Donald Wandrei (1908–1987)

It's remarkable that something with a heavy subject like "our gods hate us" could be so much fluff. This book is an H.P. Lovecraft imitation, both in its overwrought prose and its cosmic-horror storyline, and that's not an unjustified slur. Wandrei was part of Lovecraft's circle, the author even dedicates the book to him, and he frequently reads like he is trying to impress his mentor rather then develop his own story.

However there is one chapter that stood out. At one point a rake trying to avoid the law accidentally picks up the McGuffin and flees the country on a ship. There he is attracted to a beautiful woman whom he seems to recognize as a fellow scofflaw. Their whole night is a kind of feverish foreplay interrupted by vengeful ghosts implied to be brought on by the McGuffin. The whole chapter is just great. The writing is tense, the atmosphere drips with a sexy dread, the dialogue is pithy. I understand Wandrei wrote mystery novels so it's a shame he didn't just flesh this chapter out into a novel length supernatural noir, like a great episode of Tales from the Crypt.… (plus d'informations)

Indeholder "1. Mysteriet ved Isling", "2. Djævelens kirkegård", "3. Den forsvundne gud", "4. Under krikegården", "5. Leg til døden", "6. Den underjordiske fælde", "7. Stonehenge", "8. Indskriftens forbandelse", "9. De besatte", "10. Fra Grahams dagbog", "11. Påskeøen", "12. Den uendelige drøm", "Levende astronomi 3".

