En la árida y convulsa Port-la-Nouvelle, capital de una remota república centroafricana, el doctor Mallory se ve obligado a clausurar la clínica de la OMS que dirige. La fantasía de descubrir un nuevo Nilo para reverdecer el Sahara convierte al británico en un hidrógrafo e ingeniero aficionado que emprende una obsesiva búsqueda de agua.

Dated in places and feeling very reminiscent of [Heart of Darkness]. Creation of a river with parallels to the impact of colonial and neo-colonial works in Africa. ( )

Måske er det falsk reklame at kalde Skabelsens dag for magisk realisme. Reelt sker der kun én overnaturlig ting i romanen – og selv den får måske en forklaring – men som i José Saramagos Stenflåden bliver den ene ting definerende for resten af bogen. Doktor Mallory er havnet i Centralafrika, hvor Sahara vinder frem. Det er så langt uden for alting, at oprørsgeneralen kun råder over nogle pjaltede soldater med kassettebåndoptagere om halsen.

Men så en dag får Mallory en kilde til at bryde frem, og inden længe er den svulmet op til en strøm, der så bliver til en vældig flod. Den bliver en besættelse for ham. Han er overbevist om, at det er ham, der har fremmanet floden med sin viljes kraft, og han har skiftevis lyst til at forsvare den som en del af sin krop og at ødelægge den som erstatning for at ødelægge sig selv. Det er selvovervurdering og selvhad på et episk niveau, og der er da heller ingen omkring ham, der kan tage hans overbevisning alvorligt – bortset fra Noon, en barnesoldat fra oprørshæren, som han har helbredt for et sår i foden, og som knytter sig lige så meget til vandløbet som han. Hun tager med ham, da han stjæler en gammel færge og rejser op ad strømmen for at finde flodens udspring.

Skabelsens dag er fortællingen om de tos dramatiske rejse. Foran dem venter general Harare og hans pjaltede oprørere, bag dem kommer kaptajn Kagwa, der vil have sin Mercedes tilbage – den står på færgen – og erobre kontrollen med området. Floden kan være den tredje Nil, og det giver pludselig ødemarken strategisk betydning og kaptajnen ambitioner om sit eget rige. Andre er også på vej op af floden: Mrs. Warrander, der har drevet et asyl for lokale dyrearter, ledsages af en gruppe kvinder, der også er blevet voldtaget og har set deres mænd blive myrdet, og filmmanden Sanger, der engang lavede populærvidenskabelige naturprogrammer og nu kæmper desperat for at holde fast.

Ballard trækker på masser af litterære referencer. Kvindernes gamle båd hedder Diana, færgen hedder Salammbo efter Gustave Flauberts sensualiserede roman om Kartago efter første puniske krig, og hele rejsen op ad floden, der kun fører sygdom, vold og barbari med sig, kan dårligt ses som andet end en kommentar til Joseph Conrads Heart of Darkness. Ballards hovedperson hedder Mallory, Conrads fortæller er kaptajn Marlowe, og Mallory selv er en ærketypisk britisk antihelt: Flegmatisk og plaget, men også handlekraftig og stædig.

Men selvfølgelig er bogen skrevet i en anden tid. Kolonierne er afviklet, og selvom barbariet stadig venter ude i junglen, så er det ikke i form af en europæer, der har givet efter for sine dyriske instinkter. Mallorys rejse er dybt afhængig af Noon, der leder ham hele vejen, og mens Conrads vision fører ind i en svulmende, livskraftig jungle, så løber Mallorys patetiske fantasier bogstavelig talt ud i sandet. Drømmen om at blive den næste store opdager, om at beherske verden på vegne af det britiske imperium er ikke andet end det: En illusion uden indhold.

Selvom symbolikken i romanen er voldsom, er det ikke en svær bog at læse. Fortællingen drives frem af en tydelig og elementært spændende fortælling, som Ballard skriver frem i et smukt billedsprog, og hvor det kan være svært at tage Mallory alvorligt, når han hævder at have skabt floden, så ER den der jo som et fascinerende mysterium. Bogens sidste tredjedel bliver lidt lang i spyttet, men alt i alt var det et interessant bekendtskab. ( )

Een tweetal boekbesprekingen terug had ik het ook al over een werk van de in 2009, op 69-jarige leeftijd, overleden J.G. Ballard, dus op de auteur en zijn andere werken terugkomen lijkt me weinig zinnig.

En toch moet ik dat laatste misschien doen: De dag van de schepping heeft namelijk – uiteraard een aantal gelijkenissen met andere van zijn werken, maar ook verschillen en één specifieke eigenschap. Die specifieke eigenschap is dat het héél erg Afrikaans is, of toch Afrikaans zoals in “Afrika zoals het door een Europeaan die er gewoond heeft aangevoeld wordt”. Het is een rommeltje van opkomende en weer verlaten steden, rivaliserende bendes (“krijgsheer” is nog een eretitel voor de leiders van die groepen van een paar tientallen “soldaten” groot), achteloosheid en diepzinnigheid, ecologische rampen en schitterende natuur, en vooral véél ... koorts.

Want dat is wat deze De dag van de schepping is, een geleidelijk escalerende koortsdroom. Niet eentje van het soort waarmee je te maken krijgt in Apocalypse Now, maar een waarin de werkelijkheid gewoon steeds gekker begint te worden.

Dat belet echter niet dat in die droom/werkelijkheid of droomwerkelijkheid een aantal van de typische Ballard-thema’s opduiken: rampen (zelfs als ze in eerste instantie een zegen lijken en soms alleen maar omdat ze de personages in de weg zitten/helpen), idealen die bij contact met de werkelijkheid in hun tegendeel omslaan, de invloed van de cameralens, en hoofdpersonages die op een of andere manier niet écht in de wereld lijken te staan.

Het boek dateert intussen al van 1987, maar het verdient nog steeds ten zeerste gelezen te worden, ook al heeft de auteur van de achterflap er met zijn pet naar gegooid toen hij een korte inhoud neerschreef. Deze keer niet omdat het over een donkere toekomst vertelt, maar over een donkere realiteit.

I think, on reflection, that this is a minor Ballard novel. He seems at times to be recycling well-worn Ballardian tropes (abandoned airfields, a protagonist on the edge of psychosis, disturbing sexual imagery) with no clear purpose.

The "hero" Dr. Mallory somehow conjures a mighty river from the dust of the African desert and we are never quite sure if this and his subsequent adventures are real or the product of a diseased mind. The supporting cast are barely fleshed out, even the object of his obsession, teenage girl soldier Noon, is more of a metaphor than a real person.

Don't get me wrong, the quality of Ballard's writing never falters and some of the hallucinatory images are vivid and disturbing. But the plot is weak, the story drags and you never quite connect with Mallory and his river.

Ballard has written better novels, both before and after this one. So, three stars for the writing, but it's not one of his best. ( )