Kurze Inhaltsangabe
Es ist spontane Entscheidung. Die Fahrkarte von Moskau nach Berlin kostet nur 96 Rubel, er braucht kein Visum, und ausserdem lockt das Abenteuer – kurzerhand packt Wladimir Kaminer seine Sachen und reist im Sommer 1990 nach Deutschland. Berlin erweist sich schnell als ganz besondere Stadt. Hier trifft Wladimir seine zukünftige Frau Olga, ruft die Russendisko ins Leben und bringt sich mit dem russischen Lehrbuch „Deutsches Deutsch zum Selberlernen“ eine neue Sprache bei. Mit hintergründigem Witz und umwerfendem Charme erzählt Wladimir Kaminer von unvergesslichen Menschen, ungewöhnlichen Begegnungen und dem ganz normalen Wahnsinn seines neuen Lebens in Berlin. ( )

It started off pretty good, I was into it, but my motivation flagged about 2/3 of the way through. Because this is a collection of observations, each about 4 pages long, there is no plot or narrative to pull the reader along. I did finish the book, but it was a close call. This book rates somewhere between 2.5 and 3 stars, and we always round up in this family. ( )

Lose zusammenhängende Geschichten von einem Russen in Berlin. Nicht unbedingt schlecht geschrieben, aber auch nicht etwas was einem vom Sessel reisst. ( )

An easy and entertaining read. Several dozen articles, independent from each other, about Russians in Berlin. ( )

Kaminer er blevet en af Berlins mest markante stemmer. Han fortæller om stort og småt i storbyen, der ikke bare blev genforenet i 1990, men som også blev en europæisk hovedstad med et mylder af forskellige kulturer. Kaminer er selv russer med jødiske rødder, og det blev hans billet ud af Moskva i 1990.

Efter et par svinkeærinder slog han sig ned i Prenzlauer Berg, der var det foretrukne hipsterkvarter, da jeg selv boede i byen i 2000. Siden er det blevet mere poleret, men det er stadig et fedt sted at besøge, selvom man ikke just er den eneste turist, der render op og ned af Schönhauser Allée. (Den personlige erindring spillede også en stor rolle i Thomas Thuras i øvrigt meget positive anmeldelse.)

Russendisko er Kaminers første bog. Den består af 50 små historier om livet som immigrant. Udgangspunktet er beslutningen i 1990 om at tage af sted, og den sidste historie handler om, hvordan Kaminer endnu engang dropper ansøgningen om statsborgerskab. Hvad skal man egentlig med det, når man alligevel svømmer som en fisk i den multikulturelle smeltedigel?

Historierne er humoristiske fortællinger om kulturmøder, og de er altid båret af en ukuelig tro på, at det er muligt for det enkelte menneske at bygge bro over forskelligheder. Om systemerne kan, er der mere mistro over for. Da Jean-Jacques Annaud skulle indspille Enemy at the Gates om Stalingrad, gjorde han det i Berlin, men selvom byen var proppet med russiske skuespillere, så var det næsten udelukkende englændere og amerikanere, der spillede de rigtige roller. Russerne kunne få lov til at agere umælende statister – og undre sig over, at de blev fremstillet som barbarer.

Andre favoritter er ”Alltag eines Kunstwerk” hvor det samme kunstværk bringes i spil som både holocaust mindesmærke og udsmykning på en erotikmesse – det er jo så skønt med flertydighed! – og ”Russischer Telefonsex”, hvor kvinderne selv ringer op, og hvor det hele er lidt frækkere, fordi man ikke kan forstå, hvad der bliver sagt.

Jeg følte mig godt underholdt hele vejen, og for kendere af Berlin vil læsningen med garanti byde på mange skæve, men alligevel genkendelige, detaljer. Men der er altså forskel på at læse sjove klummer i avisen engang om ugen og så på at læse en hel bog med dem på et par dage. Historierne smelter lidt sammen, og de enkelte pointer fortaber sig en lille smule. ( )