Jeg har været vild med Ida Jessen i mange år. Hendes litteratur rører mig mere, end næsten alt andet, det bliver skrevet på dansk i disse år. Det skyldes den psykologiske indsigt i personerne og ikke mindst, at Jessen beskriver det, vi er mest bange for. I det trygge Danmark har det som regel noget at gøre med sygdom, børn, skilsmisser eller lidt af det hele på en gang.

Hendes nye novellesamling, der udkom sidste år, er en af hendes bedste bøger. Jeg har altid foretrukket mine noveller lange. Jessen skriver, så man kan nå at leve sig ind personerne og få en fornemmelse for nuancerne i dem, men det er stadig afgrænsede historier. De seks historier kredser om midaldrende kvinder og deres bekymringer.

Et forhold er en balance, der kan trykkes udefra. Da Toves veninde bliver syg, skaber det konflikter med hendes mand Max, der ikke kan holde hende ud. Selv med døden inde på livet, bliver han irriteret over besøget. Eller måske er det netop påmindelsen om egen dødelighed, der gør ham irritabel?

Stærkt står også Et skænderi. Tine og Simon er i en tilstand af konstant beredskab over for hinanden, og selv en dag fuld af hygge og udflugter slutter elendigt. De har ikke været i seng sammen i flere år, og hun har behov, der skal tilfredsstilles. Han vil ikke, eller han kan ikke, og forventningen får frustrationerne til at boble over.

Midt i skænderiet kritiserer hun ham for ikke at opfylde sine ægteskabelige forpligtelser: ”Der er ikke noget at grine ad. Du der er så vild med pligter og ansvar. Jeg er ligeglad med, om du har lyst eller ej. Det er din pligt, og du gør ikke din pligt.” (s. 122) Kunne man forestille sig en mand kræve sex på den måde og fastholde læserens sympati? Måske, men det ville i hvert fald ikke blive læst på samme måde.

Jessen er en mester til at bore i vores komplicerede forhold til børn. I ABC var temaet angsten for at miste kontakten ved skilsmisse, og Det første jeg tænker fokuserede på frygten for det meningsløse trafikdrab. Nu er både Jessen og hendes hovedpersoner blevet nogle år ældre. I December er en grusom måned og Mor og søn er det bekymringen for de voksne børn, der står i centrum. Hvad stiller man op, når det ikke er gået, som man havde håbet på?

Døgenigtene og skurkene har jo også mødre, der bekymrer sig for dem uden at kunne gøre andet end at se til, mens de kommer længere og længere ud i snavset. Sådan er det i hvert fald på overfladen. Der er ingen forklaring på afvigelsen, der synes lige så tilfældig som enhver anden ulykke. Og det er netop derfor, at den er så skræmmende. Nogle gange går ting bare galt, uanset de bedste intentioner.

Postkort til Annie er en fremragende novellesamling. Det er ikke en bog, der tager lang tid at læse, men det er historier, der ikke slipper sit tag i én lige med det samme. ( )