Helene er en alt andet end succesfuld pige. Hun er lige flyttet til København, hvor hun læser teatervidenskab, fordi hun ikke kunne klare optagelsesprøverne på skuespilskolerne. Efter at være blevet fyret som påskehare i en børneforestilling, fordi hun kom op at slås med en mor, burde hendes karriere være uigenkaldeligt slut. Men hun drømmer stadig om teateret, om en sød kæreste og om bare at få en hovedrolle i sit eget liv, for det hele er ved at glide hende af hænde.

Erling Jepsens roman fra 2009 har mange ligheder med Kunsten at græde i kor, som jeg læste for et par år siden. Der er det klare blik for pinlige øjeblikke, for tab og savn og ikke mindst for den absurde logik, der kan få mennesker til at begå forbrydelser for noget, der i virkeligheden ikke er ret meget.

En dag Helene er ude at gå tur med sin hund, løber den ind på Husets Teater. Hun vil selvfølgelig hente den, men det viser sig hurtigt at Lillebjørn har charmeret teaterdirektøren Morten, som kæmper med et nyt stykke mærkeligt dansk dramatik. Han beder om et møde. Helene tror, at der venter hende en rolle – men det er hunden, der skal på scenen og være objekt for Steen Tang Petersens begær.

Helene siger selvfølgelig ja alligevel. Det er jo en fod inden for, og når man først er kommet i gang, så er det ikke til at sige, hvad der kan ske. Da Lillebjørn kommer dramatisk af dage, er hun da heller ikke sen til at springe til. Måske kan hun spille hundens rolle?

Der skal ikke røbes mere af handlingen her, men det er ikke for meget at sige, at den udvikler sig mere og mere grotesk. Helene jagter desperat den anerkendelse, som hun ikke har fået hjemmefra, og som har resulteret i en voldsom spiseforstyrrelse. Hvor langt vil hun gå for endelig at blive berømt, mærke bifaldet og få de store interviews? Meget langt.

Jeg hørte romanen, og jeg synes Karen Abrahamsen gør det godt som indlæser. Hun fortolker teksten med betoninger, så Helene træder tydeligt frem, men uden at falde i den anden grøft og overskygge teksten.

Biroller er sikkert ikke Erling Jepsens bedste roman, men med Helene har han alligevel formået at skabe en skikkelse, som det er nemt at identificere sig med. Hun er en af de stille piger med psykiske problemer, som man læser så meget om. Heldigvis ender det sjældent så dramatisk som her. ( )

For en gangs skyld en skuffelse fra Erling Jepsen, der i Biroller ikke formår at holde niveauet fra sine tidligere bøger. Virkemidlerne ligner de sædvanlige - og de ER gode, men den underspillede groteske humor, han plejer at slå benene væk under mig med, er her blevet overspillet, og det klæder ham ikke.
Dog: selve historien er god, satiren er saftig, og mange af replikkerne er vidunderlige, men det redder ikke indtrykket af, at Jepsen ikke helt har vidst, hvad han skulle lave i sommerferien! ( )