Afrika, en handelsstation i Juda, ca 1783
Den unge kvinde Isa er sammen med Hoel Marie Tragan, som er blevet forgiftet af en rival, bogholderen Estienne de Viaroux. Denne er afsløret, men Hoel er stadig dødssyg. De lokale stammer regeres af en brutal, men politisk klog konge Kpengla. Hovedstaden er Abomey. Isa har en mandlig kriger, Aouan, som passer på hende og hjælper hende til at manøvrere i det farefulde spændingsfelt mellem kongen og handelsstationens leder, hr Olivier de Montaguère. Sidstnævnte har gaver med til kongen i form af geværer og brynjer. Som gengæld giver kongen ham en slave, men det er nu en gammel udslidt kone, så det er faktisk en udsøgt fornærmelse. Kongen spørger Isa, hvad hun mener og hun vejer sine ord på en guldvægt for at tækkes kongen og få hjælp til at gøre Hoel rask igen. Det lykkes og både kaptajnen og lægen Jean Rousselot roser hende. Kongen arrangerer en opvisning i bueskydning og Isa viser at hun godt kan betjene et gevær. Viaroux har forsøgt at stille hende i et dårligt lys, men det giver bagslag. Næste dag er Isa og de andre tvunget til at overvære at kongen får to utro hustruer henrettet. De to bliver puttet ned i et hul i jorden hvorefter man lokker myrer i stor stil til at indfinde sig. "Selv dér, hvor kongen var den eneste, der havde ret til at komme, dér kommer myrerne nu". Kongen sender en slavinde, Alihosi, "hende, der er født på rejsen" til at give "hjælp til at føre hus hos kvinden, hvis mand er syg". Det er meget rettidigt, for om natten forsøger Viaroux at få sin vilje med Isa. Han har drukket sig fuld, slået Aouan ned og i gang med at kvæle Isa, da kaptajnen og lægen kommer til og slår ham ned. De er blevet tilkaldt af Alihosi, der dermed afslører at hun kan tale fransk. De overtaler hende til at lede dem til franskmanden. Han viser sig at hedde Pierre Jardin og har siddet indespærret i over 10 år for at have gjort modstand, da kongen ville sætte en stopper for at andre handlede slaver på hans kyster. Jardin (og hans medfanger, der længst er døde) er bevidst blevet ignoreret af Olivier de Montaguère, hvilket lægger denne blot for lidt afpresning af de andre franskmænd. Montaguère må slippe hundrede ankre brændevin for at få frigivet Jardin og han er efterhånden ved at være træt af Viaroux. John Smolett er sammen med Mary Hereford og de har den lille datter Enora. Desværre er John syg af jalousi (lettere berettiget, for Mary er ikke karrig med sin gunst). Han dukker op og slår en negersoldat ihjel for at komme ind til Mary, som han fører væk fra lejren ved at tage Enora som gidsel. Det ender skidt ud i sumpen, hvor Viaroux og han duellerer, til de begge forsvinder under vandet. Enora er i mellemtiden reddet af François Vignebelle, som håber på at få Mary som belønning. Jardin tænker at Montaguère blot vil blive erstattet af en anden, hvis man får ham fjernet, så han er fuldt tilfreds med at få en stor sum penge, så han selv kan købe en slaveplantage. Boisboeuf køber en flok slaver af kongen og begiver sig mod Juda igen. Aouan dør undervejs, da han ikke vil skyde en løve af frygt for at ramme Isa. Han når dog at rose Isa for bagefter at have skudt løven, selv om det er en skam at hvide kvinder ikke er særlig pæne. Det bliver morgen (He gna quenou - den tid hvor man fanger fugle). Om natten (i slangetimen, Zna-gna-gna, "den onde nat") opdager Isa at Alihosi sniger sig væk. Hun følger efter men er tæt på at drukne. Alihosi redder hende op fra vandet i bevidstløs stand, får nogle medikamenter med til Hoel og fragter Isa hjem i seng. Hoel begynder at blive rask, samme dag som Viaroux er forsvundet i sumpen.
De 340 slaver er nu samlet og næsten klar til afgang. Mary og Hoel toppes lidt. Og Isa har kvalme over behandlingen af slaverne. Alihosi får lov at slippe for at være spærret inde i lasten, men kaptajnen kræver at hun bliver lagt i lænker om natten.

Slaveskibet Marie-Caroline letter anker med lasten næsten fyldt med slaver (en gammel kvinde var for svag til at gå længere, så hun blev bare skudt som en hund. Og en slave forsøgte at flygte fra båden ud til skibet, men blev taget af en haj). Førstestyrmand Jean-Jacques Bernadin er en hård satan og ikke specielt vellidt af folkene, så det er et dårligt tegn, at kaptajn Louis Estienne Boisboeuf dør af kvæstelserne fra et fald ombord den 20 august 1781. Og at Bernadin nu har kommandoen over skibet. Andenkaptajnen Malinnet er nemlig blevet syg inden afrejsen og er blevet på handelsstationen.

