Photo de l'auteur

William Rankin

Auteur de Introducing Newton

10+ oeuvres 196 utilisateurs 1 Critiques

A propos de l'auteur

William Rankin is associate professor of the history of science at Yale University.

Œuvres de William Rankin

Oeuvres associées

Only Angels Have Wings [1939 film] (1939) — Writer — 58 exemplaires

Étiqueté

Partage des connaissances

Sexe
male

Membres

Critiques

Indeholder "Possibly Ambiguous Terms", "Introduction - Territory and the Mapping Sciences", "I. The International Map of the World and the Logic of Representation", " 1. The Authority of Representation", " A Single Map for All Countries, 1891-1939", " 2. Maps as Tools", " Globalism, Regionalism, and the Erosion of Universal Cartography, 1940-1965", "II. Cartographic Grids and New Territories of Calculation", " 3. Aiming Guns, Recording Land, and Stitching Map to Territory", " The Invention of Cartographic Grid Systems, 1914-1939", " 4. Territoriality Without Borders", " Global Grids and the Universal Transverse Mercator, 1940-1965", "III. Electronic Navigation and Territorial Pointillism", " 5. Inhabiting the Grid", " Radionavigation and Electronic Coordinates, 1920-1965", " 6. The Politics of Global Coverage", " The Navy, NASA, and GPS, 1960-2010", "Conclusion. The Politics in My Pocket ", "Acknowledgements", "Acronyms and Codenames", "Notes", "Index".

Starter nydeligt med at forklare nogle flertydige termer og lægge sig fast på denne bogs sprogbrug. Derefter følger en indledning om at nationalstater, lande, grænser og territorier slet ikke er noget, man har været enige om i ret lang tid og at begreberne er vigtige for forståelse af hvad et kort overhovedet er for noget og hvad det viser. I første verdenskrig trykte man millioner af kort og i anden verdenskrig sikkert over en milliard. Senere krige i Vietnam, Irak og Afghanistan har slet ikke udløst samme mængder, fordi GPS og GIS systemer fremstiller kortene efter behov og viser dem online og med en rød prik (Her er du!). Resten af bogen er delt op i tre emner, International Map of the World, Universal Transverse Mercator og Global Positioning System, dvs IMW, UTM og GPS, hvilket ligner en god måde at få både bredde og dybde i bogen.

I 1891 lancerede Albrecht Penck ideen om at lave et universelt verdenskort. Ideen var at starte med at blive enige om hvordan det skulle se ud og så kunne alle landes kartografer lave kort på livet løs og når man så klistrede dem sammen til et verdenskort ville delene passe sammen og være ens i udseende og detaljeringsgrad osv. "a transition from the age of exploration and a new age of scientific synthesis" og "Conceptually, this kind of map is nothing less than a paper replacement for the physical landscape". Projektet kom godt fra start og næsten alle lande kom med, men i praksis er projektet nu stort set opgivet, for man har jo ikke det store brug for et stort skoleatlas, men i stedet for har man brug for specialkort, der viser netop det, man har brug for. IMW viste også at den slags kort er udtryk for centralmagtens opfattelse, fx om det hedder Makedonien eller Nordmakedonien. Det er morsomt at det er svært at finde eksempler på at IMW egentlig er blevet brugt til noget. Starten på IMW projektet er også samtidig med at man begyndte at kunne trykke farver, så der er gået megen tid med at diskutere farvelægning og at bjerge ikke skal være lilla. Ret hurtigt bliver man enige om at lave kortstykker med 6 længdegrader x 4 breddegrader på. Det giver (360 / 6) * (180 / 4 - 1) + 2 = 2642, hvor man nøjes med 2 kortstykker til polaregnene og så deler de resterende breddegrader op i 44 bælter a 60 stykker. Op til anden verdenskrig er projektet ret succesfuldt selv om man snarere bruger det som basiskort, fordi det er billigere end fordi det er perfekt til formålet. Fx laver man et kort over romerriget, Tabula Imperii Romani, hvor man finder sig i at floderne har engelske navne og at der står Edinburgh som titel på kortet over Skotland.

Under anden verdenskrig har man andet at tænke på end IMW. USA har fx 0 brugbare kort over Japan. De udsætter kortproduktion for samlebåndsprincippet og et nyt kamerasetup til luftfotografering - trimetrogon, der tager tre billeder på præcis samme tidspunkt. De hyrer også nye folk ind i en rasende fart. Fx havde Aeronautical Chart Service 20 ansatte i december 1941 og måneden efter var de 9 gange så mange og udliciterede så de havde over 5000 kartografer beskæftigede. Efter krigen beholdt man mandskabet og producerede masser af kort i højt tempo. Kortudsnittene for deres "World Aeronautical Chart" var de samme som IMW, men konstrueret lidt anderledes og med fokus på ting, der kan ses fra luften. I det hele taget begynder man at fokusere på anvendelsen og IMW ender med at blive set som et "fundamentally misguided goal". Dvs man er heldig hvis det kan bruges til noget. Flyvekortene går gennem hurtige iterationer og man kan spare mange detaljer uden at gå på kompromis med sikkerheden, ja den bliver måske endda bedre.

