Jeg har en erindring om romanen, helt tilbage fra da den udkom i 1992. (Eller det tror jeg, i hvert fald at jeg har, for erindringsforskydninger er netop et af bogens temaer.) Det var dengang Jørgen Thorgaard havde et litteraturprogram i fjernsynet, og han anbefalede Øen på det varmeste. Hvorfor er det lige dén omtale af dén bog jeg husker? Aner det ikke, men lige siden har jeg haft lyst til at læse Maria Giacobbes roman, og nu har jeg så endelig taget mig sammen til det.

Heldigvis blev jeg ikke skuffet!

Vi befinder os på en ø i Middelhavet - det hele passer på Sardinien, men der tales kun om Øen – i slutningen af 1960’erne, hvor det moderne samfund endelig er ved at nå frem til endnu en af Europas udkanter og langsomt spiser sig ind på ældgamle traditioner om ære, familie og hævn, hvis ingen andre vil sørge for den retfærdighed, man synes man har krav på.

En sen nat iværksætter tre mænd et kvægtyveri, og det får vidtrækkende konsekvenser. Den 11-årige Giosué vogter svin i en lille hytte ved et bjergpas. Han ser røverne drive kvæget forbi, og inden natten er omme, er han blevet brutalt myrdet, ja nærmest slagtet som et dyr. I den lille landsby ved mange, hvad der er sket, men ingen vil fortælle om det. Mellem røveren og den berøvede hersker en skamfuld tavshed. Tabet af ære er vigtigere end en fængselsdom, så hvorfor gå til politiet og få ham fængslet for mord? Det kan kun fører til gengældelse.

Men Giosués mor og bedstemoder kan ikke leve med det. De vil have hævn, og når politiet ikke vil, så må de selv skabe balance og genoprette familiens ære. Langsomt bliver en plan til, og Giosués tvillingebror Oreste er den, der en sen aften må føre det ud i livet. Efter den koldblodige likvidering sendes han som en anden Michael Corleone i eksil i den lille havneby Trazene.

Den historie fortælles fra mange forskellige synsvinkler, men i bogens anden del snævres blikket ind. I nogle kapitler kommer Oreste til orde, men i de fleste og længste er det den unge kvindelig læge dr. Rudas, der fortæller. Hendes mor er gudmor til Oreste, og det er i hendes hus, at han skjuler sig indtil politiet endelig tager sig sammen til at opklare forbrydelsen.

Rudas personificerer splittelsen mellem de gamle normer og de nye. Hendes mor, Oreste og hele landsbyen forstår og følger de gamle værdier, men hun hader dem og har taget en uddannelse for at komme væk fra dem og ind i et moderne europæisk samfund. Konfrontationen med Oreste tvinger hende til at se sin fortid i øjnene, selvom det kun sker modstræbende.

”Jeg forestillede mig det, og måske vidste jeg det, men jeg nægtede at vide det. Måske havde jeg uden at ville indrømme det for mig selv, forstået det hele lige fra det allerførste øjeblik, men det jeg havde forstået, ville jeg ikke vide.” (s. 141)

Sagen afslører, hvor uafklaret Rudas’ forhold til moderen og Øen er. Hun er stadig så optaget af at tage afstand fra det gamle samfund og så bange for at miste sin mand Lorenzo, at hun slet ikke kan se sagen klart. Der er en forskel på at acceptere Orestes handling og på at vise forståelse for de omstændigheder, der var med til at føre hendes hånd, men følelserne er for stærke til at holde den balance.

Hørte jeg nogensinde Jørgen Thorgaard rose Øen til skyerne eller er det bare noget jeg tror? Hvis han ikke har gjort det, så burde han have været begejstret for Maria Giacobbes bog. Det er en pragtfuld roman, som både kan læses for sin umiddelbart spændende historie og for sin ømme og indsigtsfulde skildring af modernitetens komplicerede fremmarch i en af Europas fjerne provinser. ( )