’Fra smørhullet’ har jeg netop læst som led i mit Bog nummer 2 projekt. Jeg læste ’En dråbe i havet’ sidste år og glædede mig til denne roman, som jeg kunne huske fik meget flotte anmeldelser, da den udkom. Når jeg ikke fik den læst i første omgang, skyldtes det nok, at jeg ikke umiddelbart var betaget af et nærportræt af en midaldrende kvinde, der spiser slik fra morgen til aften. Heldigvis viste bogen sig da også at indeholde meget andet.

Først og fremmest har den en forklaring på – eller i hvert fald et bud på – hvorfor hovedpersonen Mette bogstavelig talt sidder med fingrene i kagedåsen i stedet for at leve livet: I romanens indledning beskrives bruddet med den berømte forfatter Søren Boisen – Søren og Mette! det er barnligt perfekt – som hun aldrig kommer over, og hvis anseelige hustrubidrag befrier hende for behovet for at komme i gang igen.

På den anden side er hendes tilbagetrækning fra livet startet tidligere. Da hun mødte Søren opgav hun en succesfuld karriere som maler for at hellige sig rollen som den berømte kunstners støttende hustru, og det mere end antydes, at kunsten for hende altid var en stor belastning.

Uanset årsagen, så sidder Mette nu i smørhullet. Hun spiser slik, læser dameblade og ser realityfjernsyn, men det er alt sammen nydelse med dårlig samvittighed. Hun BURDE jo spise sundt, læse bøger hun blev klogere af og ikke opfatte det som en belastning, når der langt om længe bliver vist kunstfilm og dokumentarudsendelser efter klokken elleve. Hun BURDE – og alligevel orker hun det ikke. Et sponsorbarn i Burkina Faso koster jo nogle pakker Anton Berg om året, og hvad kan et enkelt menneske overhovedet gøre over for verdens dårligdomme?

Kirsten Hammann skriver fantastisk om både Mettes glæde ved pinlige vaner og om hendes dårlige samvittighed. Jeg kluklo mange gange, f.eks. af denne kærlighedserklæring til Japan Mix: ”En pose holdt kun i to dage og kostede 20 kr., så det blev lidt dyrt, for hun spiste jo også andre typer snacks og slik, blot var det Japan-mixen, der var aftenens søjle. Den, der ikke kunne undværes, måske stå alene, men ikke mangle.” (48)

I tilgift til den dårlige samvittighed over at have det for godt, når andre har det så dårligt, og apatien, der forhindrer Mette i at gøre noget ved det, lider hun også af et stort mindreværdskompleks. Selvom hun hjælper Søren med Løgstrup, ser hun sig ikke som hans ligemand. Hun har altid været den lille, og det har hun det i virkeligheden også bedst med, selvom hun som barn gerne ville have en lillebror: ”Hun ville også gerne have en at slå på og sætte sig ovenpå, holde fast og kilde og spytte på og vinde over.” (177)

Det er selvfølgelig nemt nok at more sig over Mettes fortrædeligheder, men den store styrke ved ’Fra Smørhullet’ er, at man kan kende så meget fra sig selv. Hvem har ikke siddet en aften og set amerikansk action på TV3, når der var prisbelønnet, eksperimenterende drama på DR2? Eller følt trang til at gøre noget ved uretfærdighederne i fjernsynet – uden at komme længere end til forargelsen?

Jeg skal i hvert fald ikke sige mig fri for det, og derfor rammer Kirsten Hammanns roman det danske velfærdsliv lige på kornet. Måske bliver den en smule længere end nødvendig, men på den anden side er en af pointerne, at Mette liv i forhold til andre romaners dramatik forandrer sig meget lidt, og det afspejler sig i bogen. ( )

Krasbørstig, vittig, rammende og spiddende satire over nutidens yngre kvinder: smækfyldt med narcissisme, usikkerhed og uvidenhed. Bidende og småtrist - om Mette på 35, der forsøger at fabrikere sig et liv i et nutidigt København ( )