Frankrig, Paris, marts 1912
En Edmond Choupard har det vanheld på tre forskellige dage at opdage tre forskellige lig, der er smidt rundt i Paris på bizar vis. Unge kvinder, indpakket og med et gedehoved sat på toppen. Den unge kvinde Adèle Blanc-Sec skriver på en roman om sine oplevelser, mens en lejemorder Thomas Rove pønser på at slå hende ihjel. Adèle bliver opsøgt af en Felicien Mouginot, der lige er vendt hjem fra en rejse i Østen og ved at hun har kendskab til Boutardieu og hans eksperimenter. Hun afviser ham, men han efterlader sin taske hos hende uden at hun opdager det. Hun har en mumie stående, som hun har arvet efter sin far. Mumien står næsten helt stille i sin montre, men da Rove bryder ind om natten, bryder den ud og stikker ham med et glasskår. Adèle hører larmen, men forstår ikke hvad der er foregået. Hendes mumie er væk. Der er blod på gulvet og hun finder Mouginots taske, som har en lille varm statuette som eneste indhold.
Næste dag læser hun i avisen at alle mumier i Louvre også er forsvundet. Nogen ringer til hende og aftaler et natligt møde på Gare de Lyon. Minutviseren falder af banegårdsuret og er lige ved at ramme hende, men der kommer ingen for at møde hende. Næste nat går et andet møde tilsvarende galt og det næste møde beslutter hun sig for at springe over og sender i stedet inspektør Caponi afsted med et anonymt tip. Han kommer slemt til skade, men chefkommissær Dugommier dukker op ved sygesengen og giver ham sagen med de forsvundne mumier. Adèle opsøger professor Ménard. Hans assistent Zborowsky er skør med Adèle (bogstaveligt), så han ender med at blive indlagt. Adèle spørger Ménard om Mouginot og han fortæller at Mouginot er mærkelig, men seriøs. Adèle fortæller at hun har været ude for fire attentater på kort tid. Hun har endda fået en fribillet til Titanic på dets jomfrurejse og det sank på den rejse. Ménard fortæller at Dieudonné er rejst tilbage til Centralasiens stepper og at Dieuleveult ikke er set længe. Adèle beslutter sig for at alliere sig med Mouginot og bryde ind i Esperandieus hus. Esperandieu havde tidligere haft hende spærret inde, men omkom selv i et besynderligt selvkonstrueret køretøj. De bryder ind og nede i kælderen finder de en gang ind i katakomberne. Her overværer de et kultmord på en ung nøgen kvinde. Morderen er klædt ud som en djævel med gedehoved og de ser også en person klædt ud som dæmonen Pazuzu.
Mouginot har en sær tankegang, så han overvejer om ikke genoplivede mumier vil søge hen til pyramider og småpyramider er der mange af på de parisiske kirkegårde og parker. Adèle har sære mareridt og går ud om natten og forsvinder. Næste nat finder Mouginot en pyramide som der tilsyneladende forsvinder folk i. Han følger selv efter. Udenfor venter inspektør Caponi med en masse mænd, men de går senere med uforrettet sag, fordi de ikke kan komme ind i pyramiden.
Inde i pyramiden venter et stort brød af en dørvogter på Mouginot, men overraskende nok vinder Mouginot slåskampen. Da han kommer længere ind i pyramiden, ser han en sarkofag, djævleskulpturen fra katakomberne og Pazuzu. En person klædt som mumie stiger ud af sarkofagen og gør klar til at myrde Adèle, da optrinnet forstyrres af Louis-Ferdinan Chapoutier i rullestol. Han bliver dræbt med en giftpil af Simone Pouffiot, der også er i rullestol. Hun gør det også af med hans nevø Jerome Plumier, før Carlo Gelati skyder og dræber hende. Pazuzu forsøger at gribe ind, men bliver også skudt. Det viser sig at være chefkommisær Dugommier, der gemmer sig bag masken. Personen i djævledragten bliver også skudt, men ham får vi ikke mere at vide om. Dørvogteren dukker op og giver Mouginot et los, men bliver selv skudt af Gelati og de ender med at slå hinanden ihjel. Mumien stikker Adèle, som dør, men i dødsøjeblikket river masken af mumien, så Clara Benhardt skamferede ansigt kommer til syne.
Myrderierne får dog en ende til sidst og alt dysses ned. Caponi kommer ind i pyramiden næste dag og finder Adèle liggende død. Hun bliver begravet på Montparnasse kirkegården, men senere forsvinder hendes lig. Mouginot har stjålet det og konserveret det. En aften forsøger Clara Benhardt at myrde ham, men hun bliver selv skudt og dræbt af Adèles mumie. Mouginot og mumien snakker sammen og mumien fortæller at det er tilfældigt at alle mumierne livede op på samme tid. Deres kontrakt lød på 3000 år og var lige udløbet. Mumien giver Mouginot nogle ideer til at genoplive Adèle og tager så med de andre mumier tilbage til Ægypten. Forinden har han advaret Mouginot om at der er en alvorlig krise under opsejling og at landet vil komme til at lide meget. Mouginot arbejder hårdt det næste år og i december 1913 har han et serum klar, der kan genoplive Adèle. Uheldigvis for ham dukker Thomas Rove op og slår ham ihjel først. Rove er engageret af Dieueleveldt, men bliver selv dræbt af denne. Og Dieueleveldt når ikke at gøre mere ved sin hævn over Adèle, før Den Store Krig bryder løs.

Enormt underholdende og veltegnet serie, der smukt fletter steampunk, Jules Verne, Edgar Allan Poe, Ægyptisk magi og mystik og en masse andet vås sammen med nogle superflotte tegninger. ( )

Så er jeg nået til fjerde bind af Tardis serie om den gæve Adèle og hendes eventyr lige før første verdenskrig. Det er en serie fyldt med mærkelige videnskabelige eksperimenter, morderiske kulter, genoplivning af døde og masser af mord. Men det er også en serie fyldt med humor og en ironisk distance, så man aldrig bliver rigtig bange.

I Vanviddets mumier er ironien endnu tydeligere end i de foregående bind, og samtidig er historien mere ligetil end tidligere.

Rundt omkring i Paris bliver lig hængt op. De er svøbt i stof og udstyret med en geds hoved, så tanken om mærkelige ritualer ligger lige for. Da Adèle bliver opsøgt af (endnu) en mærkelig videnskabsmand, tager historien for alvor fart. Hendes mumie bliver vakt til live, og kort efter forsvinder tyve andre mumier fra Louvre. Det lykkes hende at overleve flere attentater, men da hun for alvor er kommet på sporet går det galt: Hun ender i kultens vold og albummet slutter med noget af en cliffhanger.

Tegningerne er som sædvanlig suveræne og helt afgørende for at man faktisk føler sig hensat til Paris lige efter århundredeskiftet. ( )