Andet bind om Camilla, Charles, Edward og de andre tager tråden op fra Camilla and the horse. Personerne er de samme, og det er problematikkerne langt hen af vejen også: Camilla og Charles’ stormfulde parforhold sættes nu på prøve af den rygsygdom, der lænker ham til sengen. Alma stræber efter uafhængighed fra lægen Kristian. Edward er så småt ved at komme sig over tabet af forældrene, og hans ekskone Alwilda fremstår som den stærkeste af dem – men også som den, der er mest alene.

Der er ikke tale om noveller i traditionel forstand. Personerne går igen, og i den enkelte fortælling skifter synsvinkel og hovedperson ofte flere gange. Det er – som Hesseholdt også selv skriver – en fortællekreds, hvor vi får afdækket livet hos en gruppe kunstneriske venner i dagens Danmark. (Det er vist uundgåeligt, at der dukker en samlet udgave op i butikkerne, hvor tredje bind fra i år også er med. Det giver i hvert fald god mening at læse fortællingerne som en del af et hele.)

Hesselholdts sprog er flydende, og bogen er fyldt med små skarpe iagttagelser. Tag nu denne betragtning, som Camilla gør sig på en forfatterrejse til Beograd:

”Hvorfor forstærker rejsen den eksistentielle ensomhed, aldrig er jeg nærmere døden og afgrunden, end når jeg er alene på rejse. Jeg har allerede svaret. En ingen blandt ingen kendte ansigter. Og ingen kendte, udenadlærte strækninger. Dødsrige, blankhed, udviskede træk, bortvendthed, tilbagetrækning, flygtende skygger, blodløshed. Det var lige før jeg længtes efter receptionisten. Jeg tænker med rædsel, at sådan vil jeg engang kunne få det derhjemme – hvis jeg overlever alle, jeg holder af. Træskoene bør stilles i takt, lad mig holde takten.” (s. 28)

En flot formulering, men man kan ikke lade være med at bekymre sig for Camilla, som endnu ikke er fyldt fyrre. Er det ikke lidt for tidligt at bekymre sig for, at ens venner dør først?

Et andet interessent aspekt er de litterære rejser. I første bind var det Brontë-søstrenes forblæste hedeegne, der blev opsøgt. Denne gang er Camilla på sporet af Virginia Woolf og Silvia Plath. Man kan grine meget af pilgrimsrejserne til Graceland, men bogen viser tydeligt, at det er helt naturligt at opsøge sine forbilleder fysisk, uanset at deres værk er abstrakt og tilgængeligt alle steder.

Man kommer til at kende og holde af personerne, og bogen lever i glimt af sproglig ekvilibrisme og tankevækkende iagttagelser. Det er helt bestemt en stor oplevelse at læse, men det er ikke en bog, der i kraft af plot eller personer brænder sig fast i bevidstheden. ( )