Stillehavet, ca 1970
Harry Goddard er filminstruktør, 45 år og fraskilt. For fem måneder siden døde hans eneste barn, datteren Gerry, i en bilulykke. For at slippe for at tænke mere over det, tog han ud at sejle alene i sin 32 fods slup Shoshone. En nat langt ude på Stillehavet lidt syd for ækvator sejlede han på noget usynligt - måske en træstamme? - som smadrede den ene side af båden, så den sank på ca en times tid. Han fik sig reddet over i en lille redningsflåde og efter et døgns tid er han så umanerlig heldig at opdage fragtdamperen S. S. Leander på vej fra Callao mod Filippinerne. Båden ligger stille på grund af et problem med et leje i motoren og er lige ved at være sejlklar igen, da en passager opdager ham og slår alarm. Det er Karen Brooke på 35 år, der ikke kan sove. Dels fordi maskinen er stoppet og dels fordi passageren i nabohytten Madeleine Lennox på ca 50 år har besøg i køjen af hushovmesteren George Barset (lige som de tre forudgående nætter).
S. S. Leander har en 38 mands besætning med kaptajn Steen og førstestyrmand Eric Lind i spidsen. Der er fire passagerer, Karen Brooke, Madeleine Lennox, pensioneret engelsk oberst Walter Egerton på ca 65 og en polak, mr Krasicki. Goddard får sig indskrevet som passager nummer fem vha et telegram til sin advokat. Kaptajnen er en helligfrans, men styrmanden er mere regulær og venlig. Og mrs Lennox lægger med det samme an på Goddard.
Om aftenen spørger Krasicki ind til Egertons baggrund og da han opdager at Egerton taler tysk, går han ned i sin kahyt, henter en pistol og kommer tilbage og skyder Egerton i brystet to gange på klods hold. De andre overmander Krasicki og tager sig af Egerton, men denne dør nogle få minutter senere. Han havde klap for det ene øje, men det ser helt normalt ud bagved klappen, så måske var hele hans identitet fup? Goddard er jo filminstruktør, så han overvejer om det hele var skuespil? Næste dag bliver Egerton begravet til søs, men få timer senere kommer et telegram om at man skal checke hans identitet for signalementet passer perfekt på en krigsforbryder Hugo Mayr, som man har været på udkig efter siden krigen.
Goddard spekulerer mere og mere over om det var fup. Mrs Lennox dukker op i hans kahyt og giver ham en gang lagengymnastikøvelser til fælles glæde. Hun har fundet en fin fornøjelse i at tage med som passager på fragtbåde, hvor der stort set ikke er kvindelig konkurrence. Men hun er bestemt ikke dum, så hun overvejer også om det er fup. Goddard tør ikke betro sig til hende, for han ved ikke hvem der er ven og hvem der er fjende og hun kunne jo fx rapportere tilbage til Eric Lind.
Imens de hygger sig, kvæler Lind Krasicki og camouflerer det som selvmord. Mrs Lennox spørger kaptajnen og kort efter får han tilsyneladende et hjerteanfald og ligger bevidstløs hen i sygeafsnittet. Mrs. Lennox får serveret kaffe med sovemiddel i og bliver anbragt under bruseren efter at have fået et gok i hovedet af purseren Domique Rafferty. Lind havde givet ham ordre til at bruge en totenschlæger, men han bruger et revolverskæfte i stedet. Senere opdager Goddard og Brooke at bruseren stadig er i gang inde ved mrs Lennox og får hende under behandling. Karen Brooke er ikke dum, så hun kan godt se at "faldet i brusenichen" er arrangeret. Goddard tænker sig lidt om og går til angreb. Han slår Rafferty ned og får ud af ham at de er otte foruden Lind, der er med i komplottet. Så går det ellers stærkt. Der kommer forstærkning og Goddard og Brooke kommer ud på dækket. Lind hører på Raffertys forklaring og er ret utilfreds, så han kyler Rafferty ud over rælingen og ud i havet. Karen Brooke får et chok og styrter hen til rælingen og kaster op. Lind griber hende og holder hende ud over rælingen, så Goddard overgiver sig og kaster Raffertys revolver fra sig. Til tak får han et gok og både Karen og han bliver også kastet over bord. Og midt under det hele dukker Mayr op med en maskinpistol.
For at fuldende det hele, så er der gået ild i lasten af bomuldsballer, måske allerede ved lastningen. I alt fald har det ulmet længe og det er stille blevet værre og værre. Et sted i lasten er også nogle syreballoner med alkohol.
Goddard kommer til sig selv nede i vandet og overvejer om det ikke var det nådigste, hvis han bare druknede, men han får øje på Karen og en af sømændene ombord Antonio Gutierrez har fået øje på at der er faldet folk over bord, så han får startet på at vende skibet og kaster en redningskrans ud, som Goddard får fat på. Lind opdager kursændringen og får sat en stopper for det, men kort efter stopper skibet alligevel fordi branden nu bryder ud af lastrummet.
Tredjestyrmand Harald Svedberg er blevet slået ned af Lind og kommer nu til sig selv igen. Han forsøger at finde et våben inde hos kaptajn Steen, men uden held. Gutierrez får fat i ham og de to får reddet Karen og Goddard ombord. Branden er ved at have godt fat i skibet, så Lind planlægger at lade det meste af besætningen gå ned med skibet, mens hans folk og Mayr (der viser sig at være Linds far) kan blive samlet op af et skib Phoenix, der er på vej til rendezvous med dem. Radiomanden er også en af Linds folk, men han er ikke begejstret for at brænde besætningen af, så han hopper over på Goddards side, da han får chancen. Karen og Goddard laver en afledningsmanøvre, så Goddard kan slå Otto ned og snuppe hans maskinpistol. Så får de fat i en mere, Spivak, og snupper hans pistol, så de i det mindste har en chance mod de andre. Goddard bruger maskinpistolen mod Lind, Mayr, Karl og bådsmanden, men uden at score afgørende træffere. Han får dog deres opmærksomhed og Lind og han kommer i håndgemæng og ryger ud over rælingen. Lind er tæt ved at kvæle Goddard, men bliver skudt af Harald Svedberg, der også har fået ram på bådsmanden og Mayr. Nu er situationen under kontrol, så de får standset ilden og taget kontakt til myndighederne i land og kan fortsætte til Manila.
Goddard og Karen har fattet sympati for hinanden og Madeleine Lennox trækker på skuldrene og giver sig til at kigge efter Barset.

