Der er ingen navngivne mennesker i bogen. Kun Manden og Kvinden, Københavns tomme gader som kulisser og nogle – også unavngivne – gæster på en bar, der nysgerrigt følger med i livet i parrets lejlighed. Uden at gøre noget ved det. De iagttager bare, ligesom læseren gør det.

Kvinden og Manden lever i et destruktivt forhold præget af kontrol, ydmygelse og hård sex beskrevet i et malende sprog. (Jeg er heldigvis rimelig sikker på, at min mor ikke læste i den, inden jeg fik den i fødselsdagsgave…!)

Der har engang været kærlighed imellem dem, men allerede fra de første sider er forholdet og kvinden reduceret til tomme fabrikshaller uden varme og nærvær. Der er kun den fysiske udfoldelse. Måske er det startet som et erotisk spil? I starten er Kvinden i hvert fald ikke upåvirket, når Manden tager hende:

”De er i ledtog, de to, kvindens krop og manden. Hun er på alle måder umyndig. Hun har ikke engang sin krop, allerede der er hun underlagt.” (s. 24)

’Hallerne’ er på lange stræk decideret ubehagelig læsning. Hvorfor gør hun ikke oprør? Hvorfor går hun ikke? Hvorfor bliver hun i et forhold, der giver hende så lidt?

Det er der ingen svar på, og for mig gik romanen også lidt i tomgang i anden halvdel. Det bliver til variationer, som ikke rigtigt bringer historien eller personerne videre. Nogle af forklaringsmodellerne er også lidt for primitive. Det antydes f.eks. at mandens mindreværd skyldes, at han ikke selv forstår de akademiske tekster han producerer. (s. 51)

Alligevel var ’Hallerne’ en bog, der var svær at lægge fra sig, rent mentalt. Den har rumlet i bevidstheden hele dagen, og det er jo ikke det værste, der kan siges om en bog. Jeg er spændt på Klougarts næste udspil. ( )