Under første verdenskrig får franske kartografer en god ide. Koordinatnet, der er uafhængige af hvilke kort og hvilken skala, man bruger. Hvis man bruger en konform afbildning er vinkler bevarede og man skal så "bare" have afstande markeret (i princippet på et 1:1 kort). Samme ide har tyskerne fået, men deres generaler mener at de snart vil bryde igennem fronten og derfor får deres kartografer ikke lov at lave de samme kort. Systéme Lambert tillader at det samme kort dækker hele Frankrig og noget af Tyskland med en konform afbildning og med præcision ned til en meter, så det er kanonernes præcision i stedet for kortets præcision, der afgør om artilleriet kan ramme. Store målfaste "plotting boards" sørgede for at vinkler kunne aflæses uden at forlade sig på papirkort, som kunne krympe op til en procent når de blev udsat for fugt, kulde og ælde. Kombineret med lister over velkendte koordinater (med præcision ned til 10 centimeter) var det nok til at artilleriet kunne påbegynde et præcisionsangreb uden først at skyde sig ind på målet.
Koordinatlisterne forandrer fokus fra kortet til en mængde af koordinatpunkter. Artilleriet kan nøjes med at kigge på kortet for at se hvilke punkter der er i nærheden og så kan de slå dem op med meget højere præcision end ved at aflæse dem på kortet. Og det er også smart for mange andre end artilleriet. Man er nødt til at enes om en referencegeoide for at kunne få triangulationsnet til at mødes uden uenigheder på flere hundrede meter. Det er alle enige om, så det sker ret hurtigt, men så skal man jo også beslutte sig for om man vil genberegne alle sine gamle trianguleringsnet. En Pierre Tardi foreslog i stedet at dele verden op i nord-syd strimler og bruge en transvers Mercator projektion (i Europa kaldet Gauss projektion). Men for at gøre beregningerne spiselige, havde han valgt formler, der gav store fejl mere end 36 breddegrader fra ækvator.

I krigstid er det en fordel at fjenden ikke nemt kan bruge ens egne kort til at skyde hen over grænserne, men i fredstid og med udbredt flytrafik er det en alvorlig hæmsko. Under anden verdenskrig blev grids brugt meget. Forfatteren gætter på at ca halvdelen af alle artilleriskud skete ved hjælp af grids. Centraliseret ildledelse gjorde at fly kunne lokalisere et mål, melde det til ildledelsen som meldte til det lokale artilleri der kunne begynde at skyde få minutter efter at det nye mål var meldt ind. Men et stort problem var at der var mange forskellige lokale grids, der dårligt eller slet ikke hang sammen med de tilstødende grids. Endnu mere irriterende var brugen af forskellige grids i det samme område, fx "US Army's World Polyconic Grid" og "Air Defense Grid" og "Joint Army-Navy Grid". Nogle punkter i nordfrankrig var ved krigens afslutning velsignet med syv overlappende systemer. Og naturligt nok for hæren vil gerne have et lokalt net, flåden et regionalt net og flyvevåbnet et globalt net. Men det er alligevel noget rod.
Efter anden verdenskrig fik USA succesfuldt bredt deres UTM system ud over verden. Det bliver designet allerede før krigen er slut. Hovedarkitekt er en John O'Keefe. Verden deles op i 60 strimler og disse i 20 bidder, så Boston fx er i 19T. Disse deles i 100 km kvadrater med tobogstavs navne, så Boston metro area er 19T-CG og så angives punkter med koordinater regnet fra sydvestre hjørne, fx 19T-CG-30179-91536, som man skriver ud i et som 19TCG3017991536. Dvs man kan angive både lokale, regionale og globale koordinater på en praktisk måde. Zonerne overlappede og fejl var acceptable indenfor Europa, hvor amerikanerne regnede med at de næste krige skulle stå. Så de var ikke så kede af at Vietnam fx ikke var dækket helt godt. Tæt ved ækvator er strimlerne ganske brede og fejlene i yderkanterne er ikke trivielle. I Sydvietnam var fejlene ca 2.5 gange det acceptable.
Beregningerne for at få Europa med i UTM nettet var pænt store, men Floyd Hough havde skaffet både mandskab og data ved at følge i hælene på invasionshæren med en lille specialenhed. Pænt mange tyskere var derfor i brug som beregnere og fra 1950 og frem havde amerikanerne også computere til hjælp. I årene efter krigen skubbede amerikanerne listigt på for at få UTM ind så mange steder som muligt. Irene Fischer opdager at den internationale ellipsoide faktisk kun er god i Europa og giver store fejl andre steder. "The Potato and the two Eggs". Det fører til nye beregninger og til sidst til WGS60 ellipsoiden. Sovjetunionen havde et (ikke kompatibelt) UTM system. Gad vide hvad det hed?

