Ida Jessen brød for alvor igennem med de såkaldte Hvium-romaner – Den der lyver, Det første jeg tænker på og Børnene – og det er tydeligvis et stof, som hun har svært ved at slippe. I hvert er hendes nyeste roman en selvstændig fortsættelse af den midterste Hvium-roman, som i øvrigt var en af de første bøger jeg anmeldte på bloggen for ti år siden. Tiden flyver!

Hovedpersonen i Telefon er præsten Lisa, der arbejder som frivillig på en telefontjeneste i København. Her tager hun og de andre frivillige imod en strøm af samtaler fra ensomme, psykisk ustabile og indimellem selvmordstruede mennesker fra hele landet. Nogle er gamle kendinge, andre ringer en enkelt gang, når dæmonerne banker på døren. Den første, fascinerende tredjedel af bogen består af sådanne samtaler, hvor Lisa roligt og altid forstående lader folk tale. Hendes kommentarer er opmuntrende, hendes spørgsmål er uddybende og hendes råd og vurderinger er få.

Men Lisa er også præsten fra Det første jeg tænker på. Hende, der mistede sin søn Gustav til en flugtbilist og siden kastede sig ud i en desperat jagt på gerningsmanden. Hende, der det ene øjeblik havde en drømmetilværelse i hånden, og det næste sank ned i en fortvivlende sump af ukontrollerbare følelser og afmagt. Hun er kommet videre, og omsorgen for datteren Marie og efternøleren Dafne har reddet ægteskabet med Frederik. Gustavs død er stadig forfærdelig, men savnet er en undertone i mol, ikke længere dén dominerende oplevelse, der fylder alle de vågne timer.

Langsomt skifter bogen karakter. Samtalerne, selv de mest oprivende, er trods alt rutine efter en årrække som frivillig. Det gælder også samtalen med kvinden fra Jylland, der bor med sine dyr i et gammelt hus, og som bare gerne vil være i fred. Så går det op for Lisa, at hun kender kvinden med den slidte stemme fra Hvium, og pludselig bliver der rippet op i fortidens sår. Spørgsmålet er, om det bliver en mulighed for endelig at lægge fortiden bag sig, eller om det bare efterlader hende med nye usikkerheder, der risikerer at underminere den skrøbelige fred, hun har fundet.

Ida Jessens prosa er præcis og afmålt, og i denne bog foldes det især ud i replikkerne. Samtalerne og samtalEN er psykologiske studier, som ikke behøver kommentarer fra en fortællerstemme. Som læser kan man se Lisa over skulderen og fornemme personerne i røret. Det er stor kunst, selvom Telefon i sin tematik er knap så vidtrækkende som f.eks. En ny tid og Dr Bagges anagrammer. ( )