Joseph Conrads Heart of Darkness fra 1899 er måske den ultimative kolonifortælling. Den beskriver en rejse ind i det mørkeste Afrika, hvor hovedpersonen ikke bare finder barbariske vilde, men det som slog europæerne med endnu større rædsel: Vildskaben i dem selv; det faktum, at civilisationen blot var et tyndt lag fernis over det samme mørke hjerte, som de mente at se hos de indfødte.

Jan de Hartog beskæftiger sig med de samme temaer, blot i en hollandsk kontekst. Trommerne fra 1948 er anden del af en trilogi om den unge læge Anton Zorgdrager, der rejser til Indonesien for at arbejde som læge for kolonistyret, men i stedet bliver draget mod junglen, der inficerer hans sind som en gift.

Da Els, hans unge forlovede fra Holland, ankommer med skib, viser sprækkerne sig hurtigt. Hun er ung og uskyldig, mens han allerede er mærket af opholdet i kolonierne. Han er fremmedgjort som en frontsoldat, der har haft så voldsomme oplevelser, at den fælles forståelse med dem derhjemme er gået tabt. Kun brevveninden Bert føler han et slægtskab med, fordi de begge er optaget af den kristne mission og af de voldsomme udfordringer, europæeren møder i vildnisset.

Zorgdrager er kommet i sine drifters vold. Sex mellem ægtefolkene minder mest om voldtægt efterfulgt af selvbebrejdelser. Skildringen af Els og hendes barske møde med virkeligheden i Indonesien er voldsom.

”Mens automobilen langsomt, med klagende motor, gled ned ad den endeløse, grå slyngede vej ned i en rød, røgfyldt afgrund, der lidt efter lidt blånede og varmedes op, havde han dissekeret sig eget og Els’s tilfælde som en kirurg og var kommet til et resultat. I tropernes kuvøse udvikledes alle de karakteregenskaber, som i Holland havde slumret i fostertilstand. Alle lidenskaber, latente og ufarlige i Holland, holdt nede som de blev af velanstændigheden og kulden, groede og trivedes her i ondartet kæmpevækst. Han selv var et godt eksempel på det: I Holland en beskeden, fintfølende elsker, her en rå og brutal børste.” (s. 87)

Led ved sig selv stikker Anton af til de mest øde poster, han kan finde, mens den gravide Els flygter hjem til Holland.

Under en inspektionsrejse konfronterer han kollegaen Vrolyk, der er blevet vanvittig af ensomheden, men det får ham ikke til at vige tilbage. Tværtimod søger han til Mamawi, en endnu mere øde forpost, hvor heksedoktoren Burubi driver sit eget spil med de hvide djævle. Mens trommerne banker løs i junglen, går hans sind langsomt i opløsning. Spørgsmålet er, om hans gamle kollega Brits Jansen overhovedet kan redde ham ud igen.

Jan de Hartog skriver ud fra kolonialismens selvforståelse, men som Conrad kan han ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved europæernes angivelige overlegenhed. Hvis det kølige mådehold så let går tabt, kan forskellen jo ikke være så stor.

Hartog var meget produktiv, og det mærker man i romanen. Det går nogle gange meget hurtigt og udsagnene bliver meget bombastiske, men jeg var godt underholdt, og det er et interessant monument over en svunden tid. ( )