Radionavigation i anden verdenskrig startede med Gee (kodeord, men taget fra ordet Grid), som tillod en radionavigatør at finde en position vha en kasse, der gav numre som 49.1 og 4.8 på en skærm. Han havde også brug for et kort, men Global Positioning System er den logiske videreudvikling, synes vi. Forfatteren bruger 1960'erne som skillelinie mellem dette kapitel og det næste. Systemer som kan guide til et bestemt punkt er afhængige af at man anbringer et radiofyr alle interessante steder. Systemer som kan give en position kan bruges overalt, også steder hvor man ikke kontrollerer terrænet. Før anden verdenskrig var der to slags systemer i brug. USA brugte Radio Range som en slags togskinner for flytrafik og Europa brugte retningsvisere kaldet D/F, som mere mindede om fyrtårne for skibe. Radio Range var oprettet og drevet af staten og flyene behøver bare en billig radiomodtager. Brugen toppede i 1950 med 400 stationer og den sidste blev først slukket i 1974. Afløseren hed VOR = VHF Omni-Range.
Europa brugte D/F hvor flyene udsendte et signal og radiofyrene sendte en retning tilbage til dem. Så kunne de trække nogle streger på et kort og se hvor de var. Systemet var startet endnu før flyvemaskinen var opfundet, men selvfølgelig med tanke på skibe. Under anden verdenskrig havde tyskerne en pendant til Radio Range, så de kunne præcisionsbombe England ved at have to ledestråler til at give en meget præcis position til deres bombefly. Bombningen af Coventry i november 1940 var den værste af slagsen, men da englænderne fandt ud af hvad der foregik var det ret nemt at lukke ned for tyskernes brug af de systemer.
Gee og senere Loran og Decca bygger på flere sendere og tidssignaler, hvor man så kan regne afstande ud fra forskel i tidsforsinkelse. Tyskerne havde et system Sonne som faktisk var til fordel for begge parter i krigen, så briternes ærkeæggehoved Reginald Jones foreslog at man i stedet for at bombe fjendens radiostationer skulle få fastslået koordinaterne på dem og så bruge dem selv. Radionavigation kan også bruges til at fastlægge positioner med, så de kan bruges til kortlægning. Fx på havene, så Marie Tharp og Bruce Heezen kan lave et reliefkort over havdybder (brugt til at sandsynliggøre kontinentaldriftteorien).
Efter anden verdenskrig trækker lufttrafikken en udvikling i at få dækket det meste af verden med decca eller lignende. Amerikansk VOR vinder over britisk Decca. Decca skifter fokus til kystmarine og helikopter navigation. Og tilsvarende bruger kommercielle fiskeskibe Consol og ikke Loran. Der kommer også systemer, der viser position på et kort. Og der er masser af forskellige systemer.

GPS har mange fordele. Der er ingen kommunikation med de enkelte brugere, så der kan være så mange af dem som det skal være. Det er superpræcist, passivt og globalt. Og modtagerne bliver stedse bedre, billigere og mindre, så man kan få GPS trackere til at hænge på trækfugle.
Forslag om noget lignende går tilbage til 1950'erne. Omega og Transit blev faktisk bygget og sendt op. Transit virkede ved at en modtager regnede på Doppler-effekt på en satellit på vej henover modtageren. Præcisionen var på ca 30 meter i 1980. Og et spinoff fra Sputnik hvor man opdagede at man kunne regne masser af interessante ting ud fra en satellitbanes afvigelser fra beregnet bane. Først testsatellit kom op i april 1960. En AN/UYK-1 computer kunne beregne position for en Polaris u-båd. Andre systemer som Omega kom også i brug.
I 1970erne blev GPS designet. Og for Department of Defense var hovedsalgspunktet at de slap for at hvert enkelt værn lavede sit eget system. Timation og Project 621B fx.
Miniaturiseringen spiller også ind. Fra en Manpack i 1978 på 15 kg til en 2004 udgave på under 1/2 kg. GPS bruges til kortlægning allerede inden det var klart til militært brug og de første modtagere blev solgt kommercielt ca 1984. Og brugelig bilnavigation kom ca 1990. GPS bruger WGS84.
GPS viste sin styrke under Irak-krigen, hvor USA i et "Left Hook" i "Operation Desert Storm" sendte ca 200.000 mand gennem en ørken uden synlige kendetegn, veje og den slags, og derved fik en hær til at dukke op et helt uventet sted for irakerne, hvilket i praksis afgjorde krigen.
Glonass og Galileo og flere andre supplerer GPS og frigør systemet for amerikansk ejethed.

Dybt interessant bog for kortnørder og måske endda mest meta-kortnørder. I kapitel 3 ser man flere projektioner i brug, Cassini, Bonne og Lambert. Og når nu nordmændene her i slutningen af 2018 har præsteret at få en af deres fregatter Helge Ingstad til at synke, så kan man se at ordet "Et er et søkort at forstå, et andet skib at føre" stadig gælder.
… (plus d'informations)
 
Signalé
bnielsen | Jan 24, 2019 |

Prix et récompenses

Vous aimerez peut-être aussi

Auteurs associés

Statistiques

Œuvres
10
Aussi par
1
Membres
196
Popularité
#111,885
Évaluation
3.8
Critiques
1
ISBN
13
Langues
2

Tableaux et graphiques