As with the previous book, it's hard to choose a rating that gets across how uneven this is. I mean, every part of it is well done; it's just so many different kinds of things, and some of them (like cosmic horror, ancient warlocks, and psychedelic spirit quests) are more interesting to me than others (like the obligatory crossover with Crisis on Infinite Earths, and gathering up all of Moore's favorite magic-related DC characters for Neil Gaiman to play with later—I originally read this stuff as someone who knew almost nothing about DC, and it was still cool, but confusing for sure). Bissette and Totleben go out on a high note with some more great art; John Constantine has by this point been established as a memorable and interesting character even though we still know almost nothing about him; and Moore's vision of Swamp Thing is now much clearer in terms of how the mythology, and his transcendentalist/Romantic philosophy, sets Swampy apart from all the other heroes. On the other hand, having built up to this kind of cosmic-level conflict runs the risk of making whatever comes next seem like an anticlimax, which... well, read the next book and decide for yourself.

For more thoughts, here's a blog post (this covers half of the next book too). ( )

Fascinating battle and a crossover event that didn't suck.

Or did it? I mean the final meeting with the Parliament of Trees was cool for happening, but it wasn't really satisfying. The gathering storm of Crisis, pulling together all the magical types and all of heaven and hell and space and time, culminated in... what? What did I just read here? There were tragic deaths and a conflict that even laid the Spectre low. And it was freaking resolved with a Handshake???? Please.

And yet with that freaking ending, I'm still of two minds. The resolution is satisfying on a deep level, but for my more visceral feels, I feel damn cheated. Good Job saving the day, Greenie. Way to use your indecision WISELY. lol

I sound as if I'm unhappy about this comic, but I'm not. Not really. I was fully invested even when I was horrified by what happened to Abs. What the hell, people. We need to lock away Lois for her thing with that freaking alien, too. Consorting with *unnatural* types and all. Eeek. What freaking horrible laws. If a girl wants to get it on with a vegetable, why can't she? Sheesh.
( )

Jeg er nået til fjerde bind i opsamlingen af Alan Moores historie om Swamp Thing, den sære helt, der er skabt af vegetationen i Louisianas sumpe. Bogen afrunder American Gothic, en længere fortælling, hvor den mystiske John Constantine fører Swamp Thing rundt til forskellige rædsler. Vampyrer og varulve er selvfølgelig slemme nok, men nu viser det sig, at de er udløst af en mystisk sydamerikansk kult, der vil hidkalde et mørke fra de fjerneste tider. Det hele kulminerer i et slag, der bogstavelig talt udkæmpes på kanten af helvede.

Det lyder ret syret, og det er det også. Inden det kommer så vidt fortsætter Moore udforskningen af amerikanske gyserklassikere. Swamp Thing gør op med en seriemorder, der som bekendt stadig dyrkes lidenskabeligt i krimigenren, og han besøger et spøgelseshus. Husets ejer var våbenfabrikant, og nu hjemsøges det af de mange ofre, for fabrikkens produkter. Undervejs i den fortælling laver Moore en tydelig kobling mellem den amerikanske ekspansion vestpå, udryddelsen af den oprindelige befolkning, den fortsatte eksistens af vold og så våbenindustrien. Det affødte ikke overraskende voldsom debat.

Selvom Swamp Thing befinder sig i udkanten af DC-universet, så kunne serien ikke undslå sig at deltage i den store Crisis-crossover, der kørte i 1986. Det spildes der så et nummer på, og dermed understreges det for gud ved hvilken gang, at crossover-tanken er de store amerikanske serieforlags mest systematiske forsøg på at skyde sig selv i foden. Der er måske, måske ikke en umiddelbar salgsgevinst ved manøvren, men det underminerer uundgåeligt de enkelte seriers udvikling og selvstændighed.

Nå, heldigvis er det kun en parentes. Sammen med Constantine drager Swamp Thing til Sydamerika, hvor han først møder sine forgængere i Parliament of Trees. De er langsomt ved at overgå helt til planteriget og træernes langsommere og mere økologiske tænkning, og det giver ham selvfølgelig nogle filosofiske brokker, som får betydning senere. Derefter trænger de ind i Brujeria-kultens hule, men det lykkes dem ikke at forhindre hidkaldelsen af det mørke, der var hele pointen med rejsen. Og så er scenen sat til en et okkult opgør i det hinsides.

Moore leger hele tiden med genrens regler og begrænsninger. Historierne skal nu engang passe til et udgivelsesformat med en afsluttet historie i hvert nummer, men til gengæld udfordrer han ideen om en simpel modsætning mellem godt og ondt. Selv i helvede kan der findes allierede mod undergangen, og i sidste ende lader lyset sig kun tænke i kraft af mørket. Ligesom Swamp Thing er forbundet med hele planetens vegetation, hænger verden sammen i et økologisk hele.

Tegningerne er selvfølgelig helt afgørende for at forløse et alternativt univers, og kvaliteten er fortsat høj. Bindet markerer afslutningen på Stephen Bissette og John Totlebens tid som faste tegnere på serien. Det bliver spændende at se, hvordan afløserne Rick Veitch og Alfredo Alcala løfter opgaven, for udviklingen af det særlige Swamp Thing univers har i mindst lige så høj grad handlet om billedsiden som Moores historier.

Efter de første par år formår Moore og hans tegnere fortsat at udvikle seriens udtryk. Afslutningen på American Gothic sagaen var et værdigt punktum for dette bind, og selvom lommefilosofien måske tog en anelse overhånd til sidst, så var finalen veludført. ( )

Grand scope, bold execution. Ace. ( )

Swamp Thing walks into the center of pure evil and confuses it with philosophical musings, before its dark hand reaches out to the light and is dissolved into the Yin and Yang. In "The End," it's balance that wins. John Constantine gathers a team of mystics and warriors in this, the fourth, collection of Alan Moore's seminal Swamp Thing run. The battle between good and evil isn't as cut and dried as it may seem. ( )