Stockholm, Sverige, 1970.
Ministeren bliver beordret til ikke at vise sig i rigsdagen for ikke at spolere igangværende forhandlinger. Det kan nemlig nemt udløse konflikter at have en socialdemokratisk justitsminister rendende rundt, som har en arbejdsfri indtægt på tres millioner om året og 16 børn.
Altså ordner han forretningerne hjemmefra. Hans departementschef Svante Svanberg og andre medarbejdere følger selvfølgelig med og Säpo sørger for at arbejdsværelset har en ordentlig og dirkefri lås på. Derfor er det en overraskelse, da departementschefen først forsvinder og derefter dukker op som lig i et skab i ministerens arbejdsværelse, mens der er besøg fra Stockholms Husmoderforening.
Ministeren går straks i gang med at efterforske. Og næsten alle mistænkte har en blå plet eller to. Og det har liget selv forresten også. Svanberg havde noget kørende med sin sekretær, fru Anita Johansson. Det havde Konsul Karl Kerting også, foruden at hun jo altså er gift med en kolerisk direktør, hr Johan Johansson. Han har delt smæk ud til begge elskerne, hvilket forklarer nogle af de blå mærker. Svantes kone Svea Svanberg har også delt bank ud.
Retschefen Rydlander dukker op ved næste besøg fra husmoderforeningen. Han har fået knust baghovedet, men ligger ellers på samme måde i samme skab og er lige så død. Ministeren har nu regnet ud at det er afdelingsleder Dååbh fra skatteministeriet, der er drabsmanden. Ministeren stiller en fælde og Dååbh går lige i den. Han havde i arrigskab kvalt Svanberg i ministerbilen og smidt ham i grøften. Svanbergs taske havnede på kørebanen og da Rydlander lidt senere kørte over den, troede han at det var Svanberg, han havde kørt over. Da han opdagede at Svanberg var død, puttede han ham ind i skabet.
Dååbh slog Rydlander ihjel, fordi han var kommet lidt for tæt på sandheden.

Vældig morsom fortælling med hip til højre og venstre i flæng. Lektor Vilhelm Persson er en vældig underholdende Dr. Watson til Lillemand's Sherlock. Perssons beskrivelser er særdeles veloplagte. ( )

Nu får jag nog sluta att läsa Bo Balderson. Även om de är välskrivna blir de ack så formalistiska, och den politiska satiren allt tradigare. ( )