Sidste år læste jeg En ny tid, hvor Ida Jessen fortalte historien om Lilly Bagge, der som ung lærerinde var med til at løfte de fattige hedeegne omkring Thyregod til bedre tider i starten af 1900-tallet. Hun var gift med lægen Vigand Bagge i mere end tyve år, men han forblev et mysterium for hende og også for læseren. En hård, dygtig, tavs, streng mand. Men også en lukket mand.

Nu får vi så historien fra hans side. Den slutter tidligere – Lilly har et langt liv efter hans død – men den rækker også længere tilbage, for han er tyve år ældre end hende. Det er ikke svært at genkende doktor Bagge fra den første roman. Han er – også i sin egen fremstilling - en hårdtarbejdende læge, der konstant sætter sine egne behov til side for at hjælpe sine patienter, men han er også en fanatisk missionær, der har det med dårlig hygiejne som indremissionske præster havde det med druk og hor. Bagge er ikke religiøs, men afgjort en af fremskridtets apostle.

Vigand Bagge er imidlertid meget andet. Han er f.eks. en mand med humor. Han kan godt lide at lave anagrammer – og endda også at snyde lidt for at få dem til at gå op – og man mærker et lille smil i mundvigen, når han skriver om de mange barokke situationer, han har været ude for som distriktslæge. Han er også en mand uden illusioner. Gennem romanen befinder hans krop sig i en tilstand af gradvist sammenbrud. Han må med væmmelse iagttage, hvordan han langsomt mister kontrollen over de meste basale kropsfunktioner.

”Ingen telefon, ingen stemmer. Ikke en lyd. Det er nat. Det er så stille, at jeg kan høre min næse og mine lodne ører vokse. Jeg er ved at anlægge gammelmandstud ligesom den gamle købmand Rosenstand, der sidder i stuen bag sønnens forretning i sin stol og fyldte hundrede år forleden.
…
At finde ro. Man ved jo ikke, hvad der befinder sig derinde i den ro. En balance. Det er ikke sådan, at man tager hemmelige tanker frem og studerer dem. Der er bare tomt. Det er et sted, et skjulested.” (s. 78)

Alligevel arbejder han videre. Pligtfølelsen og vanen holder ham oppe. Og måske også faderens spøgelse. Opvæksten i Sønderborg var præget af faderens fallit. Han drev en fornuftig apotekerforretning, men da han kom til penge satte han dem hurtigt til på ejendomsspekulation, og familiens fald blev brat. På trods af det har han i erindringen bevaret et tæt og kærligt forhold til faderen, mens Vigand, selv som voksen, kun har foragt til overs for sin mor. De voldsomme begivenheder har tydeligvis givet ham langvarige traumer.

Men det er ikke det eneste den syge Bagge spekulerer på, når han sidder om natten og søger forgæves efter den tanketomme ro. Der er også ægteskabet med Lilly. Hvis hun har svært ved at forstå, hvorfor de blev gift, så har han svært ved at forstå, hvorfor de er blevet sammen. Det skyldes vel mest af alt vane og konventioner? Der er i hvert fald ikke megen lidenskab at få øje på.

Værre er erindringen om lærerfamilien i Vester, der mistede fem døgn på en enkelt nat for mange år siden. Nu hvor livet rinder ud, kan han ikke længere skubbe det fra sig.

Doktor Bagges anagrammer kan sagtens læses alene, og romanen er, ganske som man er forvænt med det fra Ida Jessens side, et indfølt psykologisk portræt af en af de mænd, der var med til at gøre Danmark moderne. Men den læses bedre i sammenhæng med En ny tid. Bøgerne komplementerer hinanden og udgør på sin vis én roman om et ægteskab, som byggede på respekt, men hvor begge parter kun så en flig af ægtefællens personlighed. ( )

Beskrivelsen af lægen Vigand Bagge med hans egne ord er meget flot. Et ægteskab fuld af problemer, fordi han ikke vil åbne sig op mod sin kone. Et fremragende tidsbillede af en praktiserende læges vilkår på landet i starten af 1900. ( )