Albummet rummer også et langt interview med François Bourgeon og smukke tegninger af skibet "Marie Caroline". Og det hænger så kraftigt sammen med det foregående bind i serien, at dette bør ligge i nærheden, når man læser albummet her. ( )

Forrige bind af Vindens Passagerer - Handelsstationen i Juda – sluttede med en cliffhanger: Isa, Hoel og Mary var blevet rodet ud i alskens intriger ved en handelsstation i Vestafrika, Hoel lå for døden, forgiftet af en heksedoktor og Isa var på vej til kongeriget Dahomey på jagt efter en modgift.

Slangetimen er en umiddelbar forlængelse af bind 3 og de to albums bør egentlig ses som et samlet kapitel i sagaen. De mange plotlinjer på fortet rundes af her, og bindet slutter med, at vore helte drager videre mod Caribien på det fuldt lastede slaveskib Marie-Caroline.

Jeg hæftede mig sidste gang ved Bourgeons fascination af sorte kroppe, men han er tydeligvis også interesseret i de indfødte kongerigers kultur og historie. Afrikanerne fremstilles som barbarer, men billedet er alligevel ikke entydigt kolonialistisk. For det første er kongen også mægtig. Franskmændene har godt nok en særstatus som hvide, men de må spille hans spil, hvis de vil holde gang i slavehandlen. Og i den indbyrdes strid mellem Isa og Viaroux bliver han i virkeligheden dommer. Når man først er begyndt at ty til sort magi, har man overladt magten til dem, der kan kontrollere den.

For det andet er slavehandlens barbari fuldt på højde med de indfødtes. Det gør det ikke bedre, men det underminerer ethvert tilløb til at fremstille europæerne som moralske. Isa viser i hvert fald sin åbenlyse foragt for begge dele, og der er næppe nogen tvivl om, at Bourgeon deler hendes opfattelse. Ja, det er barbarisk at henrette utro koner ved at lade dem blive ædt levende af myrer. Nej, det er ikke en acceptabel undskyldning for at gøre afrikanerne til slaver.

Isa er både følelsernes og den naturlige fornufts repræsentant. Hun kan være listig, når det er nødvendig, men i virkeligheden er hun meget reel og ligetil. Hun spiller selvfølgelig også på sin seksualitet. Som Bourgeon indrømmer i et meget interessant interview, der er trykt som efterord, så er hun i høj grad hans egen nutidsstemme i fortidens miljø.

Den slags anakronismer kan være irriterende, men her skurer de nu ikke noget videre. Tegningerne er som sædvanligt utroligt flotte, men historien blev måske nok en lille smule tung. Nu er det overstået, og så bliver det spændende at se, hvad Isa & co roder sig ud i på vej over Atlanten. ( )

Het uur van de slang is alweer het vierde deel van De kinderen van de wind, een meeslepend drama, door François Bourgeon in rijke kleuren opgetekend. In dit deel beschrijft Bourgeon hoe het Isa en haar metgezellen verder vergaat aan de Afrikaanse westkust, in het Dahomey van de achttiende eeuw.
Dahomey was één van de belangrijkste slavenleveranciers voor de vele bananen- en katoenplantages in Midden-Amerika en de Verenigde staten. Westeuropses blanken hebben toendertijd aan de kust van Dahomey een aantal forten ingericht om de slavenhandel veilig te stellen. Maar dat niet alleen: de Westeuropese forten waren tegelijkertijd de bruggehoofden van waaruit de blanken hun culturele en economische imperialisme organiseerden, een imperialisme dat tot op de dag van vandaag voortduurt.
En Bourgeon zou Bourgeon niet zijn als hij niet, naast het spannende verhaal van de reis van De kinderen van de wind, zijn mening zou uitdragen over dat beginnend omperialisme.
In Het uur van de slang wordt de blanke man terecht afgeschildert als een cultuurbarbaar die zich niet wenst in te leven in de wereld van de zwarte man en die tegelijkertijd denkt, dat de zwarte te temmen valt door de loop van een geweer op hem gericht te houden. De zwarte neemt ogenschijnlijk de waarden en normen van de blanke over, maar hij heeft ondertussen de touwtjes stevig in handen. De in Dahomey aanwezige blanken weten dat ook, ze durven niets belangrijks te doen zonder toestemming van de koning Kpengla, de leider van de negerbevolking, en ze béven voor de koning.
François Bourgeon geeft zoals gezegd zijn mening hierover, hij maakt een keuze. Die keuze zit 'm in het feit dat hij niet nalaat telkens weer de in alle opzichten volkomen misplaatstheid van de aanwezigheid van de blanken aan de Afrikaanse westkust aan de kaak te stellen. In die zin is dit album de verbeelding en verwoording van de aanzet tot een historische vergissing: de overheersende aanwezigheid - in meer dan één opzicht - van de blanken in een werelddeel dat de autochtone bevolking toebehoorde en toebehoort.