Summary: This book is about a teenage boy who gets scarlet fever and is hallucinating. It’s confusing but the disease ends up absorbing his body and then he becomes the disease and wants to spread. In the end when he is the disease, he says hes so excited to go to school and touch everybody.
Opinion: I liked this book alright. Fever dreams are a very serious and scary thing. However, I think the book is actually too long and confusing for kids. It was just weird! ( )

I'm not very big on horror, but I can't resist Bradbury. And his horror is more mental than almost anyone's. This is a short, scary, wonderful book that has glow-in-the-dark illustrations. The illustrations are not as effective as they might be, because one must hold them up to a light then turn off the light. And when the light is off, the text is gone. Creepy, haunting, and recommended.

Bradbury on his worst day is a splendid writer, and this is far from his worst day. ( )

Indeholder "Feberdrøm", "Enden på begyndelsen", "Årstid med stille vejr", "Dragen", "Gaven", "Drømmeredning", "Solfaldsharpen", "Og det råbte fra klippen", "Mørke var de - med gyldne øjne", "En tid til at gå bort", "En duft af sarsaparil", "Byen hvor ingen stod af", "Ikarus Montgolfier Wright", "Den vidunderlige flødeis-habit".

"Feberdrøm" handler om drengen Charles på femten, der er blevet syg. Han føler at sygdommen overtager først hans ene hånd, så den anden, så armene og benene, men lægen hører ikke rigtigt efter. Næste dag er han helt rask og vil gerne i skole og trykke alle i hænderne. Lidt skræmmende måde at sprede en ny sygdom på.
"Enden på begyndelsen" handler om at se hele menneskets historie som en æra før rumrejser og en æra efter den første rumrejse, der derved markerer enden på begyndelsen.
"Årstid med stille vejr" handler om George og Alice Smith, der er på ferie i Spanien og kommer forbi en strand, hvor George tilfældigt ser Pablo Picasso, der går ved stranden og tegner et stort billedepos med en ispind. George er dybt fascineret, men har ikke tid til at hente sit kamera. I stedet går han flere gange forbi værket og memorerer det, indtil mørket og tidevandet visker det ud.
"Dragen" handler om spøgelsesriddere, der bliver kørt over af et stort tog. Togførerne bemærker lige akkurat at der er noget i tågen, men det har de set før og ved at det er ligemeget.
"Gaven" handler om at juletræet ikke må komme med på raketten til Mars, men så kan man jo kigge ud på alle stjernerne i stedet.
"Drømmeredning" handler om Leonard Sale, der nødlander på en asteroide og plages af stemmer i sine drømme. Han prøver at holde sig vågen til hjælpen når frem om seks dage, men det går skidt. Stemmerne tilhører Tylle af Rathalar og Iorr af Wendillo, afdøde herskere over vældige hære. Han er ved at blive vanvittig, men så kommer redningen heldigvis. Eller nej. Han når heller ikke at advare hjælperne, der derfor tænker at det kan være godt at hvile ud på asteroiden efter nogle hårde dage i rummet.
"Solfaldsharpen" handler om en havfrue, der skyller i land og bliver opdaget af et par drenge, der tilkalder de to mænd, Costa og Tom. Costa kører efter en ladning is, men havfruen er væk igen, da han kommer tilbage. Drengene og de to mænd er de eneste, der har set havfruen og de siger ikke noget til andre, for hvorfor blive til grin?
"Og det råbte fra klippen" handler om oktober 1963, hvor en atomkrig netop har udslettet store dele af USA og Europa. John og Leonora Webb er i Sydamerika og prøver at komme hjem, men amerikanske penge er ikke i så høj kurs længere. Og en bil uden benzin er ikke noget værd. De går til den lille by Colonia. Og får husly på hotel Esposa, hvor værtet husker dem som gode kunder fra for år tilbage. Men stemningen i byen (og resten af landet for den sags skyld) er ikke med velnærede amerikanere, der aldrig har prøvet at sulte eller begrave børn, der er døde af tuberkulose. John og Leonora forlader hotellet og går hen over plazaen, hvor en gruppe af byens mænd venter på dem. Titlen er taget fra en negersang: Jeg gik til Klippen for at skjule mit ansigt, og det råbte fra Klippen: "Intet skjulested her. Der findes intet skjulested her".
