Jean-Michel Charlier (1924–1989)

If there was ever a comic with very realistic approach to everyday life and challenges of modern combat pilots Tanguy and Laverdure series is exactly that.

Level of details (art by Albert Uderzo) is astonishing. Every airplane, every maneuver (including pilot ejecting or trying to land airplane while encountering technical difficulties) is so clearly depicted that it seems to be ripped from live videos.

Our two protagonists - Tanguy, serious part of the duo and Laverdure, walking-disaster :) (as one of their commander says - Laverdure you could wreck more havoc by just cycling into enemy territory than squad of bombers :)) - get assigned to famous Stork squadron and get to fly on the Mirage III fighters.

Reader is given insight into what actually takes to make modern warplanes do their job - always present ground crews, technicians and controllers. Without them, no matter how advanced, modern planes would forever remain grounded.

Industrial espionage, foreign agents always on a lookout for blueprints for the latest technology from France, blackmails, fights for weapon sales contracts, sabotage teams - these are enemies Tanguy and Laverdure will encounter on pages of tome #2.

Highly recommended for fans of thrillers, aviation and of course our courageous duo.… (plus d'informations)

Det seneste bind af den samlede udgave rummer tre albums fra den oprindelige serie. Først afsluttes den lange historie om indianerkrigene, der fyldte hele bind 3, og som får en endnu mere politisk drejning i fortællingen om den Custer-inspirerede general Guldmanke. Derefter lægges den civilisationskritiske linje på hylden, da Charlier og Giraud giver den fuld gas med en eventyrlig fortælling om guldgravere, forræderi og forsvundne skatte.

General Guldmanke
I slutningen af Siouxerne på krigsstien var det endelig lykkedes Blueberry at stifte fred med indianerne efter de kampe, som rivaliseringen mellem jernbaneselskaberne havde udløst. Desværre var den nye kavaleristyrke fra vest ikke indstillet på at overholde aftalen, og nu er Blueberry, McClure og Red Neck indrulleret under general MacAlister. Han er fast besluttet på at slå til over for de indianske stammer, mens bisonjagten er i gang, og der kun er få krigere tilbage i lejrene. Vinteren er allerede kommet, så det er et mørkt og iskoldt landskab, som hæren må kæmpe sig igennem. Undervejs prøver Blueberry igen og igen at få MacAlister til at vende om, mens hans venner nede i muldyrkaravanen tager for sig af McClures medbragte whiskeyforsyning.

Ikke overraskende går felttoget galt. Først bliver hæren afsløret, inden angrebet på den første lejr kan indledes, og da MacAlister sætter efter de flygtende, går der ikke længe, før nye styrker strømmer til for at hævne forræderiet. Undervejs må Blueberry som sædvanlig rage kastanjerne ud af ilden. Han redder endda MacAlister fra en truende druknedød. Det fortryder han bitterligt senere, og det er en episode, der diskuteres i indledningen. Skyldes det gamle vaner fra hæren? Er det heltemod, der gør at Blueberry aldrig kan lade et menneske dø, hvis han har mulighed for at redde ham? Indledningen gør meget ud af, at albummet blev skabt, mens 68-oprøret spredte sig i Paris og protesterne mod Vietnamkrigen førte til et mere kritisk syn på de hvides opførsel over for indianerne, og det kritiske aspekt er bestemt til stede i serien – ikke mindst i portrættet af MacAlister, der er et gennemført dumt svin. Men det har også sine begrænsninger, for det er stadig modstandere, der kæmper som vilde, og som ikke kan hamle op med den hvide mand, når han både har rene motiver og er en dygtig strateg som f.eks. Blueberry.

Billedsiden er imponerende, og Giraud udnytter vinteren til at skrue op for overraskende farvevalg: Bjerge bliver blålige i sneens skærende lys og kontrasten mellem de rød-gule ansigter i bålets skær og den sorte nat i baggrunden får læseren til at føle sig som en af de pressede soldater. Historien fangede mig ikke helt så meget som de foregående dele.

Den gale tyskers guldmine
Måske havde Charlier fået nok af at kritisere de hvide overgreb på de oprindelige amerikanere. Den næste historie går i hvert fald i en helt anden retning. Blueberry har fået orlov fra hæren for at blive sherif i en lille nybyggerflække, hvor der i den grad er behov for at skabe ro og orden. Red Neck passer sine egne sager, mens McClure er blevet hyret ind som hjælpesherif. Det kommer Blueberry til at fortryde, for da han har arresteret den mystiske baron von Luckner. Luckner er nemlig en kolerisk bandit, der vil gøre hvad som helst for at finde en mystisk guldmine, og McClure falder som så mange andre for guldskattens sirenesang. Han flygter sammen med von Luckner ud i ørkenen, hvor de bliver forfulgt af to dusørjægere, der også vil have fingrene i ham. Om han så rent faktisk er efterlyst, eller de er ude efter hans guld, står hen i det uvisse. Blueberry følger efter begge grupper og for at det ikke skal være løgn, så er der også indianere på spil i området.

Genfærdet skyder med guldkugler
Rejsen mod de mystiske Superstition Mountains fortsætter. Blueberry og McClure holder sammen, men de andre er når som helst klar til at falde hinanden i ryggen. Og selvom de slipper for indianernes angreb, da de når bjergene, lurer en anden fare i mørket. Der bliver skudt på dem, og da de finder projektilerne, er de af rent guld.

Det er ikke den eneste fare. Store sandklitter er dødsensfarlige at forcere, overalt lurer slanger og andet kryb, og i den brændende sol mellem de røde klipper er det nærmest umuligt at finde vand. Mænd og heste presses til det yderste i jagten på minen og dens hævngerrige vogter. Det lykkes selvfølgelig for Blueberry og McClure at trænge frem til bjergenes hemmelighed, men det er ikke alle, der overlever eventyret.

Historien i de to sidste albums er klassisk action, men det er også en fundamentalt spændende fortælling med overraskende plot-twist. Det gør dem ikke mindre interessante end den storpolitiske historie om indianerkrigen. I stedet får vi et dybtgående studie i, hvor langt mennesker egentlig er villige til at gå for penge. Særligt Luckner, der ligesom McClure ligner en bums, der ikke har noget at gøre i en renskuret western, er en interessant skikkelse, som det i hvert fald i starten er svært ikke at føle sympati med.

Det trækker også op, at Giraud tager billedsiden til nye højder i de to album. Undersøgelsen af indianerkrigene gav mulighed for at tegne store grupper af krigere og soldater i voldsom kamp, mens han her kan vende sig mod studiet af de få gennemgående personer og øde, solbagte landskaber, som de møjsommeligt bevæger sig igennem. Det er ganske enkelt en fornøjelse at se på.

Blueberry er en serie, hvor man sagtens kan nyde det enkelte album eller den enkelte episode, men dens kvaliteter bliver for alvor tydelige, når man også interesserer sig for de lange linjer i fortællingen om den unge løjtnant, der - sammen med læseren - mister sin tro på verdens retfærdighed, men som fortsat insisterer på at gøre det gode. Som altid glæder jeg mig til fortsættelsen i næste bind!… (plus d'informations)