Marge og John Grant har en dreng på 11 år ved navn Willy. De bor tæt ved en gammel kirkegård i Isling. Kirkegården har fra gammel tid et dårligt ry og en dag kommer Willy hjem med en grøn sten, han har fundet der. Marge smider den væk, men han finder den igen og tager den med op på sit værelse. Om natten dør han. Marge og John bliver vækket af et skrig. Marge har lige haft en uhyggelig drøm og da hun ser Willys mishandlede lig, besvimer hun og taber petroleumslampen og sætter ild til huset. John vælger at redde Marge ud, men huset brænder ned. Helt tilbage til 1655 har der været snak om et gudebillede, en statuette, der spredte gru og rædsel omkring sig. Marge er gået fra forstanden og flakker rundt i nærheden af kirkegården. Et par uger efter branden finder hun noget, som hun kalder "den lille grønne sten, der har spist Willy". Det bliver tordenvejr og naboerne ser lyn slå ned i nærheden af huset, men tænker ikke nærmere over det. Men Marge og John dukker ikke op de næste par dage, så et par modige naboer går derover og finder Marge og John ikke bare døde, men grotesk forrådnede. Og hvad end der var i Marge's sjal, så er det der ikke mere.
Historien når aviserne og en Carter E. Graham (konservator ved Ludbury museum og ungkarl) bliver pirret på sin nysgerrighed og begiver sig til Isling efter at have checket på kortet. Jo, der er ikke ret langt fra Stonehenge. Han tager afsted med tog og taxa og finder både statuetten og en slags flise, der ser ud til at vise vej til noget mere. Graham er vældig berejst og har set meget, men ikke noget, der ligner disse genstande. Materialet er en blanding af sten og metal. Han tager toget tilbage, men det forulykker og han havner på et hospital. Han viser sig at være eneste overlevende fra den togvogn. Årsagen til ulykken er en total gåde og hans kuffert med den lille statuette er væk. Han har haft kraniebrud og er blevet opereret af kirurgen sir Warren, som han kender personligt. Han bliver hurtigt udskrevet og giver sig til at lede efter kufferten og efterlyser den i avisen. Uden held. Han tager tilbage til kirkegården (kendt som Djævelens Kirkegård og beliggende ved en vej kaldet Vadia fra gammel tid). Her graver han ned til flisen igen, tager billeder af den og får en til at fremstille nydelige aftryk af det. Så kontakter han en professor Alton, der er ekspert i gamle sprog og indskrifter og får hans hjælp. Alton synes det ligner noget fra før Sanskrit og måske en anden udgave af Ulonga-sangen. Måske skulle man imens kigge på Stonehenge, Angkor-Vat, Påskeøen og den store guldskive fra Nyamba. Men i stedet beslutter Graham sig til at se hvad der gemmer sig under flisen på kirkegården. Han tager en ung kollega Bjort Liska og portnerens søn Thomas med som hjælpere. Graham graver ned til flisen og har sikret sig med et reb om livet, da flisen forsvinder pludseligt udløst af en af hans bevægelser. Under ham er der nu bare et stort sort hul. Han lader sig fire op igen og aftaler med Liska at denne følger med ham ned i hullet. Thomas bliver tilbage og skal bare stå klar, hvis de vil op igen. De har en slags gondol og masser af reb og det er godt, for hullet er en slags brønd, der er flere hundrede meter dyb og lavet af samme stenmetal som flisen. Til sidst når de bunden. En vældig halvkugleformet hule, hvor der ligger en stor dynge af menneskeknogler. De øverste er af moderne mennesker, men længere nede støder de på Cro-Magnon skeletter. Hvor mange tusinder af år har denne hule ligget her? Og hvordan og hvorfor? Længere nede i dyngen finder de neanderthalere, Predmost-racen, eantropus, Piltdown-manden, Rhodesia-manden, pitecantropus erectus, Peking-manden, sivapitecus osv. De bruger tre timer på at lede i bunken efter spændende eksemplarer. Desværre bliver de afbrudt af rebet, der kommer væltende ned til dem. Flisen er åbenbart tidsindstillet til at lukke åbningen til igen. De to tager det dog med stor fatning og Graham udforsker hulen for at se om der er andre veje ud.
Da toget forulykkede, gik det også ud over bokseren Dan Farrel, der var på vej mod Southampton til en skibsforbindelse til USA med Western Queen. Han er lidt fortumlet, men får samlet sin kuffert op og når lige med hiv og sving frem til skibet. Her opdager han så at han har taget en anden mands kuffert. Han møder en smuk ung kvinde om bord, Joane Marsh. Han viser hende den lille grimme statuette, han har fået som uventet bagage og hun synes at den er hæslig på en sød selvlysende grøn måde, så han forærer hende den. Kort efter går Western Queen ned i et underligt grønt lysshow og kun en brusen på overfladen af havet viser hvor det skete.
Nede i hulen finder de under bunken af knogler ude i siden noget, der ligner nedgangen til en lang korridor, men der er ikke antydning af luftbevægelser der. Liska bliver i hulen i håb om at Thomas får sendt et nyt reb ned og Graham tager turen ned i den lange gang, Han går i timevis. Gangen forandrer sig og bliver skæv og skifter orientering og pludselig ligger han på jorden midt i Stonehenge. Han får fat i en vogn og kører tilbage til Isling, hvor han finder Thomas sovende på jorden. Flisen er på plads igen og har klippet rebet nydeligt over. Thomas og Graham finder et nyt reb og Graham får igen flisen til at forsvinde, så han kan blive sænket ned til den enorme knoglebunke og Liska. Han finder dog ingen Liska, men opdager i stedet alle Liskas medbragte redskaber arrangeret rundt om et nyt skelet. Han bjærge ting og skelet og lader sig hejse op igen og rapporterer til de lokale myndigheder. Da han endelig kommer hjem igen, finder han et brev afsendt fra professor Charles Alton via dennes sekretær James Marten. I brevet finder han en beretning fra Alton om tydningen af indskriften, men også en fortælling om hvordan Alton har mærket sin egen død komme efter at han har læst noget af indskriften højt. Det er en gammel, gammel udgave af Ulanga-sangen og Alton har en klar fornemmelse af at det kun er ham, der har kunnet tolke indskiften for han har netop forsket i disse gamle indskifter.
