De to forfattere til Hundemordet i Vimmelskaftet skriver i deres efterord om bogens udgangspunkt i "narrativitetens genkomst", altså det at fortælle historie, som er noget historikere har talt meget om i mange år, men som ikke rigtig er blevet til noget. Det skulle denne bog for sin del råde bod på - og det må meget gerne danne skole!
Hundemordet i Vimmelskaftet tager nemlig udgangspunkt i en række enkelthistorier fra 1700-tallets København og fortæller udfra dem om forskellige emner for at give et signalement af byen på den tid: De prostitueredes vilkår, falskspillere og fidusmagere, det multietniske København, høj og lavs forhold til hunde, pøbeloptøjer samt nøden efter branden i 1795. Og hele bogen indledes med et flot kapitel om lugtene, lydene, synet, trangheden, affaldet, tørsten og tiggerne, de 'honette' m.v. Det er punktnedslag men kommer til at give et sammenhængende portræt af København i 1700-tallet.
Sprogligt er det gjort fremragende. Det er flydende og uden den akademiske lingo, som kan være en pine at kæmpe sig igennem i andre værker skrevet af faghistorikere. Det er i det hele taget interessant, det er vedkommende og det giver et fantastisk indtryk af hverdag i en by, som man både kan og slet ikke kan genkende her 200-300 år efter. Det er fortælling af historisk viden på fremragende manér - og en sejr for det levende ord (for nu at svinge mig helt op).
Stort hurra for Henningsen & Langen og deres Hundemordet i Vimmelskaftet - og ikke mindst for narrativitetens genkomst i historieskrivningen! ( )