Johann und Georg Gruhl, Vater und Sohn, sind Möbeltischler. Johann Gruhl hat erhebliche Steuerschulden angehäuft; seine Situation verschlechtert sich, als sein Sohn zur Bundeswehr eingezogen wird. Am Ende seiner Dienstzeit erhält Georg Gruhl den Befehl, durch ziellose Fahrten mit einem DKW MUNGA Geländewagen den für die routinemäßige Inspektion erforderlichen Kilometerstand zu erzeugen, fährt aber stattdessen nach Hause. Gemeinsam präparieren Vater und Sohn Gruhl den Wagen und verbrennen ihn unter Absingen von Litaneien auf offener Straße. Die anfänglich als politisch motiviert eingestufte Straftat wird im Laufe der Verhandlung und nach dem Gutachten des Kunstprofessors Büren als eine Form der Anti-Kunst („Happening“) neu bewertet. Vom örtlichen Amtsgericht werden sie zu vollem Schadensersatz und wegen groben Unfugs zu sechs Wochen Haft daher milde verurteilt.
Böll schildert die einen Tag dauernde Verhandlung vor dem Amtsgericht. So werden durch die zahlreichen Zeugenaussagen das Leben und die Straftat der Gruhls differenziert dargestellt.
„Wie Böll die Gerichtsverhandlung einerseits zu einer Art von turbulentem rheinischen Familientreffen ausbaut, wie er ihr andererseits aber doch jenen Beisatz von Unheimlichkeit erhält, der ja auch die zur Beurteilung stehende Tat kennzeichnet, das ist erzählerische Regie großen Formats.“ – Süddeutsche Zeitung (wikipedia)

In een Duits stadje worden vader en zoon berecht om het vernielen van eigendom van de Bundeswehr. Ieder denkt er het zijne van, en allerlei getuigen en deskundigen worden gehoord. Het geheel levert een mooi beeld op van zo'n gemeenschap. De verdachten ontkennen hun schuld niet, ze zijn er eigenlijk een beetje trots op. Want het is niet wat het op het eerste gezicht lijkt!

ספר אנטי מיליטריסטי של בול ( )

Böll var en af de forfattere, der tydeligst prægede Forbundsrepublikkens udvikling efter anden verdenskrig. I en række romaner satte han ord på krigens meningsløshed, men blev aldrig forelsket i det demokratiske Tyskland, som det kom til at se ud. I Katarina Blums tabte ære gjorde han f.eks. op med 1970’ernes sensationsjagende presse og det han opfattede som hysterisk mistænkeliggørelse af alt og alle, der på et tidspunkt var stødt ind i en RAF-terrorist.

I Missionen endt er vi i Rhinlandet i 1960’erne. Krigen er kommet på afstand, og demokratiet fungerer tilsyneladende som det skal. Forbundshæren er et værn om forfatningen, retsvæsenet er uafhængigt og de politiske processer er åbne – i hvert fald på overfladen.

Da far og søn Gruhl afbrænder en af militærets jeeps, havner de selvfølgelig i kachotten, og bogen handler om den farce af en retssag sagen giver anledning til. Det afslører hurtigt, at hæren stadig er autoritær og stivnet i bureaukrati, at retsvæsenet langt fra er frit og uafhængigt og at pressen i øvrigt også kan manipuleres, når det er nødvendigt.

Det sker bare ikke for at få ram på de anklagede, men derimod for at sikre, at deres sag ikke kommer en bredere offentligheds kendskab. Hærværk og almindelig kriminalitet er til at håndtere, men en åbenlys latterliggørelse af staten og dens institutioner må åbenbart give andre gode ideer.

Bölls pointe synes at være, at Vesttyskland nok formelt spiller efter demokratiske regler, men at autoritære systemer og urimelige magtstrukturer stadig gemmer sig under overfladen. I dag er det let af se, at Tyskland er mindst lige så demokratisk som andre lande, men i 1960’erne var succesen og holdbarheden af den ikke så indlysende.

Bogen er tung læsning. Böll bruger lange sætninger i lange afsnit, men sarkasmen er bidende og morsom. Gruhl’ernes mildest talt liberale forhold i fængslet giver historien et skær af folkekomedie. Det understreges kun af karakterer som den konservative premierløjtnant, den aggressive økonom og den udflippede kunstprofessor, der alle optræder i vidneskranken. ( )

Gelezen toen ik 16 was, vond het toen erg goed ( )