Paraguay, 1939
Eliane Goldschmidt er 26 år gammel i 1939 og rejser for tredje gang ud til indianerne for at studere deres sprog. Hendes disputatsvejleder, David Bernstein, vil have hende til at lave den første guarani-fransk ordbog. Hun er etnolog, lingvist og botanik og rejser ud til mbya-stammen, men de er forandrede, apatiske og resignerede.

??? ( )

I 1939 rejser den unge sprogforsker Eliane Goldschmidt til Paraguay. Hun er i gang med en afhandling om det lokale indianske sprog, og nu tjekker hun for tredje gang ind hos mbya-stammen. Særligt børnene får hun hurtigt et tæt forhold til, og det er da også dem, der hjælper hende igennem, da de drager afsted for at finde Landet uden ondskab.

Stammen lever tilsyneladende som før kolonisternes ankomst, men i virkeligheden holdes de et jerngreb af de hvide, der udnytter deres arbejdskraft. Pludselig falder indianerne falder i apatisk afmagt, indtil alting en dag går amok. Karai’en, gudsmennesket, er kommet til landsbyen. Han vil frelse indbyggerne fra undertrykkelsen, og da Eliane bliver klar over, at hun står med et videnskabeligt gennembrud i hænderne, beslutter hun sig for at følge med og observere.

Nemt er det ikke. Indianerne bevæger sig gennem junglen i et vanvittigt tempo, og kun fordi ”Lille frø” hjælper hende, kan hun følge med. De gamle og svage falder fra, og mens karai’en fører dem hid og did bliver gruppen hele tiden mindre. Frelsen og Landet uden ondskabet er – hvis det findes – kun for de udvalgte.

besøg på en missionsstation giver Eliane mulighed for at høre nyt hjemmefra, og det er helt forfærdeligt. Mens hun har tilbragt måneder og år på farten, er Frankrig blevet invaderet og udryddelsen af Europas jøder har også ramt hendes familie. Fortvivlet af sorg og smerte beslutter hun helt at opgive sin franske identitet og glide ind i stammens liv.

Sammenhængen mellem de to spor er tydelig. Stammens desperate vandring for at undslippe europæernes undertrykkelse bliver Elianes personlige frelse, men den er samtidig et spejl af forfølgelsen af jøderne. Overalt bliver de anderledes forfulgt, men heldigvis kan de udstødte give hinanden varme og menneskelighed.

Emmanuel Lepages tegninger er smukke og stemningsfulde. Han bruger masser af farve på billederne, så man føler junglens mørke lukke sig omkring en, og på den dramatiske vandring kan han udfolde både smukke og nedbrudte kroppe.

Jeg var ret glad for bogen. Det er altid fascinerende at følge en rejse ud i det ukendte, og Elianes personlige tragedie/frelse gav historien en ekstra dimension. ( )