Hans Kirk (1898–1962)

Efter befrielsen gik der ikke længe, før de første måneders hævngerrighed slog over i et ønske om normalisering. Nogle havde en åbenlys interesse i at lade fortid være fortid, andre havde været aktive i kampen mod besættelsesmagten, men langt de fleste længtes mest af alt efter hverdagens problemer. Retsopgørets domme mildnedes, hvilket ikke mindst var til fordel for de større værnemagere, alene sagernes kompleksitet gjorde, at der blæste knap så hårde vinde, da det blev deres tur.

Andre holdt fast i den oprindelige kritik. Det gjaldt ikke mindst kommunisterne, der oplevede deres største folkelige succes som frontløbere i modstandskampen, og begivenhederne under krigen forblev et trumfkort, da stemningen omkring Sovjetunionen skiftede, og verden drev mod en kold krig. Forfattere som Hans Scherfig og her Hans Kirk omsatte budskaberne til litteratur som f.eks. Djævelens penge og efterfølgeren Klitgaard og Sønner, som jeg ikke har læst.

Grejs Klitgaard kommer fra et beskedent udgangspunkt i det vestligste Jylland. Sammen med to svogre har han tegnet kontrakt på at bygge tre høfder på stranden, og selvom vejret går dem imod, kan de lige akkurat nå det – hvis de også arbejder om søndagen. Det kan den indremissionske præst og den frelste familie ikke acceptere, selvom alternativet er sikker ruin. Altså påtager Grejs sig selv arbejdet, og det har han et særligt talent for. Han kan lægge planer, og han kan inspirere sit mandskab ved selv at gå forrest. Høfderne bliver færdige, og Grejs henter et solidt overskud, som han tilbyder at dele med svogrene. Men de siger nej: Det er djævelens penge.

Grejs’ eget overskud er nok til at starte eget entreprenørfirma. Han har bevist sit værd – godt arbejde til tiden og til den aftale pris – og snart får han den ene kontrakt efter den anden på kystsikring, havneanlæg og broer. Firmaet vokser, snart flytter familien til Viborg og derefter til København, hvor Klitgaard og Sønner er et af landets største entreprenørfirmaer, da Danmark bliver besat. Alle kan se, at der bliver nok at lave, men spørgsmålet er, om man er villig til at arbejde for værnemagten.

Grejs er blevet gammel. Han er klar til at overlade kontrollen til sønnen Thomas, der er en dygtig ingeniør og for længst kørt i stilling til at overtage firmaet. Men han har mistet farens kontakt til folket og arbejderne, og hvis han havde skrupler over at arbejde for tyskerne, så får hans svoger, der er højesteretssagfører og uden synderligt moralsk kompas, dem hurtigt ryddet af vejen. De får også en officiel billigelse fra regeringen, og snart er de i gang med en lukrativ kontrakt på Aalborg Lufthavn.

I slægtsromaner som Buddenbrooks plejer det for alvor at gå ned af bakke i tredje generation, men så længe kan Kirk ikke vente. Ud over Thomas er der Johannes, som er en simpel boligspekulant, der uden mindste betænkeligheder producerer camouflagenet til den umættelige tyske rustningsindustri, datteren Sara, som egentlig er god nok men altså gift med en ryggesløs sagfører, og den yngste søn Emmanuel, der har kunstneriske ambitioner men må konstatere, at fliden og talentet mest rækker til at være mæcen. Det er selvfølgelig pengene og det komfortable liv, der har spoleret deres moral. Og det er ikke bare i forretningsmæssig henseende: Druk og utroskab hører til dagens orden, så det slet ikke er til at kende det vestjyske ophav eller de retskafne arbejdere, der dukker op i romanen som bipersoner.