"Mørke var de - med gyldne øjne" handler om Harry Bittering, hans kone Cora og deres tre børn, Tim, Laura og David, der kommer til Mars sammen med nogle andre passagerer fra en raket. De bygger sig et lille hus, men Harry vil hellere tilbage til Jorden igen. Selv om der ingen marsboere er der mere og selv om der snart vil være en million mennesker på Mars, er familien bange. En dag rammer atomkrigen Jorden og der kommer ikke flere raketter til Mars. De har taget planter og træer med fra Jorden og de trives fint, men Harry synes at de er anderledes. Det er rigtigt at de har fået andre farver end på Jorden og menneskene og dyrene har også ændret sig. Selv Harry er ved at ændre sig, men han kæmper imod og begynder at bygge en raket. Et ord falder ham ind, Iorrt. Det er det gamle marsiske ord for Jorden. Børnene kalder ham Utha. Det er marsisk for Far. De andre nybyggere tager op i bjergene til de gamle marsiske bygninger der. Harry og Cora følger med og raketbyggeriet bliver sat på pause. Børnene kalder sig nu Ttil, Linnl og Werr. Efter at have boet i marsbygningerne hele sommeren, overvejer de slet ikke at tage tilbage til de grimme huse, som jordmenneskene boede i. Fem år senere lander en raket fra Jorden og et hold soldater begynder forfra med at kortlægge området og planlægge hvor næste hold kolonister skal bo. Oppe i bjergene er der nogle fredelige marsboere, der ikke har nogen erindring om menneskene eller hvor de blev af.
"En tid til at gå bort" handler om en mand Willie på 75 og hans kone. Han mener at tiden er inde til at gå bort og hun mener det er Tid At Blive Hjemme. Men hun giver ham en god varm frakke på og sender ham bort. Og helt som hun havde håbet på, kommer han tilbage om aftenen.
"En duft af sarsaparil" handler om William Finch, der rydder op på loftet over nogle dage. Hans kone Cora er utilfreds med tempoet, men han mener at loftet er som en tidsmaskine, der fører ham tilbage til ungdommen. Ja, faktisk er en rigtig tidsmaskine og han tilbyder hende at være med. Hun afslår, så han forsvinder (måske bare gennem et åbent tagvindue) og efterlader bare lugten af sarsaparil.
"Byen hvor ingen stod af" handler om et par handelsrejsende i et tog. De snakker om byer, hvor ingen står af og den ene af dem bestemmer sig for at stå af ved næste stop, der hedder Rampart Junction. Han bruger dagen på at gå rundt i byen, hvor der næsten ingenting sker. En mand har siddet på perronen og ventet i årevis. De to udveksler tanker om at begå det perfekte drab på en helt ubekendt person. Men det ender med at de skilles igen uden at have gjort vold på hinanden. Den handelsrejsende står længe og læner sig ud af døren i togvognen og kigger ud i mørket, mens fartvinden brøler omkring ham.
"Ikarus Montgolfier Wright" handler om en raketskibspilot, Jedediah Prentiss, der tænker tilbage på Ikaros, Montgolfier, Wilbur og Orville Wright og tænker fremad og håber at hans egen grav engang vil være på Mars. Og så går han ud til raketten.
"Den vidunderlige flødeis-habit" handler om seks mænd, Martinez, Villanazul, Manulo, Dominguez, Vaminos og Gomez, der går sammen om at købe en flot habit til 60$. Det kan kun lade sig gøre, fordi Gomez omhyggeligt har fundet de fire andre, som har samme højde, drøjde og kropsbygning som han selv. Den første aften får de den hver en halv time. Gomez har fortrudt at tage Vaminos med, for er han ikke lidt af en klodsmajor? Vil han ikke ødelægge habitten? Gomez, Manulo, Dominguez, Villanazul og til sidst Martinez går ud i byen og får en fantastisk oplevelse med den flødeis-farvede habit. Efter midnat er det så Vaminos, der lige skal skrubbes ren inden han får lov. Da han er kommet udenfor døren og den er lukket, tager han sit lommetørklæde frem og river det midtover. De andre forfærdes over lyden og synes ikke det er en god spøg. Vaminos går ned på en berygtet bar og kommer i dårligt selskab. De andre holder øje med ham og forsøger at redde ham ud af et slagsmål, men de bliver selv lakket godt til. Ude på gaden bliver Vaminos kørt ned, mens han har habitten på. Den kommer ikke noget til, men Vaminos må bytte tøj med de andre for at ambulancefolkene ikke skal klippe i habitten. Villanazul kører med i ambulancen og de fire andre står tilbage. De renser og stryger habitten, så den er frisk og ny igen. På vej hjem møder José Martinez den unge kvinde Celia Obregon. Hun har lagt mærke til ham da han havde habitten på, men fortæller ham at han ikke behøver den. Han går tilbage til de andre og de nyder at have habitten og tænke på alt det, de vil gøre. Og at det er synd, hvis de bliver rige og derfor alle har deres egen habit.

Glimrende noveller. Ideen med at have en raketpilot i stedet for en styrecomputer er sød, men urealistisk. "En tid til at gå bort" er en sød historie om et gammelt ægtepar. ( )