighed til sex ikke er nok over for mænd, der VIL ydmyge kvinder, og Isas arbejde med at lave optegnelser om slavehandlen sætter fokus på menneskehandlen.

Først og fremmest fungerer de voldsomme kampe mellem skibets besætning og de desperate slaver som en effektiv kilde til spænding. Men den sætter også læserens sympatier i et alvorligt dilemma: Jeg holdt selvfølgelig med seriens helte – men det var også nemt at identificere sig med slaverne, der endelig gjorde oprør mod mishandling og undertrykkelse. Problemet var bare, at heltenes overlevelse forudsatte de ondes nedkæmpelse af de retfærdige. ( )

'Het Ebbehout' vormt de laatste aflevering van François Bourgeon's De Kinderen van de Wind. Bourgeon heeft zich met deze serie laten kennen als een ware stripauteur. De Kinderen van de Wind is een oorspronkelijk werk dat qua uitvoering, thematiek en plotontwikkeling behoort tot het allerbeste dat tot nu toe verschenen is op het gebied van volwassenenstrips. De authentieke sfeer die het geheel uitademt, de precieze karakterisering van de personages die Bourgeon creëerde, en de maar al te menselijke thema's van haat en liefde die voor een rode draad in de vijf afleveringen zorgen, maken De Kinderen van de Wind tot een hoogstandje van scenarioschrijven. Naast dit alles is Bourgeon één van de weinige stripmakers die zich ook in politiek opzicht duidelijk uitspreekt. De heersers, de onderdrukkers, de rijke profiteurs worden in zijn werk keer op keer aangeklaagd. Vooral de geestelijkheid en de militaire machthebbers moeten het ontgelden. Bourgeon is bepaald anti-klerikaal en neigt naar een ondubbelzinnig pacifistisch standpunt, zoals hij ook benadrukte in een interview dat verscheen in de monografie François Bourgeon, de Passager du Temps, samengesteld door François Corteggiani (Editions Glénat, 1983).
In Het Ebbehout maakt Isabeau de Marnaye - Isa voor de vrienden - haar laatste tocht met het slavenschip de Marie-Caroline. Met een huiveringwekkende lading van driehonderdveertig slaven is het schip op weg naar Santo Domingo in de Caraïbische Zee. De overtocht vanuit Afrika verloopt niet zonder problemen. De spanning loopt hoog op door het despotische optreden van de nieuwe kapitein Bernadin. Ook de passagiers raken geïrriteerd door de ellendige situatie aan boord en wanneer dit ontaard in onderlinge konflikten dreigt alles uit de hand te lopen. Tot overmaat van ramp breekt er een slavenopstand uit...
Aan het slot van Het Ebbehout blijkt Bourgeon ook het pure sentiment niet te schuwen. De Kinderen van de Wind krijgt een einde, dat de lezer in feite slechts één gedachte toestaat: "Arme Isa!..."