Frankrig, Paris, januar 1912
Den unge kvinde Adèle Blanc-Sec træffer en hr Robert Esperandieu, som hun kender fra det naturhistoriske museum ved Jardin des Plantes, hvor han arbejder for en professor Ménard. Han tager hende med til en seance, hvor et spiritistisk medie skaber kontakt til en nyligt afdød ven og kollega Philippe Boutardieu. Det er lidt en skuffelse, for Boutardieu griner bare. En professor Dieuleveult er også til stede og han synes ikke om Adèles tilstedeværelse. Hun får dog af de andre lov at følge med hen til museet, hvor de forsøger at vække liv i et fortidsmenneske eller pithecanthropus menneskeabe, som professor Dieudonné har fundet i en frossen mose i Sibirien. Fortidsmennesket er mellem 300.000 og 400.000 år gammel, men genoplivningen virker over al forventning, for fortidsmennesket taler et ganske belevent sprog og forstår hvad de siger. Han er dog ikke så begejstret for at stå nøgen foran Adèle. Han får tøj på og også et par solbriller og et glas cognac og en cigar. Esperandieu giver Adèle et lift hjem, men undervejs bliver de overhalet af en anden bil og beskudt. Adèle bliver såret, men hun skyder igen og den anden bil bryder i brand. Adèle er ikke overrasket for hun har følt sig forfulgt den seneste tid efter en affære med en sekt, der tilbad en assyrisk dæmon Pazuzu. Om natten bryder nogen ind og skyder på hendes seng, men hun har heldigvis fundet på at sove i et andet værelse. Næste morgen ringer hun til Ménard, som kan fortælle at Esperandieu ikke kom hjem. Hun får et brev, der fortæller at Esperandieu er blevet fanget og at hun skal møde op et bestemt sted ved midnat, hvis ikke der skal ske Esperandieu og chaufføren Eugene al landskens ulykker. Hun møder op og bliver overfaldet af abemennesket, der dog ender med at flygte. Hun undrer sig og næste morgen opsøger hun Simon Flageolet, der ikke vil hjælpe. På vej hjem bliver hun slået ned af en Gustave, mens hans chef vil alligevel ikke have fat i hende, så hun bliver sluppet løs igen og tager hen til Ménard, hvor hun bliver slået ned igen. Det viser sig at være Esperandieu, der står bag. Han er blevet træt af at stå i skyggen af Ménard og har fået storhedsvanvid. Han mener med nogle behandlinger at kunne gøre abemennesket til den perfekte soldat, men aben vil stadig ikke angribe Adèle og hjælper hende i stedet til at flygte. Esperandieus håndlangere bliver slået ned af Gustave og hans hjælper og hun bliver af disse bragt til chefen, der viser sig at være Caponi, der er gået over til forbryderverdenen af frustration over at være degraderet til færdselsbetjent.
Adèle bliver befriet af abemennesket og de flygter i bil med Caponi og hans hjælpere bagefter i en anden bil. Et mærkeligt edderkoppelignende uhyre dukker også op og blander sig i løjerne. Imens har Flageolet fået dårlig samvittighed og han og hans hjælper Jerome dukker op og giver alle et lift, da Adèles og Caponis biler er blevet ødelagt. Alle er nu på flugt fra den mekaniske edderkop. Edderkoppen forfølger abemennesket og indhenter den, men de styrter ned sammen og abemennesket og Esperandieu, som var inde i edderkoppen dør begge.
Politichefkommisær Dugommier dukker op og fortæller at Caponis to hjælpere faktisk er politifolk. Caponi bliver taget til nåde igen, men forstår stadig ikke rigtigt noget. Clara Benhardt dukker op forklædt som assyrisk dæmon og forsøger at slå Adèle ihjel, men uden held og hun må flygte, da der går ild i hendes dæmondragt.

Ganske indviklet handling, men flotte tegninger af Paris anno 1912. ( )

Konteksten for Tardis serie er efterhånden veletableret. Adèle er en handlekraftig ung kvinde med et særligt talent for at blive rodet ind i ubehagelige sager – og de sager er som regel en blanding af menneskelig dårskab og overnaturlige fænomener.

I bind tre trækkes der forbindelser til begge de foregående bind, men mest til bind 1. Igen vækkes forhistoriske væsener til live. Denne gang er det en forløber til det moderne menneske, fundet nedfrosset i Sibirien. Det går selvfølgelig galt, og mens forskellige grupper stræber Adèle efter livet, må hun prøve at rede trådene ud.

Det er svært at sige, hvem der er Den gale videnskabsmand, for de virker gale alle sammen!

Historiens tone passer fint til tiden lige før første verdenskrig, hvor selv velrenommerede forskere som ægteparret Curie eksperimenterede med spiritisme. Intrigen er lidt for indviklet til min smag, men Tardis tegninger fra fortidens Paris er en fornøjelse. ( )