De senere år er der igen kommet et stærkere politiske engagement i dansk litteratur. Det gælder ikke mindst i prosalitteraturen, men der er også eksempler fra poesiens verden. Caspar Erics nye digtsamling har undertitlen ’Handicapdigte’, og det vidner båder om, at han denne gang fokuserer meget intensivt på sine erfaringer med at have cerebral parese – dvs. han er det, der tidligere blev kaldt spastiker – og på en mere generel interesse for, hvordan handicappede hyppigt bliver italesat som en udgift og en belastning for samfundet.

Bogen består af fire dele, hvoraf del fire kun består af et enkelt (langt) digt. Det hedder ’Crawl’ og handler om et besøg i DGI-byen i København med det karakteristiske runde bassin. Svømning er en af de bevægelsesformer, hvor handicappet betyder mindst, og hvor oplevelsen også handler om være dygtig og frustreret, når det er svært at overhale, fordi andre ikke holder til højre.

De fleste digte cirkler om specifikke oplevelser eller aspekter af at være handicappet. Hyppigt reflekteres der over den skam og anderledeshed, der er knyttet til det, men der er også meget almindelige følelser som angsten for at sygdommen skal udvikle sig og ende med en kørestolstilværelse. Der er også glæden over kæresten, der ser digter-jeget for det menneske han er, men også frygten for, at hun alligevel skal komme til at se handicappet før manden, eller at hun skal blive træt af (at passe på) ham.

Her et lille uddrag fra ’Jeg slider mine kondisko hurtigere end andre’:

”Vågner med ondt i hånden
Et sår jeg kender
Jeg slog en kolbøtte ud over stentrappen i går
Efter festen hos Martin.
…
Tænker på om huden har en hukommelse
Om hånden kan huske
Alle de gange, den har måttet hele.
…
Selvom min cerebrale parese ikke bliver værre
Får benene selvfølgelig
Sværere ved at følge med.
Min gangfunktion er et midlertidigt privilegium.” (s. 11-12)

Caspar Erics digte er præget af et hverdagsagtigt sprogbrug, hvor han ikke er bange for at bruge ord, som man ikke normalt ville finde i digte, og hvor han ikke har brug for billeddannelse og metaforer, for at få sine budskaber igennem. Sproget skal være transparent, for det her er digte, der faktisk handler om noget, om som gerne vil have sine budskaber ud over rampen.

Det fungerer ret godt, og selvom jeg i starten skrev, at Nye balancer er politisk litteratur, så føles den aldrig prædikende. Det skyldes, at den umisforståeligt tager udgangspunkt i forfatterens egne og konkrete oplevelser, og selvom der også er tekster om forholdene på landets bosteder eller i den sprogbrug, der præger den offentlige debat om de stigende udgifter til specialområdet (som det hedder på nationaløkonomisk) så fungerer de kun som supplement til den mere personlige fortælling.

Bogen mistede pusten lidt til sidst, men den var et interessant bekendtskab. ( )