John Byrne (1) (1950–)

This was just okay.

I have to give it to Byrne to try to break out of the standard punch-em-up every issue. He's working to give Ben Grimm so gravitas, some depth, and while I applaud that, it does come across as more of a failed experiment.

The art by Ron Wilson is of the standard, run-of-the-mill artist output of Marvel in the late 70s/early 80s. It gets the job done, but it's rarely memorable.

And that's the bottom line here. Byrne's trying to reinvent Ben Grimm, much like Walt Simonson reinvented Thor, but it's just only okay.… (plus d'informations)

Samarbejdet mellem Claremont og Byrne var ikke altid lige nemt, men det udløste en vældig kreativ energi. Et af de ubestridelige højdepunkter kom med X-Men #129-137 fra 1980. Hæfterne er siden samlet talrige gange som The Dark Phoenix Saga, og nu er der så også kommet en ny dansk udgave. Det er sket som en del af Fahrenheits og Faraos Cigarers fælles relancering af Marvel på dansk. Historien fortjener det lækre udstyr og det lidt større format, for det er ubestrideligt en klassiker inden for sin genre.

Historien starter på Muir Island umiddelbart efter overvindelsen af Prometeus. Banshee trækker sig officielt tilbage fra holdet for at passe på Moira McTaggert, og ingen af de andre mutanter har lyst til at slutte sig til det decimerede hold. På vej tilbage oplever Jean Grey endnu et tidsspring, hvor hun tilsyneladende genoplever en fjern slægtnings liv, men alligevel ser tingene ud til at gå den rigtige vej: Professor X vender tilbage fra rummet, og da Cerebro opfanger to nye mutanters eksistens deler holdet sig op. Det ene sætter kursen mod Chicago for at opsøge teenageren Kitty Pryde, mens det andet hold skal til diskoshow med Dazzler.

Problemet er, at andre kigger med, og da holdene når frem bliver de snart angrebet af lejesoldater i kampdragter. Bagmændene er en mystisk inderkreds i Hellfire Club. Klubben er en elitær klub med base i New York, der afholder middage og skaber netværk for New Yorks rigeste mænd og kvinder, men ukendt for de fleste bliver den styret af en hemmelighedsfuld gruppe. De har superkræfter, stræber efter ubegrænset magt, og så klæder de sig i en blanding af 1700-tals tøj og bondagefantasier.

I spidsen står bl.a. Emma Frost, også kendt som Den hvide Dronning, der leder angrebet på holdet i Chicago, og det lykkes i første omgang at tage dem alle til fange, mens New York holdet og Dazzler klarer sig bedre. Kitty Pryde viser for første gang sine kvaliteter under befrielsesaktionen, og derefter beslutter Cyclops for at gå i offensiven. Under et stort selskab trænger X-Men ind i klubbens hovedkvarter, og derfra går det stærkt: Phoenix bliver endnu engang ført tilbage i tiden, hvor hun loyalt hjælper sin ”mand” Jason Wyngarde med at nedkæmpe de andre X-Men. Hun er blevet forført og de mentale barrierer, hun har lagt på sine guddommelige kræfter er blevet nedbrudt.

Et hold af superhelte er selvfølgelig aldrig slået helt. Wolverine er ikke druknet i kloakken, og i længden kan ingen kontrollere Phoenix’ kræfter. Desværre, for efter flugten fra palæet går det for alvor galt. Jean Grey bliver opslugt af sine egne ufattelige kræfter og forvandlet til Dark Phoenix. Holdkammeraterne fejes af vejen som fluer, hvorefter hun forlader jorden. Hun er blevet forvandlet til en gud, og da hun uden omtanke udsletter et helt solsystem, konfronteres hun af de store galaktiske imperier. Det hele kulminerer i nummer 137, hvor X-Men kæmper mod Shi’arernes kejserlige garde. Afslutningen er nok velkendt for de fleste – den måtte hurtigt tegnes om, så Phoenix alligevel kom til at stå til regnskab for sine ofre.

Jeg har læst serien mange gange, først i Marvelklubbens hæfter fra midten af 1980’erne. Det er stadig en fremragende historie fyldt med originale ideer og med en perfekt vekselvirkning mellem de enkelte numres handling og den overordnede spændingskurve. Samtidig er John Byrnes grafiske skaberkraft også på toppen, både i de kosmiske sekvenser og i Jean Greys mimik, hvor man tydeligt kan aflæse hendes angst og spirende vanvid. Man skal selvfølgelig kunne lide tegneserier som medie og acceptere superheltegenrens særlige præmisser – men gør man det, så bliver det ikke meget bedre.… (plus d'informations)

Story of Hellboy's origin. Magnificent omnibus edition containing story of Hellboy's conjuring and follow up stories in which Hellboy tries to find more about himself while constantly tripping over Rasputin and his machinations.

My first contact with Hellboy was a little bit weird - art was pretty much reduced, at some points it seemed like you had to look at it from a distance to figure out what happens on the page. It was interesting approach and tone and pacing of events was excellent. But then it always seemed bit off - when it comes to art I prefer golden-age comics, for newer art I enjoy Frank Miller for example (not that far from Mignola's black&white-shadow-plays), but for Hellboy it seemed like drawings and paintings lost basic definitions and were just shapes that up close made no sense.

But I enjoyed the story a lot. So after reading omnibus vol #4 (I know, I know but it was a gift and I like to read :) ) I finally got opportunity to read omnibus vol #1. Art is beautiful, much more structured but story-telling and page flow are as always flawless.

After reading omnibus vol #1 it is visible that author was always experimenting with his drawings and coloring and it is clear that later stories show artists skill evolution (albeit little bit radical for my taste).

Excellent story, beautiful art - treat yourself and read it :)

… (plus d'informations)