Hans Kirk forstår som få andre at bringe de indremissionske småsamfund til live. Grejs’ rejse fra fattig husmand til stor entreprenør fylder kun lidt, men er faktisk den bedste del af historien, og mens de øvrige personer bliver stadigt mere karikerede, er der noget rørende ved ham og konen Kjestin, der har beholdt møblerne fra deres gamle soveværelse. Det er der bare ikke nok af, når de andre personer er så firkantede, og hvis man skulle være i tvivl om det ideologiske udgangspunkt, så bliver det sat på plads med dette afsnit, hvor barnebarnet Gregers bliver belært af en god arbejderkvinde:

”Han lyttede til hende, den unge intellektuelle. Og det var, som om han første gang forstod navnet Stalin. Pludselig vidste han, hvad dette navn betød. En drøm om frihed, om menneskelig værdighed, om ædelhed, om glæde og humor i verden…” (s. 177)

Meget kan man beskylde stalinismen for – men humor? Djævelens penge er værd at læse som et vidnesbyrd om dele af offentlighedens erindring om besættelsen, og Hans Kirk er for dygtig en forfatter til at skrive en decideret dårlig roman. Men det er heller ikke rigtig godt, når han som her spænder sig selv for en ideologisk vogn.… (plus d'informations)

Los pescadores es una de las novelas danesas más importantes del siglo xx y su lectura es de referencia en todas las escuelas de Dinamarca. Es el libro más leído y vendido en ese país.
Escrita en 1928, narra la historia real del conflicto entre los habitantes de la ciudad de Gjøl y un grupo de pescadores que se trasladaron allí desde la costa del mar del Norte. Los recién llegados, que observan una forma muy estricta de fe cristiana, chocan con los residentes, de costumbres más abiertas y tolerantes. La novela causó consternación en dicha ciudad y en todo el país, vendiendo más de 500.000 ejemplares, más que cualquier otro libro en la historia de Dinamarca. Esta obra, la primera de Hans Kirk, es un texto esencial para comprender cómo el fundamentalismo religioso afecta a la vida de las personas.… (plus d'informations)

Endnu en perle fra Hans Kirk, som efterhånden må være den danske forfatter, jeg sætter størst pris på. Hans erindringer fra barndommen bliver fortalt i en række anekdoter, der tilsammen skaber en mosaik, som afbilleder ikke bare hans eget liv, men både små og større samfund og grupperinger omkring ham: lokalsamfundet, arbejderbevægelsen, kirken og kristendommen, nationalismen. Det er samtidig erindringer, der helt tydeligt supplerer hans øvrige romaner, og det er en fornøjelse at genkende og gætte på inspirationen til forskellige personer i hans romaner.… (plus d'informations)

Et mesterværk af en bog, der gjorde mig skiftevis rasende, trist og forhåbningsfuld. Bogen er svær at komme i gang med, fordi den alvidende fortæller skifter fra den ene til den anden og så tredje karakter i et væk - nogle gange kommer man ind i hovedet på to-tre personer på under 10 linjer. Men når først man har fundet rytmen, er det en fornøjelse at følge med i det lille fiskersamfund. Det er en stille fortælling, i den forstand at der på et ydre ikke sker det helt store. Men netop det gør, at karakternes indre liv står så meget stærkere. Fiskerne er en fortælling om hverdagen og om alle de begivenheder, der ikke ser ud af meget, men som betyder alt for os hver især.

Der er ingen tvivl om, hvad Hans Kirk tænker om den indremissionske tro. Budskabet virker til at være: Frelsen kommer ikke gennem skriftlære og bønner til en usynlig gud, men af menneskelig omsorg, den reelle næstekærlighed som bogens hovedpersoner har glemt. Og det er egentlig befriende at læse en roman, der ikke skjuler sine budskaber, som mange forfattere ville gøre i dag - måske fordi det bliver gjort så troværdigt og faktisk også respektfuldt over for det samfund, han skildrer. Og fordi det bliver gjort så nuanceret, at jeg har lyst til omgående at læse den forfra for at få det hele med.… (plus d'informations)