'Valdemarsdag' er Kim Leines anden roman. Også denne gang har fortællingen et personligt udgangspunkt, selvom blikket denne gang er flyttet fra forfatterens egne oplevelser til bedsteforældregenerationen. Farfaren begik nemlig på Valdemarsdag i 1938 et overlagt jalousidrab på sin tidligere arbejdsgiver, som hans kone havde forladt ham for. Romanen følger to spor. Dels får vi en detaljeret beskrivelse af selve drabet og hovedpersonens videre færden indtil han pågribes næste morgen, dels får vi en række tilbageblik Eriks forhistorie med en stærkt kristen far og en opvækst uden den store kærlighed. Endelig er der til slut et par sider om den kontakt, som forfatteren fik med bedstefaderen kort før dennes død.

En kriminalroman er der ikke tale om. Vi følger i glimt opklaringen af sagen, men i bund og grund er det Eriks historie, der står i centrum. Det er tydeligt, at han ikke har haft en god barndom med en ekstremt kontrollerende far, der enten var utilnærmelig under avisen eller på nippet til et raserianfald, hvis der blev spildt den mindste smule, eller hvis den vante orden på andre måder blev forstyrret. Erik stikker til søs. Det gør ham godt at være hjemme fra, og han får både penge på lommen og sine første erfaringer med kvinder. Størst indtryk gør den flamske pige Christine, som han bor sammen med nogle måneder, inden havet på ny trækker.

Der er ingen egentlige tegn på hans jalousi og voldelighed, som først udløses af mødet med Zenia hjemme i København. De bliver gift og får et barn, men samlivet er langt fra lykkeligt. Hun er en sjuskedorte, og han bliver snart optaget af magtkampe med hende, både om kontrollen i hjemmet og rent fysisk, da vold snart bliver en del af samlivet. Romanen prøver ikke at forklare, hvorfor det går sådan, og i det hele taget gør den mere i at vise, hvad der sker, end i at forklare det. Det gælder både Eriks voldelige tendenser og Zenias manglende husførelse – sådan er de tilsyneladende bare, og det er kemien mellem dem, der er særlig eksplosiv.

Alligevel er Eriks manglende evne til at opbygge sunde relationer til andre mennesker tydelige. Han kan ikke få venner, og i forhold til kvinder handler det mest om magt og besiddelse. Det bliver tydeligt i en episode med Christine, hvor han kan få hende og har lyst til hende – men takker nej for at sætte hende på plads. Og det gælder i forhold til familien i Danmark. Sønnen interesserer ham ikke, før Zenia forlader ham. Så er drengen pludseligt ”mit blod” – men kun til hun vender tilbage til ham: ”Drengen var hendes. Sådan havde det altid været.” (side 136-37)

Rent teknisk flirter Kim Leine igen med brugen af dokumentariske virkemidler. I Kalak var det først og fremmest hans egne erindringer, mens han her både griber fat i familiehistorien og prøver at give et autentisk indtryk ved at medtage mordvåbnet på forsiden og en række dokumenter fra sagen som kapitler i bogen. Det er uklart, om disse dokumenter også er virkelige, men på mig virkede de ikke godt. De gav mest anledning til at stille spørgsmålstegn ved, hvad kildegrundlaget egentlig var for resten. Det indtryk blev kun forstærket af det sidste kapitel, som ganske kort beskriver Eriks liv efter løsladelsen og Leines møde med ham. Der er tilsyneladende ingen forbindelse mellem denne Erik og morderen. Men det er selvfølgelig også skønlitteratur og i en eller anden forstand nutidens Leines forestilling om sin farfar som morder.

Romanen er elementært spændende og velskrevet, men samspillet med dokumentariske elementer fungerede ikke godt for mig, og mere generelt fandt jeg Erik svær at leve sig ind i. Det skyldtes ikke så meget, at han var usympatisk, som at bogen kun giver få spor til, hvad der egentlig driver ham. ( )

OK lille bagatel om Eriks 15. juni 1938 efter at han har slået sin rival ihjel med et blylod til et bornholmerur. Hans plan er at ville melde sig med det samme.....men det er jo sådan en dejlig dag. Historien krydres med tilbageblik op gennem Eriks liv fra barndommen i det religiøse hjem, tiden til søs, bordellerne i land og kærlighedens veje og vildveje i Danmark.
Fint lille portræt - og til sidst garneret med Leines egen personlige indfaldsvinkel til sin historie.
8. december: Læser igen disse linier- og kan knap huske historien... ( )