"Vågner påny, I fjerne tidernes og verdensrummets og al tilværelses titaner! Vågner, I herrer over livet og døden og kraften! Når dagen kommer, som står optegnet i himmellegemerne, skal I komme fra stjernerne i den vældige verden, som tilhører jer, ned til denne lille jord, som I har skabt. I skal tage, hvad der tilhører jer og vende tilbage. Oh, Seglets Vogter, tag alt det fra os, som titanerne har givet os, og som tilhører dem, lad dem tage det på den dag, som står optegnet i himmelhvælvet. Vi tilhører dig, som vi tilhører dem. Mens vi venter dem, tilbeder vi dig. Fjerne titaner, vågner påny!"
Da Graham har læst Altons brev, sidder han længe og tænker. Dagens og de foregående dages aviser har uheldssvangre nyheder om optøjer i de afrikanske lande, heksedoktorer og sort magi, optøjer i Indien og hinduer, muselmænd og sikher i kamp. Der er også nyheden om en kunstner Glen Kalen, der har begået selvmord og efterladt en note til Septhulen om at "når du kommer, er jeg i det mindste borte". Han har efterladt en masse helt nymalede malerier af grøn tåge og en dæmonisk skikkelse i færd med at opæde en mængde bittesmå menneskevæsener. Og statuer på Påskeøen.
Graham beslutter sig for at tage til Påskeøen med det samme. Han fører dagbog og tænker tilbage på sin opvækst (hvor han var lidt af en enspænder og ikke plejede omgang med ret mange af sine jævnaldrende). Han klarede sig fint i skolesystemet og kom på Oxford universitet, hvor han forelskede sig i en to år ældre kvinde Iris. De flyttede sammen og hun blev gravid, men de ville vente til at gifte sig til han blev 21 år på grund af en bestemmelse i hans forældres testamente. Men i august inden da, bliver Iris myrdet af en tidligere kæreste. Scotland Yard finder ham hurtigt og han får livsvarigt fængsel. Men Graham er dybt fortvivlet og prøver mere eller mindre helhjertet på at begå selvmord, men bliver forhindret i det flere gange.
Til sidst opgiver han og kommer til at tænke på at Iris gerne ville have været til Ægypten. Han løser billet dertil og bruger tid på at se på sfinxen. Og tænker at arkæologi er det rigtige område at slå ind på. Han studerer Ægyptens pyramider, Tibet, Mongoliet, Stonehenge, Yucatan, Angkor-Vat og navnlig Påskeøen. I Paru-Sai i Tibet møder han en gammel præst med en endnu ældre bog. Præsten oversætter og læser op fra bogen:
"Når stjernerne er kommet i den position, som er forudsagt i profetierne, skal titanerne vågne og vende tilbage. Jorden skal åbne sig. Fra krypter, dybere end skyernes højde, skal Seglets Vogter stige frem og hidkalde titanerne. Seglets Vogter skal selv blive som en af dem, når han indtager sit sæde på Crltul Thr. Vandene skal komme i kog, jorden skal åbne sig, lynene skal flamme og himlen brænde. Fra deres univers hinsides stjernerne skal titanerne stige ned. Og de, som har skabt os af ilden og støvet, kommer da for at kræve og udslette alt liv. Dette vil ske, når titanerne vågner, når stjernerne er i den forudsagte stilling, med mindre den mand kommer, der vover at trodse Seglets Vogter med hemmelighedernes hemmelighed. Hvis han trodser Vogteren og maner ham til ro, da bliver Vogteren atter til sten, og titanerne venter påny i det fjerne, indtil stjernerne atter indtager den rigtige position. Og Seglets Vogter trækker sig tilbage til Mrcg."
Den gamle bog har også nogle kort. Et af dem er et stjernekort over himlen som den så ud for ca 1.500.000 år siden og et verdenskort viser kontinenterne, som de så ud på den tid. Graham studerer nu fotografierne af flisen fra Isling og genfinder de samme billeder.
Han tager til Påskeøen og dens vulkan Rano Raraku. Han går rundt på øen, der i modsætning til hans første besøg, er helt øde. Han går fra Akahange til Rano Raraku og tæt ved Toa-Toa finder han en nygravet slags grøft. Her genfinder han gudestatuetten ovenpå en stor blok af samme materiale. En lysstråle står ud fra den og breder sig mere og mere. Lyden af Uonga-sangen gentages i det uendelige, men Graham får tolket den anden del af Altons oversættelse og råber ordene ud mod søjlen af lys. Den udvider sig og omslutter ham og han bliver bevidstløs og kommer til sig selv et meget mærkeligt andet sted efter en følelse af at have rejst umådeligt langt og længe. Det er ikke en helt forkert følelse, for han vågner op i havet, hvor Påskeøen engang lå. Det er 1.500.000 år siden og han bliver samlet op af en mand, der ligner en dværg med et stort hoved. Dværgen har en flyvemaskine, der bare svæver og han har heller ikke brug for en trappe for at komme ned og fiske Graham op. I løbet af et stykke tid lærer Graham nok af sproget til at have et indtryk af samfundet og nok så spændende, et indtryk af at titanerne igen er på vej. Han slukker for info-skærmen, kaldet en unitel, og begiver sig mod Påskeøens position igen. Han forudser at han er udset til at gentage sig selv hver halvanden million år i al evighed. Men så må det jo være sådan.

"Levende astronomi" handler om Månen, meteorkratere, Johann Hieronymus Schröter (30 august 1745 - 29 august 1816), Alfred Wegener (1 november 1880 - 1 november 1930) og dennes eksperimenter med cementstøv, gipsstøv og zinnober til at simulere hvad der sker, når et meteor rammer en planetoverflade. Schröters optegnelser og materialer blev ødelagt under napoleonskrigene og Wegener talte flydende dansk og var med på nogle af de danske ekspeditioner i Grønland.

Bogen er i udkanten af Cthulhu universet. Vi følger Carter E. Graham fra England til Påskeøen for at opsøge og nedkæmpe onde magter. Vås og vrøvl, men lettere underholdende, specielt hvis man bor i et pivutæt og underopvarmet engelsk hus og tænderne alligevel klaprer. N'ga n'ga rhthl' cheti ust s g'lgggar septhulchu nyrcg s thargoth k'tuhl s brogg meargoth s bh'rw 'lutl ubwcthughu dägoth ... hvis jeg så må sige.… (plus d'informations)