Glimrende thriller, hvor tempoet på den sidste del er helt i top. ( )

After his sailboat went down, leaving him with nothing but a rubber dinghy and a bottle of whiskey, Harry Goddard should have known it was all over. There wasn’t much left. Once a renowned movie producer. He was now forty-five, divorced, childless since his only daughter drove her Porsche over a guardrail, seeing her parents’ lives fall apart. His luck had just plumb wore out. “The only hell was the certainty that it was coming.” “Well, he thought, you wanted solitude; you’ve got it.” After thirst and the sun beat him down for days, rescue finally came in the form of a freighter, but, after getting on that doomed, cursed freighter, perhaps Goddard wished he had just taken the easy way and drowned.

This was a cursed freighter straight out of hell and with the craziest cast of characters you’ve ever seen. Besides the movie producer who had decided to all by his lonesome cast off around the world, you had a sick Polish crazy man who never left his cabin, Madeleine Lennox, a fifty-year-old widow with such a thirst for male attention that she booked passage on freighters where there would be no other competition- “No woman could be that unsubtle”, Karen Brooke, a thirty-four year old blonde whose very sight might cause havoc among the crew, Eric Lind, the giant mate, who ran the ship with an iron hand, and Captain Steen, known among the crew as Holy Joe, a booze-hater and a nickel-squealer. Shipping tons of cotton bales and booze to Manila with a crew of thirty men, the freighter seemed to have problem after problem with its engines and that was before there was a murder on board in front of five eyewitnesses, a burial at sea, a political conspiracy, two figures with a past history who never imagined they would meet again or under these conditions, and a mutiny the likes of which had never been seen.

Charles Williams apparently enjoyed writing nautical thrillers cause he wrote quite a few of them and wrote them well. “And The Deep Blue Sea” is a terrific story that takes the reader from the brink of one disaster to another. Goddard is the perfect hero, a bit of a Humphrey Bogart type who never meant to get involved, but now that he’s involved, well, that’s another story. Set in historical context, it is just a terrific load of fun, particularly given Williams’ knowledge of ships and the sea which comes through in his writing. It is such a good novel that is hard to put down once you start reading it. Good luck with that. ( )