Indeholder "Forord: Mine historier", "Hvis jeg selv skal sige det. Samtalerne (1989-1999)", "Nakkeskuddet. Efter drabet (2001)", "Kvinden i den hede stue. Birkedal (2004)", "Identitet: Idealist. Blekingegadebanden (2007)", "Når kilderne bliver levende. Hippie (2011-2012)", "Efterskrift: Hjernemasseprincippet".

"Forord: Mine historier" handler om at Peter Øvig Knudsen netop er færdig med Hippie bind 2 og har måttet skrinlægge næste projekt, fordi det vil være for farligt at pille i. I stedet får vi historien om den nærliggende Troldmandshøj.
"Hvis jeg selv skal sige det. Samtalerne (1989-1999)" handler om portrætartikler, som Peter Øvig Knudsen efterhånden løber sur i, også selv om det er en slags interviewmaskine, der genererer en fin månedsløn.
"Nakkeskuddet. Efter drabet (2001)" handler om stikkerlikvideringer eller likvideringer eller drab i alt fald under krigen. Ikke alt, der blev tiet ihjel, var lige efter bogen. (Flammen lavede nogle likvideringer, der mest tjente til at redde Vilhelm Leifer). Et fotografi af den likviderede Gunnar Siim, der er skudt i nakken, gav anledning til en retssag, som forlaget og Peter Øvig Knudsen vandt. Der er i afsnittet også et godt eksempel på skønmaleri allerede i den rapport Flammen laver over en hel kikset likvidering, der går ud over en uskyldig mand og hans søn.
"Kvinden i den hede stue. Birkedal (2004)" handler om Ib Birkedal, der var torturbøddel for tyskerne under krigen. Kvinden i stuen var hans elskerinde og lokkedue, Nina Davidsen (nu Nina Flentov), men havde siden konstrueret en erindringshistorie om at være dømt i et justitsmord. Den historie giver anledning til en masse overvejelser om hvad der er sandt og hvad der er fundet på.
"Identitet: Idealist. Blekingegadebanden (2007)" handler om Bo Weimann eller Bo Weymann som han hedder nu. Weimann er ikke glad for at erkende at Blekingegadebanden ikke bare har leveret våben og penge til PFLP, men at begge dele sikkert også er gået videre til PFLPs andre forbindelser, dvs RAF og andre rendyrkede terrororganisationer, som Blekingegadebanden ellers har taget stærkt afstand til. Kapitlet slutter med at Peter Øvig Knudsen tilfældigt støder på en 60-års fødselsdag i kredsen omkring Blekingegadebanden og tørt konstaterer at de er blevet godt resocialiserede.
"Når kilderne bliver levende. Hippie (2011-2012)" handler om overvejelser over hvor meget man kan skrive om Peter Louis Jensen og hans voldelige optræden overfor sin gravide kone. Og en masse om kildernes og Peter Øvig Knudsens egne erindringsforskydelser og erindringskonstruktioner.
"Efterskrift: Hjernemasseprincippet" handler om hvor meget man må genere de efterladte med skildringer af vold, blod og hjernemasse. Man kan ikke skåne alle, hvis man vil skrive de historier og det vil han.

Ret personlig beretning om hvordan bøgerne bliver til. Der skal bruges lidt pot og det er heller ikke uden personlige omkostninger. Mon ikke alle forfattere har lidt manisk og lidt depressivt i sig?

Glimrende bog, selv om den bliver lidt navlepillende hist og pist. ( )