Om en øy, en mor, en far og en slags siste fortelling om hvordan det var. Hva kan jeg si når mange vitner venter utmattet og selv ventende - på bredden? Hva kan jeg si her som jeg ikke sa i mors begravelsestale? Om alt dette som jeg var og ble og som ikke var helt passende, som jeg finner igjen fra min tidlige avdøde far. What to say and how to say it? Omgivelsene er som følgende; faren, moren, ni utrevne blokkark, to tanter, firmenningen Gutten, en tremenning, denne sommer-nabo-kvinnen, spriten, Sibelius, kroppens meldlinger, Jesus-figuren, innbildningens kjempestore muskel og kjærligheten. Boken er organisert som et sett med lignelser som episoder og tilnærminger. Den erindrete starten er på farfarens fang via syndens farer, de tokute, redningen, kjærligheten, kroppens lengsler, spriten, Sibelius, Kierkegaards Regine og endelig skrivingen.
s.113:"(...)Men er det kjærlighet? Ingen kan begripe det, det er som havet for dem som bor i innlandet og drømmer om den uendelige vannflaten! Og hva snakker de om! De sammenligner havet med de enorme små innsjøene som (...) Men likevel ligger den veldige forlokkelsen der hos havet, den forsvinner ikke, den kleber seg fast og ingenting kan fjerne den, den kleber seg fast og ingenting kan fjerne den, ingen nedtegnelser eller arbeidsnotater eller klargjørende nedtegnelser. Kjærligheten. Den som ikke gis de stakkarene som står der overgrodd i skogen, nei skjenkes dem ikke, de som ikke vokser bort fra skogen, som ikke finner åpningene, de som ikke åpner seg, som livet, det som kanskje er igjen hvis (...)".

Enquists språk är så annorlunda och det är en njutning att läsa. Kärleksromanen känns äkta och är vackert skriven. Han kan kännas lite rörig ibland precis som han själv beskriver det i boken men visst är det bra. ( )

A bewildering piece of stream-of-consciousness that drifts between novel, family memories, autobiography and philosophical exploration. Prior knowledge of Enquist's work is essential to appreciate this - I strongly advise against reading this as an introduction to his writing. He's a confusing and challenging writer, and this is a very self-referential book which expects some understanding of his earlier novels. For those better acquainted with him, however, it's a moving and urgent search for meaning at the end of a long and rich life.

A word of advice: Don't come to this expecting a pure love story between an older woman and a younger boy. It is very far from being that simple. The narrator's sexual encounter with a much older woman is a leitmotiv in, but only a part of, a much more complex and disorientating assessment of his own life.

For a full review, please see my blog:
https://theidlewoman.net/2016/06/18/the-parable-book-per-olov-enquist/ ( )

A beautifully written story about Ellen, a 51 year old woman in love with a 15 year old boy.
A summer time love story set in a lovely village in Sweden.
Just shows there is hope for any woman whatever her age!
I was given a digital copy of this book by the publisher Quercus via Netgalley in return for an honest unbiased review. ( )

Fortælleren, der har så mange lighedstræk med forfatteren, at man kan overveje om erindringer ville være en mere dækkende betegnelse end roman, er en modvillig forfatter. Han vil ikke skrive en kærlighedsroman, men gør det alligevel. Han vil i virkeligheden heller ikke grave op i den fortid, som han allerede har skildret i flere bøger, men det føler han sig alligevel tvunget til.

Sagen er, at han får tilsendt sin fars notesbog med digte. Den skulle moderen egentlig have brændt, fordi indholdet ikke var så gudsfrygtigt, som hun kunne tænke sig. Forfatteren er nemlig vokset op i et stærkt kristent miljø i Västerbotten, og moderen hørte til de reneste af de rene. Alligevel havde hun altså ikke kunnet få sig selv til at udslette de sidste spor af faderens kærlighed. Bogen er ganske vist svedet i bunden, så den har været i ilden, og der mangler også ni ark, som er revet ud.

Inden længe har fortælleren lige så travlt med at spekulere over de manglende ni sider, som den bog han har fået. Et fint billede på, at vores viden aldrig er fuldstændig, og at nye spor af f.eks. en person bare afstedkommer nye spørgsmål, der kan være lige så anfægtende som dem, man fik svar på.

Men det får også fortælleren til at tænke tilbage endnu engang. Notesbogens eksistens kunne han ikke være klar over, men der er andre ting, han bevidst aldrig har løftet sløret for. Vigtige ting. Først og fremmest mødet med sommergæsten i naboens hus, der blev hans seksuelle debut. Det var en meget fin og følsom oplevelse, som han stadig ser tilbage på med begejstring. Han sammenligner det endda med den religiøse oplevelse af at blive frelst.

Måske er den seksuelle forening den egentlige mening med livet?

Eller måske var det bare det sprog, fortælleren havde til rådighed som ung, omgivet som han var af religiøse tekster og sange. Uanset hvad, bliver begivenheden skelsættende, og han vender tilbage til den flere gange i sit omtumlede liv.

Romanen er ikke det endelige svar på, hvem Per Olov Enquist er. Om ikke andet, så skulle historien om faderens notesbog gerne have sat det på plads. Men det er måske hans sidste historie om Per Olov Enquist, for man mærker tydeligt, at det er en ældre mand, der ser tilbage på sit liv. De hemmeligheder, han har lovet aldrig at afsløre, betyder ikke så meget mere, så nu kan han roligt fortælle dem.

Det gør han så i en ironisk og afslappet men også bevægende tone. Sjældent har jeg læst en bog med så mange udråbstegn, men de fremstår mere som ironiske kommentarer til tidligere aldres håndfaste meninger end som egentlige udbrud.

Under alle omstændigheder lykkes det faktisk at skrive en kærlighedsroman, og selvom det sker på trods, så følger man gerne fortælleren på hans rejse tilbage til fortidens labyrinter. ( )